I Sandefjord i Vestfold stod den norske hvalfangsts vugge, det ser man med det samme man gaar ind gennem hotel atlantics svingdøre. hele forhallen er dekoreret med store fotografier af hvaler og hvalfangstepisoder.

24/9 Fotograferede om formiddagen langs fjorden. Kogerierne Kosmos III og Kosmos IV ligger for anker. Jahres fabrikker, Sandarfabrikkerne osv. Desværre blev det overskyet i løbet af formiddagen, umuligt at fotografere farvefilm efter kl.1. Naar et af de store kogerier afsejler til feltet er det en lille fabriksby der river sig løs fra moderlandet, den er paa 450 indbyggere med egen læge, sagfører, borgmester (bestyreren)mosv, der mangler faktisk kun en præst, men da der ingen kvinder er med ombord er der vel ikke saa meget brug for ham. Det hænder af og til at en af indbyggerne bliver tosset i hovedet, af mangel paa hønkønsvæsener naar han har været en tid paa feltet, han maa saa sendes hjem med første afgaaende forsyningsskib, naar han har været hjemme lidt og er blevet "støvet af nogle gange" er der i regeln ikke mere i vejen med ham.

25/9 Regnvejr, sov til 12, spiste, sov til 5, skrev breve, spiste, gik i seng. Sandefjord er forresten en hyggelig lille by, men hvalfangsten hænger den langt ud af halsen. Dørhaandtagene er metalhvaler, byens forskellige forretnin-

ger bruger hvalfangstmotiver til deres dekorationer og vinduesudstilinger. Hos guldsmeden paa slotsgade er der hvaler paa laaget af sølvcigarkasserne og cigaretdaaserne, samme kære dyr er indgraveret paa tændstikæsker og frugtskaale osv. Hvalfangerforeningen er sikker verdens mest eksklusivt klub, der er ingen af medlemmerne der ikke ejer mindst et hvalkogeri med tilhørende hvalbaade til en værdi mellem brødre af 50 millioner kroner. Der er et hvalfangstmuseum, det eneste i verden, derimod har jeg ikke truffet paa hvalbøffer - gud give jeg ikke faar formeget af det stof nede paa feltet. Alle forettninger har nu sidst i septembermaaned juleudstillingerne i fuldt sving, og reklamerer med julegaver - nu ber jeg fru Hansen de er tidlig paa den her i staden, det er julegaverne til hvalfangerflaadens besætninger der er tænkt paa, men de faar dem først udleveret ned paa feltet juleaften under sydkorset.

26/9 Søndag! meget fint vejr hele dagen, desværre var det vanskeligt at arbejde, da Bernadotte blev bisat og alle flag i by og paa havn var hejst paa halv til langt ud paa eftermiddagen, - - de jøder, de jøder de har ikke bestilt andet end at lave brok i den i de sidste 1948 aar, minus det han blev inden de korsfæstede ham.

27/9 Regnvejr! Hævede 1500 kr. og fik a skibsreder Sivertsen en auto til Oslo, købt en G.E.C. lysmaaler til 169.- kr, spist frokost sammen med skibsreder Stoltenberg paa Blom. Vestfold, fylket hvor byerne Tønsberg, Sandefjord og Laurvik

ligger kaldes i forretningskredse i Oslo for kongeriet vestfold, det er Norges rigeste distrikt, og kunne økonomisk klar sig meget bedre alene end i forbindelse med det øvrige land, ikke alene er alle de store hvalfangerrederier hjemhørende her, men ogsaa de deraf følgende instrustriforetagende, Oliefabrikker, kemiske fabrikker, og fabrikker for malervarer o. lign - Apoteket i Sandefjord hedder selvfølgelig HVALEN!

30/09 Flyttede ombord tirsdag aften, fik en stor kahyt for mig selv paa nederste brygge, sov fint hele natten, var oppe kl. 7 onsdag morgen (afsejlningsdagen) og tog med det samme i land med en tilfældig havnedrosje. Størsteparten af besætningen. alle kogeri- og planarbejderne gaar ombord afsejlingsdagen. Havnedrosjefolkene (Færgemændende) har deres stor dag naar et hvalkogeri skal afsejle, der er mødt mindst 20 baade op ved bryggen denne morgen, de bliver fyldt paa tur og ejerne holder gensidig meget skarp kontrol med at der kun kommer det af politiet tilladte antal personer i hver baad, 6 med tøj - kufferter og køjesække, eller 10 uden, mange kvinder og børn fulgtes mand og far ombord, og der udfoldede sig et mægtigt liv paa kogeriets store dæk denne morgen med trafik frem og tilbage med baggage og afhenten af køjetøj hos materialforvalteren (pigbossen) inden alle godt 400 mand var indstalleret og kunne hellige sig afskeden med familien. Der mødt nogle formiddable "bjørne" op, og i det ret urolige vejr havde de deres møje

med at klare faldrebet og komme i sikkerhed paa dækket, der var navnlig en lang karl der gik  et par gange op og ned ad faldrebet inden han naade i sikkerhed, efter princippet to trin op og 5 ned, selvom det hed, at alle skulle være ombord inden kl.9 og skibet skulle gaa kl.10 blev det middag inden der skete noget. I salongen var der stor afskedsmiddag hvor skibsrederne Sivertsen og Jørgen Jahre ønskede kaptain Lea og de øvrige officerer god rejse og god fangst. Kl. 1 gik alle gæster i land, nogle blev staaende paa IV medens andre gik i land og satte sig paa de omliggende klippeknolde. Sekretær Gran holdt mønstring og chekkede hver mand af paa mandskabslisterne, han fik en mand formeget med det viste sig ved nærmere undersøgelse at man paa kontoret havde glemt at opføre ham. Ved 1 1/2 tiden begyndte KOSMOS III at kaste fortøjningerne, det tog et par timer at faa svajet det stor skib rundt og komme ud af inderfjorden, og derefter gik der et par andre timer med at rette kompasser inden lodsen ved 6 tiden om eftermiddagen gik fra borde og kursen kunne sættes bound for Curacao. I løbet af natten frsikede det ganske godt op, og om morgen var det en frisk kulling ret imod, Kosmos III gyngede ganske bravt, og førsterejsegutterne blev søsyge, de sad rundt omkring paa kasser eller tovdynger, krøbsammen og hængte med hovedet hvis de ikke hængte ud over rælingen og fodrede fiskene i Skagerak. Ud paa formiddagen dukkede der et par landsmænd til mig op -

ombord - stowaways - det var to danske pølsemagere fra Randers der ville ud paa eventyr, Malte Otkjær og Svend Aage Brock.  Den eneste ombord der blev glad for at se dem var stuerten, han manglede nemlig en udlært medhjælper til slagteren, og bageren kunne ogsaa bruge en, saa danskerne kom i arbejde med det samme, men først maatte de igennem skibets slapkiste, dette foregik under førerskab af sekretæren, og det var en tur som de fleste nulevende danskere ville være med paa, da de hører at slapkisten er skibets velassorteret butik hvoir alle ombord kan købe paa kredit og til helt usandsynlig billige priser, her blev danskerne forsynet med alt lige fra undertøj, skjorter og arbejdstøj til barbermaskine do. creme, tandbørste osv. osv. og til slut en pakke tændstikker og en kartong Camel - 200 amerikanske cigaretter til 3 øre stykket.

3/10 Mærkeligt er det pludseligt at føle sig placeret i et helt andet milieu end det man har trampet rundt i hjemme i København, og som jeg savner nærmest fordi jeg ikke nar noget at tage mig til mellem maaltiderne end at staa vandret med en god bog som selskab. Jeg har ikke engang gidet føre dagbog, som jeg havde fortsat mig hjemmefra, men bare kradset nogle stikord ned paa en lap papir af og til, som f.eks. for den 2/10, om morgen passerede vi nord om Orkneyøerne i forholdsvist godt vejr. Blev formedelst 60. kr. ejer af 2000 stk Philip Morris. Ud paa dagen blev det taageregn, det var et rigtig ækelt vejr Atlanterhavet mødte op med,

det var ikke værd at være ude i, og har paa den anden side ikke andet at gøre end faa tiden til at gaa, saa selv en saa enkelt ting som at lukke en pakke cigarette op bliver gjort til et stort stykke arbejde. Vi er endnu ikke rigtig rystet sammen nordmændene og jeg, de taler udelukkende om hvalfangst og fælles bekendte hjemme i Sandefjord, og der er jeg jo helt udenfor. Det er for resten mærkeligt at høre dem tale om sandefjord, denne lille by med ikke over 6000 indbyggere som der alligevel er udgivet store digre bøger om, Sandefjords historie, Sandefjordsslægter, Skibsværftet og ikke at forglemme Hvalfangsten. Blev i slettere og slettere humør, fik organiseret en flask scotch hos stuerten, saa lidt lysere paa tilværelsen da jeg fik smagt paa den, hyggede mig om eftermiddagen i selskab med Neagely Farsons "Jorden rindt med fiskestang". Fik mig før aftensmaden en god sludder med kontrollør Istad (og nogle store drinks). Om aftenen blev resten af flasken tømt under et parti pokke i selskab med skytteren Niels Skontorp, Sekretæren, Doktoren og styremand Kjeld Tholfsen, det var hyggeligt selv om bulerne paa Atlanterhavet blev større og større eftersom indholdet i flasken blev mindre og mindre, paa den maade naaede jeg frem til lørdagen, det gik med at læse, ud over det normale gav skipperen sjusser om aftenen i salongen, og paa den maade naaede jeg frem til hvor jeg begyndte at skrive - Søndag den 3/10 1948.

Ifølge internationale aftaler begynder jagten paa hvaler i sydishavet hvert aar paa en bestemt dato, at aftalen ikke altid holdes er noget enhver fanger ved, men der skal mere end almindeligt uheld til at det gaar saa galt som det et aar gik en kendte hvalskytte, der engang, dagen før fangsten maatte begynde blev attraperet med 18 hvaler paa slæb da der var en baade fra en konkurrerende kogeri der saa ham blev det til bøde osv. Et forbandet uheld maa det ha været tænker man, naar man tager i betragtningen hvor stort omraadet hernede er, men skytten havde været saa uforsigtigt at snakke med sit kogeri om alle de pakker han havde til det, og da alle lytter til alle hernede, maa det være den samtale der havde faaet den anden baad til at kigge lidt nærmere paa ham.
At der ligger enorme økonomiske interesser bag hvalfangsten er givet, og deraf følger at aktierne i hvalfangstselskaberne stadig er udsat for børsmanøvre, saaledes var der engang en bestyrer for et kogeri der lavede det helt store kup, han havde daarlig fanget det aar, og kunne som følge deraf regne ud at hans selskabs aktier ville dale, han laa inde med en anselig post selv, og derfor rapporterede han hjem at han havde kæmpefangst, at han havde mange tusinde fad mere end han i virkeligheden havde, følgelig steg hans selskabs aktier til skyerne i forventning om det store udbytte de ville give, samtidig telegraferede han til konen - sælg! Men den slags monkey-business fandt naftalingubberne hjemme sig ikke i -

vedkommende bestyrer har aldrig været paa hvalfangst siden. Førstekok Hansen her ombord er en vittig hund, keder jeg mig stikker jeg hovedet indenfor i byssen til ham og faar omgaaende serveret en eller anden god historie. Her er et af Hansens store numre, den om kineserne! Det var dengang han var ung og forhyret med en tramper der gik i sukkerfart mellem Havana paa Cuba og new York. Hansen havde en aften været ud og safte i Havana sammen med baadens stuert, godt ud paa aftenen da de var mindre appelsinfrie, men stadig ulidelig tørstige, dog uden yderligere midler til læskende drinks, paatog de sig at smugle 2 kinesere med baaden til new York, og fortsatte for det forskud fik de udbetalt besøget i land. Ud paa natten fik de kineserne uset ombord, men inden de fik gemt dem kom skibets vagtmand i vejen, og de maate i en fart putte dem ind i skibets kølerum, for at faa vagtmanden væk bort bad de ham paa drinks hos stuerten - og saa glemte de helt kineserne. Næste morgen, da Hansen lukkede op for kølerummet faldt der to stivfrossen kinesere ud i armene paa ham - - Hansen fortsætter med et suk - og saa tænkte jeg bare det dog havde været eskimoer, da ku da ha taalt kulden, men nu var der ikke andet at gøre end at tage de to kinesere i haarpisken og hive dem udenbords. Ak ja! det var dengang man var ung og ufornuftig, og man altid kunne faa en drinks naar man var tørstig, har du ikke en lille en fortograf? og byde paa en tørstig sjæl! 

d7/10 KOSMOS III er et meget stort skib, alene midskibs er

det lige saa stort som et 6 etagers hus i land selv om indretningen ikke er den samme, beboerne hellere ikke! Begyndende fra neden af har man Underste Dæk (Kogeridækket) her er grisstanlden hvor der er 100 smaagrise med krølle paa halen som beboer, naar de om nogle maaneder har ædt sig store og fede paa skibets kokkenaffald ska vi spise dem som flæskesteg og anden dejlig mad. Underneden grisestalden er der tanke og pumperum og saaden noget, man kan kalde det for kælderetagen for det ligger alt sammen under vandoverfladen. Gaar man opad fra Underste Dæk kommer man til Øverste Dæk, her er regnet fra bagbord til styrbords side først byssen (køkkenet) med stort oliefyret komfur med 3 stegeovne i, store 3501 madgryder til suppekogning og grødlavning her alle de nyeste restaurations maskiner, røre- hakke- og kartoffelskrællemaskiner, saa kommer bageriet og slagteriet med pølsefabrik, tre forskellige messer hvor tilsammen 400 mand kan spise samtidig. Opvaskerum for bestik med tallerkenvaskemaskine osv. Alt køkken og opvaskgrej er topmekaniseret. Helt i styrbordsside findes butikken, slapkisten. hvor der sælges alle slags beklædningsgenstande, toiletartikler, tobak, chocolade. bolcher mv. Skibets gyrokompasrum findes ogsaa paa dette dæk.

Det var stueetagen. Førstesalen hedder Bakdæk, her bor styrmanden, stuerten, andenkontrolløren og ingeniøren med tilhørende rygesalong og pantry, badeværelse, toilet

og 3 dobbeltkahytter for passagerer, det være sig hvalskytter eller andre af rederiets embedsmænd eller venner. Sekretæren har sit kontor her og skibets bibliotek er installeret i forbindelse med kontoret. Underste bro er 2'salen, her er et pantry med elevator op fra byssen og en stor spisesalong, her er badeværelse og toilet. I denne etage bor doktoren, førstemaskinisten, chefradiotelegrafisten, førstekontrolløren, sekretæren og Fut Jensen, her er yderligere tre dobbeltkahytter for passagerer, hvoraf den ene er udstyret meget elegant med rigtige senge og andet udstyr ligesom førsteklasses kabinerne paa den nye svenske liner Stockholm. Ovenpaa underste bro kommer øverste bro, her bor kaptainen i en 2 værelses lejlighed med eget bad og WC, for rederen er der en luksuskahyt med tilhørende toiletværelse og saa er der en stor selskabssalong med barskab, klaver, radiogrammofon og en kunstig kamin med skibsreder Jahres billede over belyst dag og nat af en elektrisk lampe ligesom hos de store malerisamlere der rigtig vil prale as deres mere eller mindre ægte Rembranter. Sjette ettage hedder navigationsbroen, og her er først og fremmest styrerummet med rorgængerens plads, enten bag det almindelig ror eller bag gyrororet, det sidste kan omstilles til automatisk styring og saa rorgængeren gaa tur med hænderne i bukselomme, i et lille aflukke for sig staar her radaranlægget. Bag styrerummet er bestiklugar og radiostationen i to adskilte lokaler, her er ekkolodapparatet, radiopejlere og tre sæt sendere og modtagere for telegrafi og kortbølge-

telefoni, en pladespiller med forstærker der kan kobles til hele skibets højtalersystem eller til en af senderne og sende frokost og middagskoncerter ud til hvalbaadene. Radiostationen er hele ekspeditionens hovednerve, herfra er der døgnet rundt forbindelse med alle hvalbaadene der modtager eller sender meddelelser om fangsten, og i det hele taget holdere forbindelsen vedlige lige saa godt som ethvert telefonisystem i land. I agterkant af navigationsbroen er der lugar for 2' og 3' telegrafisten. Ovenpaa hele huset er der et stort fladt tag der egner sig fortræffeligt til at tage solbad paa.

8/10 Ved middagsbordet i dag fortalte kaptainen at de amerikanske radiostationer havde varslet en hurricane i Atlanten, lokaliseret nord for Bermuda og med en bevægelsesretning saaden ville skære vore kurs, han fortalt samtidig at han havde ændret skibets kurs til ret syd for eventuelt at løbe fra den. Hvirvelstormen har en diameter paa 100 mil og stormarealet er et 200 mil bredt bælte udenom. Alt paa Kosmos III er i løbet af eftermiddagen stuvet afvejen og dækslasten surret fast og balagt med sværre ankerkettinger. I aften ser det ud til at vi møder stormen i morgen tidlig, og jeg tænker paa Mielche, om han er i nærheden af den hurrican med hans lille skøjte, han skulle jo efter beregningen være et eller andet sted paa Atlanten nu.

11/19 Vi kom klar af stormcentret, men fik os natten til søndag en brandstorm, den store skude væltede og gyngede samtidig saa man skulle tro det var løgn, min køje er tvær-

skibs saa jeg stod paa hovedet det meste af tiden, der var ikke tale om at jeg kunne sove i denne stilling, saa jeg maate rykke over paa sofaen den er langskibs og saa gik det bedre.

Doktoren fortæller!

Sidste gang han var paa hvalfangst - det var med "Rossen" efterfølgende hændelse for hvilken han garanterer fandt sted da fangsten var slut og man var begyndte paa at vaske og male skuden fra mastetop til vandlinien, den matros der havde tjans i mastetoppen sad deropp paa en baadmandsstol med en bøtte sæblelud og en bøtte maling hængende paa hver sende af planken da hanefoden skar ud og mand bøtter og planke faldt 30 meter ned paa dækket, men mærkeligt nok beholdt det alt sammen sin oprindelige stilling under nedturen, saa manden ramte dækket i siddende stilling og begge bøtterne blev trykket sammen som harmonikaer, dette redde mandens liv idet de paa denne maade tog støddet af. 3 uger efter malede han igen.

Hvalsyge kaldes det surhed der opstaar blandt et kogeris besætnming naar fangsten gaar skidt, fordi de alle er paa part foruden hyren - eneste kendte middel mod den er blaa- eller finhvaler i tæt stime tøjret agter med halen vendt mod kogeriet.

Jeg har lagt mig et elegant engelsk oversæg til og fører i øvrigt en dejlig luksustilværelse her ombord, nu efter at jvi er kommet ned i varmen, jeg vælte4r ud af min køje ved 7

tiden om morgen, tænder en cigaret og gaar i mine pyjamas ud paa broen udenfor min kahyt, og nyder morgensolen sammen med min cigaraet medens jeg beundrer flyvefiskene DER farer ud af bovvandet, de ligner kæmpeguldsmede naar de paa stive finner svæver hen over bølgerne, lander paa toppen as en slaar med halen i vandoverfladen for at faa mere fart paa og fortsætter til de med et plask forsvinder i næste dønning mere end 50 meter borte fra skibet. Det er maaske forkert at sammenligne dem med  guldsmede, for de skinner af sølv og set fra siden ligner de mere blanke flyvemaskine af nyeste model, naar de slaar smut henover vandet. Det er dejligt at staa herude paa broen en 1o meter over skibets dæk og mærke brisen paa min nattesvedige krop. Solskinnet laver smaa regnbuer i det hvide skumsprøjt fra bovvandet, og ude i horisonten rejser der sig en stor bred regnbue ret op, af havet fra en af de utallige, korte regnbyger vi har dagen igennem, naar cigaretten er røget - maaske bliver det til to for her er saa dejlijligt herude - gaar jeg ind og faar en frisk dus atlanterhavsvand i badeværelset, vantet er nu altid over 25°C men saa slat at man maa skylle efter med ferskt vand, medens jeg barber mig og klæder mig paa hører jeg radio enten fra England, Australien eller America, saa slaar en af messegutterne paa madgongongen, og jeg vandrer ind til dagens første maaltid - frokosten, gid det var det eneste, for jeg er ærlig talt ved at blive for fed af al den god mad vi faar. Om morgen

til frokosten faar vi kaffe, the eller cacao friskbagt brød, varm ret enten æg og bacon, røræg, ristede pølser eller andet smaagodt, forskelligt afskaaret paalæg, to slags ost og marmalade.. Om formiddagen gaar jeg rundt i skibet og gør mig bekendt med mandskabet, snakker lidt her og der, hilser paa styremanden der har vagt paa broen, ser paa søkortet hvor langt vi er kommet, tager nogle skud indimellem, ligger i flugtstol og læser eller hører radion, paa den maade naar jeg frem til dagens maal, mødet i klubben. Vi er 6 stk. her midskibs der har lavede en lille klub - pimpeklubben kaldet - med det eneste formaal, skiftevis at servere cocktail før middagen paa øverste bro, det er for resten ogsaa skibet der gi'r om hverdagen. Klubbens faste medlemmer er førstestyremand Kjeld (Tobruk) Tholfsen, hvalfangstkontolløren Find (Kapt. Roy) Istad, Doctor Per Holager, Sekretær Gran, Hvalskytter Niels Skontorp og mig selv, sagde hunden, vi samles ved 11 tiden skiftevis i hverandres kahyt, og tager os nogle manndrinks medens snakken gaar og cigaretterne røges, ligetil messegutten spiller paa gongongen - nu er der mad! Saa begiver vi os i flok og følge ind til de 2 retter og dessert, vi er amerikanske og drikker isvand ved bordet med let smag as petroleum, saa soves der til middag til kabinestuerten ved 3 tiden vækker en med meddelelse om at nu er kaffen paa bordet, der er friskbagt weinerbrød eller kage til

de fleste af os foretrækker en glas iskaffe! Saa er det tid for solbadning til henad kl. 5 da vi gaar i bad, det foregaar agterude hvor der i brækken (ophaleslippen) er bygget et stort svømmebasin. Kl. 6 lyder madspillen igen det er aftensmad, varm ret, the eller kaffe forskelligt paalæg (dansk leverposteg fra Widemand, kogt Riyalskinke og svinetunder fra Roskilde), bagefter malltidet tager vi os en røg og holder fordøjelseslader paa broen med udsigt over hele det store dæk, hvor mandskabet der ogsaa er færdig med aftensmaden staar, sidder og ligger og gør det samme som vi - hengiver sig til fordøjelsens velvære. Nu da solen er gaaet ned (det har i dag været  32°C i skyggen) er det frisk og køligt og jeg bliver energisk, fører dagbog, skriver breve, medens radioen spiller og jeg "koser" mig rigtig som det hedder paa norsk, Somme aftener er der biografforestilling paa dækket, der spilles danske, norske eller svenske talefilm eller amerikanske farve- ditto. en gang imellem, i reglen lørdag aften inviterer kaptainen paa sjusser i den store salong, og saa gaar snakken, flere af officererne og kaptainen for resten ogsaa har gjort hele krigen med i den engelske eller amerikanske-norsk marine. Jeg gaar ireglen i seng ved 11 tiden og læser lidt som jeg har for vane hjemmefra. Naar jeg slukker lyset kan jeg se en stor blinkende stjerne gennem det aabenstaaende koøje, og falder i sovn med den tanke, at den stjerne ogsaa kan ses hjemme i København, det er det højre baghjul i carlsvognen.

14/10 Dr. Holager er en rask gut, der foruden sin lægegerning har flere hobbyer, han er ivrig amatørfotograf men ornitologien er hans hjertebarn, han udstopper selv de fugle har faar fat i. I gaar aftes da vi var midt ud i det Caribiske hav satte en stor falk sig til hvile oppe paa formastens tværstilling, da det blev mørkt, og fuglen sov klatrede Holager de 20 meter op i masten til hvor fuglen sad og tog den, den staar nu udstoppet i hans kahyt.

15/10 I aften var der biograf paa dækket, jeg fik et mindre anfald af hjemve, da der som forfilm blev kørt en turistfilm af København. Hovedfilmen var den amerikanske farvefilm "Luisianna", der er noget vist betagende ved disse filmforestillinger paa dækket i tropenatten, under den mørkeblaa stjernehimmel sidder hele mandskabet paa bænke der er stillet op i læ paa dækket eller paa spillene paa bakdækket, vi andre sidder i reglen paa underste bro der er en fortræffeli balkon. I morgen lørdag naar vi frem til Curacao, i den forbindelse blev der ved middagsbordet fortalt denne lille søndagsskolehistorie fra sidte aar da KOSMOS III anløb Curacao. Den norske sømandspræst paa stedet kom ombord straks skibet lagde til ved oliepieren og gik rundt blandt mandskabet og snakkede med dem inden de gik i land. Før mandskabet gaar i land udbetales der dem indtil 1 maaneds hyre i landets mønt, og ved selve landgangen faar hver mand udleveret en lille diskret konvolut med 3 stk. preservativer i, vedkommende der stod for

udleveringen maa formodentlig ikke havde kendt præsten for han fik ved landgangen ogsaa en konvolut! Nb. Jeg saa ikke præsten ombord i aar.

18/10 Vi var alle ombord meget tidlig oppe i forgaars da vi anløb Curacao. Jeg var i hvert fald en af de første der var oppe, for allerede kl.4 blev jeg vækket af et mægtigt tordenvejr, der spændte over hele den sydelige horisont, der momentvis var et flammehav imellem skyerne. Vi skulle lægge til straks det blev lyst, dvs. ved 6 tiden om morgen ved Shell anlægget i Caracasbugten nogle kilometer udenfor Wilhelmsstadt. Lodsen kom ud i motortbaad, meget fin mand i meget hvidt tøj men meget sort i huden, han medførte en hvid siddepude for ikke at blive sort bagi saa det kunne ses. Det var en besværlig omgang at faa KOSMOS III fortøjet ved pieren, for da vi løb til første gang, kom der i det samme en kraftig byge med meget vind og tog fat i KOSMOS der laa meget højt paa vandet da alle tanke var tomme, og tovbaadene kunne ikke holde igen og fortrossen i land, saa vi drev af inde i den trange bugt og var kun et par hundrede meter fra klipperne da kaptainen lod ankeret gaa for at faa baaden svajet ud med forstævnen og stod vi til havs igen. Næste gang gik det fint, men manøvren tog saa lang tid, at kl. blev over 10 inden vi var fortøjet, og agentens repræsentant kunne komme ombord med pengene til os der skulle i land, og det var alle der paa nogen maade kunne undvaeres ombord, jeg tror ikke der var mange

af hele den store besætning der ikke var i land enten om eftermiddagen eller om aftenen, jeg var begge gang! Det var som sagt lørdag, og forretninger i Wilhelmsstadt lukke tidlig her som hjemme, men her er der bare den forskel paa hjemme, at der er varer nok, mest amerikanske tekstiler, men i øvrigt alle andre luksusting som ikke kan faas hjemme. De fleste forretninger gav fan i lørdagslukningen og holdt aabent til langt ud paa aftenen, ja undlod endog den troperne obligate middagslukning fra 12 - 14, for nu var der kommet hvalfangere til øen, og de var der kun nogle faa timer saa tiden maatte udnyttes til det yderste, for det var da en skam hvis nogle af de 350 - 400 købelystne nordmænd skulle afrejse med en eneste gylden i lommen, og det er mange, mange gylden der omsættes paa en saadan eftermiddag der her er tale om, og det enda af de halvhaarde Curacao gylden, for tro ikke at de vil have hollandske gylden selv om det er en hollandsk besiddelse, nej tak! Maa vi be om vores egne penge eller dollars. En omsætning som den her finder sted hver gang et hvalkogeri er inde for bunkering er noget der kan mærkes i en lille bys forretningsliv som Wilhelmsstads, og det er ikke altid forretningerns varelager kan holde til runnet, denne hang var der fdtøjet der maatte give op, lidt ud paa eftermiddagen var der kun smaa numre tilbage, og de var alt for smalle til de brede europæiske fødder, men der er nok mange der ikke har kunnet nære sig alligevel og købt et par fine sko

af et derhjemme ukendt snit, og nu gaar rundt og bander over ømme fødder. Ved 11 tiden var alle der havde landlov samlet paa planet iklædt landgangstøj, og ventede kun paa at negrene dernede skulle faa landgangsstigen sat om og agentens repræsentant komme med pengene, de var betydelig elegantere udstyret da de komme tilbage om aftenen, ogsaa mindre ædrue. I en krog for sig selv stod en par gutter, barehovedet, iført en gammel frække over armen, den anden i en tyk hjemmestrikket rød pullover, det var de to danske stowaways. Otkjær og Brock, de var ribbet for alt det fine udstyr fra slappen, de stod der i deres gamle klude, dem de havde paa da de blev fundet skjult nede under grisestalden, de var bevogtet af to hollandske politisoldater i stramme khakiuniformer, og alligevel mødte de alle med et lykkeligt grin, for hollænderne vil ikke have dem i land, nu skulle de sidde i kallebassen inde i Wilhelmsstadt til skibet skulle gaa næste dag, og saa ville de blive rigtig paamønstret som messegutter med hyre og andel i fangsten ligesom alle andre ombord.Da jeg sammen med Kaptain Lea og stuert Enge som de første kørte til byen holdt der udenfor oliehavnens gate en lang række dollargrin, parat til at taxie mandskabet ind til Vilhelsstads glæder. Alle chaufførerne, den ene elegantere paaklædt end den anden og fra 30 til 100% sorte, vinkede til os og raabte efter os "Velkommen til Curacao, Kaptain", de var i straalende humør, de vidste fra tidligere aar, naar hvalkogerierne kom var der stor fortjeneste i vente. Den

Den enorme mængde nye dollargin man mødes af ved landstigning paa Curacao, og overalt paa øen, viser tydeligere end noget andet, at man er kommet til et sted  hvor der handles med flydende guld - olie. Brasilien kan ha sin kaffe, Argentina sit kød og USA sin film, menneskene kan leve uden de ting, men olien den er der ingen der kan undvære, et moderne menneske, overalt paa jorden gør hver dag paa den ene eller anden maade brug af olien, som benzin. petroleum, smøring, flit til fluerne, vasselin i den kemiske industri til transport, overalt møder man den som den moderne tids vigtigste vare. I fred og krig overalt er den uundværlig, den bringer f.eks hvert døgn KOSMOS III 300 sømil frem over havet omsat gennem skibets 8300 hk. store dieselmotor. I Vilhelmsstad, byen der udelukkende lever af olien som kommer over fra kilderne i Venezuela og behnadles i de store Shell rafinaderier før den afskibes, er der karneval hver dag i aaret, saadan virker byen paa den der kommer der første gang, og vel nok nogle gang stærkere naar hvalfangerne besat den. Vilhelmsstadt er en i Nordisk øjne meget eksotisk by, fuld af modsætninger, ser man op kan man føle sig hensat til den gamle del af en hvilken som helst hollandsk by. Husene er bygget med gavlen til gaden og har spidse, udsmykkede frontespiecer, som man ser det overalt i Holland, men ser man ned paa de smalle gader er der et mylder af alle menneskeracer og mellemtingen deraf, den der er opstaaet i en Voreherres store cocktailshaker - den der har indgraveret erotika paa toppen. Her er rene negre (ikke at forstaa at de er

renvaskede fordi de er hollandske statsborgere) men racerne, de kæmpemæssige med rod i Sudan, de smaa og spinkle mfra Nordafrika osv, indianerne fra Sydamerika, indere der har alle detailforretningerne, kinamændene der har restaurationerne og vaskerier. Kreolerne - menneskeracen der i en fjerne fortid opstod af blodblandingen mellem spanier og indianer- de enkelte hvid virker som underlige blege bladsellerier mellem alle de mørke nuancer a menneskeracen, ogsaa herimellem er modsætningerne store man ser negermutter, der har været paa torvet, paa vej, hjem med dagens indkøb i en flæad kurv hun bærer paa hovedet her ligger kød, frugt, fisk alt i et roderi, slimet fra fisken driver ned over hendes ansigt, det generer hende ikke, tværtimod for det virker afkølende i skyggen under den brede kurv. man møder indianerkvinder der bærer deres unge paa hoften, som hendes forsøstre gjorde det før Columbus og Hakon Mielche landede paa San Salvador. Amerikanske negerfruer med store guldbriller handler hos indianerskipperne fra Venezuela, der ligger med deres frugt og grøntsagsskuder langs wharfen ligesom de Ærø og Thurøskippere ved børsbroen hjemme i København. Slanke, unge negritter med drengehofter og ammebarme promenerer deres new look paa strøget, stærkt beundret af unge sorte lømler der dagdriver paa hvert gadehjørne, ulltraelegant klædt i amerikan style og med store hollanske cigarer i kæften, larmende og grinende uden at vide hvad de selv griner af, bare livsglæde inden de 25 er naaet, man

blomstrer hurtigt af i tropeklimaet, bliver træt og lad og sover hvor man tilfældig falder. Som sagde det rene karneval, men vent saa til det bliver mørkt, fra hver en restauration, bar og kneipe larmer en jukebox, store amerikanske musikautomatermed indlagte farvesymfonier, der danses, er der ingen kvinder danser de sorte ligesaagerne med stol, og faar samme erotiske udløsning som det var en skøn kvinde de svingende med. Jo højere spilleautomaten larmer jo flere kunder kommer der, man maa afgive sin drinksbestillinger raabende, det er liv og glade dage, men det er trættende, hen i en krog ligger der en neger og sover sødt midt i al larrmen, han faar lov at ligge indtil lukketid, saa tager barmanden ham ganske uhøjtideligt ved benene og hiver ham lige udenfor, hvor han ubekymret fortsætter sin søvn. Et andet sted staar der en og sover i inderlig forbindelse med et jernstakit, søvnen har overvældet ham medens han nød musikken fra jukeboxen han stod der endnu 3 timer efter, og vaagner ikke før solen næste morgen "kysser" ham. Med mørket kommer ogsaa alle erotikkens gudinder frem, de kommer ligesom de store farverige nattesværmer sommerfugle først frem efter solnedgang, og sværmer talrige i det farvede lysskær fra jukeboxene, der er her, alle racerne lige fra den hærgede hvide pige til den allersorteste negerskønhed. Og de er aktive, det maa man lade dem, for her er det god skik at det er damen der indleder, det foregaar meget direkte ved hjælp af pantomimesprog og haandspaalæggelser nedenfor bæltestedet,

da det er de færreste af dem der kan andet end det spansk-indianske blandingssprog de er født imellem. Indendørsutugt er paa det strengeste forbudt af de hollandske myndigheder, udfra at en seng kan være den værste smittespreder der findes, og der letter bliver slagsmaal indendørs end i det fri luft, hvor et eventuelt overraskelsesmoment er omtrent udelukket, derfor tager parrene paa maatetur, den foregaar med en af de allesteds nærværende taxi-dollargin, man kører udenfor byen til et ubeboet sted, her gøres holdt og man faar af chuafføren udleveret en straamaatte paa størrelse med en almindelig enspænderseng, og saa fører damen en ind mellem de sparesommt voksende palmer og mindre sparsomt voksende kaktuser, hvor hun bare nogle faa meter fra den stærkt trafikerede vej reder seng paa den bare jord med maatten. Chaufføren tænder sig imedens en cigaret, og naar den er røget ud giver han et trut med automobilhornet, saa har han ventet for 3 gylden, og man maa selv om hvor mange perioder á 3 gylden man vil lade ham vente, det er et udmærket servissytem det miner om en provinstelefonsamtale hjemme hvor damen stadig bryder ind i samtalen med sine "3 minutter".

22/10 Vi er nu  paa vej gennem tropebæltet, det er et par timer siden solen gik ned, alligevel er der 30 graders varmer udenfor og 36 grader indenfor, jeg er begyndt at læse Andersons bog "Mændene omkring sydpolen" det er rart at læse noget køligt i denne varme. Om opholdet i kallebassen i Willemstad fortalt Otkjær og Brock mig, at de havde selskab af et utal af store røde myrer der var i krig med nogle kæmpekakerlakker, desuden

var der et par agterudsejlende laurvikgutter fra et kogeri der havde været indenom nogle dage i forvejen, en svensk fyrboder, en stowaway kineser, en lokal neger der havde stjaalet et par sko som en sømand havde befriet sig for paa et værtshus for at luft tærene lidt og endelig en portugeser der havde stukket en mand ned under et værtshusslagsmaal, et internationalt selskab med god skandinavisk repræsentation. Opholdet der var helvedes varmt selv om cellerne de sad i var aabne ud mod en gaardsplads beplantet med palmer og blomsterbuske.

25/10 At mandskabet slog sig vældig løs paa Curacao, tør man vel nok sig, til daglig er der totalt tørlagt for dem ombord, kun ved festlige lejligheder bliver der serveret en dram eller en øl per mand ellers maa de nøjes med kaffe eller the. Den forsyning af blødt  brød de havde med ombord i Sandefjord holdt kun i et par dage, saa spiritustørsten var mange % da vi naaede Curacao, saa der var nogle antagelige bjørne der styrede ombord allerede tidlig paa aftenen og det fortsatte støt hele natten igennem. Men dagen derpaa meldte tømmermændene sig, ogsaa de moralske, nogle af dem maa trods omtaagede tilsnad kunnet huske at have set mig inde i Willemstad om aftenen, for der begyndte at løbe rygter rundt paa skibet, at jeg havde fortograferede nogle af besætningen der var fulde og sammen med negerpiger paa baren i hotel Curacao, og det var jo ikke saa heldigt hvis saadanne billeder kom mutter derhjemme i Norge for øje, selv om det ikke var vor far selv der op-

traadte som kvindebetvinger saa kunne de jo godt faa hende til at tro at fatter ogsaa havde været paa den galaj. Al den sladder resulterede i, at sømandsforbundets fællestillidsmand ombord Alfred Olsen kom til mig med en klage fra hele besætningen over min optræden osv. Naa! Alfred Olesen var en fornuftig mand og vi blev hurtig enige om at udsætte videre diskussion om sagen til han havde fremskaffet de folk der havde set mig fotografere de fulde søfolk paa hotel Curacao eller mødte frem med dem jeg havde fotograferet! Da det i løbet af nogle dage ikke lykkedes at finde en eneste vidne til min udaad, men kun nogle der havde hørt fra andre, der igen havde hørt det fra anden eller tredje haand forlangt jeg en redegørelse sat paa skibets stor opslagstavle hvori fællestillidsmanden erklærede at hele sagen var rygter og løs tale, og dermed varden sag ude af verden troede jeg, men endnu lange tider efter var der nogle der skumlede efter mig og min nærværelse ombord. Og saa er der det sjove ved hele historien, jeg havde ikke et fotografiapparat med i land om aftenen, saa de der følte sig stødt over at jeg havde fotograferet maa have været ualmindelig fulde og set mere end dobbelt. Der har i øvrigt været saa hemmelighedsfuldt her paa skibet siden afsejlingen fra Curacao, man stødt paa snakkende grupper her og der, der tav naar man nærmede sig, om aftenen lukkede nogle andre sig inde i kahytterne, og man hørte de samme ord gentaget i en uendelighed  hvis man kom i nærheden af ventilen. Nede i proviantgangen rendte jeg en aften op i en

masse malerpotter og noget lærred som et par mand stod og puslede med, det var første gang jeg saa vi ogsaa havde teaterdekorationsmalere blandt mandskabet. Jeg selv blev smittet af al den hemmelighedsfuldhed, det gav sig udslag i, at jeg bad stuerten om at overlade mig et par tomme whiskeykasser, sikke en ansigt manden satte op, da det gik op for ham at jeg virkelig ønskede dem tomme, og det ikke var en søforklaring jeg havde fundet paa for at kunne bomme ham for et par flasker whiskey. Jeg fik mine kasser og gik i skjul med dem i snedkerværkstedet agterude, og saa konstruerede jeg det mest fantastiske filmsapparat der nogensinde er set, naar man satte det i gang kunne det skralle, ringe og sprøjte med vand samtidig. Objektivet var en iskold bajer, stativet 3 kosteskafter og sikke en farveorgie det var, rødt gult og blaat. Naa! Kort sagt hele skibet forberedte sig til den dan linien skulle passeres, det slap jo efterhaanden ud! Og saa tog velfærdskomiteen ombord affæren og samledes til et møde, og her blev Kosmos III dagen 1948 til. Der blev lagt et vældigt 2 dages program med idrætsstævne, underholdning, fodboldkampe, liniedaab og kabaret m.m.. Paa det store dæk blev der med hvid farve trukket 6 100 meter baner op. Dækker eller planet som det kaldes er 120 meter langt, det er herpaa hvalerne hales op gennem brækken i agterstævnen og parteres inden de i smaastykker lempes ned i kogerne. Der blev tømret fodboldsmaal og henne op at midtskibs blev der bygget en scene til 20 optrædende og orkestergrav foran. Idrætsstævnet begyndet om lørdag eftermiddag med samlet indmarch af all deltagerne,

det saa flot ud da de 100 mand høj kom marcherende op over planet, 4 og 4 i hver række og med Norges og Danmarks flag baaret i spidsen, de standsede foran scenebygningen, og saa blev de to landes nationalmelodier spillet inden øvelserne begyndte.Ved et stævne som dette, nærmest at sammenligne med fagenes fest paa stadion hjemme, er det altid skægget der gør mest lykke, ligesaa her ombord. Efter indledningen om lørdagen fortsattes der søndag formiddag og videre efter middagen. Der er yrkesløbet, hvor en matros med en stor tovrulle, en skruer med al sit grej i favnen, vores egen kære madmor fra midskibs salongstuert Nordlie med en bukke iskolde duggende øller skænket i glas løb omkring med kokken der havde en fyldt suppegryde og grispasseren med en skrigende pattegris under armen, eller tovtrækningen, hvor der stillede 8 hold op, og kogerne vandt selvom de ikke var de største, det var stuertens hold nemlig med førstekok Hansen som ankermand, alle var saa optaget af den spændende slutkamp i tovtrækningen, at ingen lagde mærke til at hm. (hans majestæt?) neptun og følge havde indfundet sig, men pludselig stod de oppe paa bakdækket, fjerdestyremand der havde vagt paa broen var den første der saa dem, og hylede alarm paa skibssirenerne, og saa var der ingen der interesserede sig for tovtrækningen mere. Der stod han, havenes konge, han saa lidt gammel og træt ud, til gengæld havde han en meget ung dronning. Det er en ny en, betroede min sidemand mig, han havde været med Kosmos sidste aar da neptun var ombord. Kaptain Lea skyndte sig sammen med førstestyremanden og maskinchefen hen og fik sat modtagelsesceremoni

i gang, der blev udskænket en ordentlig dram til HM. og hver af føget, jeg holdt øje med dronningen, hun stak sin ud med en gang. For at formilde neptun lidt paa grund af den uformelde modtagelse uden skansevagt, faldreb og baadmandspiber blev der hurtig fremskaffet en flask snaps som kaptainen overrakte med et lille undskyldende smil. Saa gik alle hen agter, medens mandskabet dannede espalier og modtog de høje gæster med klapsalver. Der var nogle der ikke deltog i denne hyldest, de blev bange da de saa hofdoktorens og hotbarberens udstyr, det var førsterejsegutterne der skulle døbes, de stak af og gemte sig, nogle af dem i hvert fald, medens man ledte efter dem brændte jeg paa h.m. neptun og fik en lille interview med ham om hvordan det saadan i al almindelighed stod til i hans rige. Man maa jo benytte lejligheden, det er jo ikke hvert aar man som pressemand kan vente at faa tilstaaet en samtale med en regerende fyrste, der er jo ikke saa mange af den race mere. Da jeg til en indledning tillod mig at bemærke at h.m. saa lidt anstrengt og træt ud sendte han mig et strengt havblik og en fortygget skraa der strøg lige forbi min næse, saa klarede han resten med et skvalp sagde en mindre pæn ed og saa fortalte han mig, at det skyldtes at der lige i disse dage var saa fa'ns meget at gøre med alle disse kogerier, hvalfanger og hvalbaade der rejste sydpaa fra det høje nord ned til Antarktis, han maatte ustandselig paa farten fra Amazonefloden til Guineabugten frem og tilbage, og fik næsten ikke søvn i øjnene, og saa havde han til og med vrøvl med hofholdningen

fordi man maatte foretage alle rejserne paa havheste, da der var udbrudt strejke paa ækvatorlinien, havfruerne der passede stationerne paa linien ville have lønnen fordoblet saa de kunne gifte sig og underholde en havmand ordentlig. Saa kan du forstaa Fut, sagde han, vi er efterhaanden saa ømme bagi af al den ridning, at vi ikke kan taale at sidde ned og hvile os, selv paa den allereblideste atlanterhavsdønning. Saa saa han kærligt paa den unge dronning, til gengæld gav hun hans haand et blidt lufttryk, og saa glemte han helt min ringe nærværelse den gamle strik. Imedens havde neptunens betjente, med støtte af skibets mandskab, faaet samlet de udøbte sammen, som bekendt skal man have lægeattest for at faa liniedaaben, hofdoktoren og sygepasseren havde i denne anledning stillet en operationsbord op nedenfor svømmebassinet og pakket instrumenttasken og apotheket ud. barberen havde indtrettet sin salon paa kanten af svømmebasinet, ceremonien kunne tage sin begyndelse. Jeg havde allerede faaet h.m. tilladelse til at filme daabshandlingen, men af sekretæren der overbragte mig tilladelsen blevet instrueret om at jeg maate være meget diskret og ikke virke forstyrrende. Det gik meget godt i begyndelsen, men da jeg komme til næreoptagelserne gik det galt, mit nye filmsapparat lavede en helvedes støj, det gjorde mig nervøs, saa jeg begyndte at fumle i det og i utide sluttede kontakten til ringeklokken, der igen udløste fjederen til vandsprøjten, og uheld fulgte paa uheld for vandstraalen ramte hofdoktoren lige i fjæset medens

han var igan med en meget intimt undersøgelse af en daabskandidat, han lod patient være patient og vendte sig mod mig med en gabende kæmpeknibtang, nu sku' jeg rigtig have knib, noget maate gøres for at formilde den vrede doktor, i en fart fik jeg skruet objektivet ud af filmsapparatet, trak det op og bød doktoren paa den kolde bajer, det var det værste jeg kunne gøre, for nu greb neptun ind og beskyldte mig for bestikkelse af embedsmand i funktion. For sent indsaa jeg min fejl - det var neptun der skulle have haft bajeren, for da han saa doktoren glemme sine blodige hensigter overfor min person, og i stedet lægge hovedet tilbage og hengive svælge den kolde øl, blev h.m. først rigtig gal i hovedet og beorderede betjentene til at smide mig og mit forbandede filmsapparat i baljen. Fem tjenestevillige pansere kastede sig over mig og et vildt slagsmaal opstod hvorunder det mest af operationsstuen blev raseret, vi væltede rundt mellem stole, bliktragte, bøtter med farve og maling og anden medicin. Sygepasseren blandede sig ogsaa i slagsmaalet, og I guder, hvor saa vi efterhaanden ud, smurt ind i rød maling oversprøjtet af blaa, gul og brun medicin, indtil jeg inderligt omfavnende mit filmsapparat blev hevet i vantet, sygepasseren og en betjent gjorde mig føjeskab i kampens hede, og der laa vi saa og dampede af i det køligt salte vand. Om aftenen var der stor afslutningsfest med prømmieuddeling til idrætsmændene og udstedelser af daabsattester og det sluttede meget højtideligt med en afsyngellsen af "Ja vi elsker dette landet" og "Det er et yndigt land" og taarer i hvert et øje, alt under en dybblaa tropenathimmel overdrysset med blinkende stjerner. Efter afslutningen afholdt førstestyremand et lille privatselskab, vi nød de gode varer han serverede for os, nu efter over en maaned i søen trængte vi alle til at koble lidt af, og under saadan forhold er spiritus jo en fortræffelig sikkerhedsventil, og vi blev alle sammen lidt fulde som rigtige mandfolk nu engang bliver. Vi sludrede, vi fortalte historier og hyggede os, Kjeld gik i skabe og skuffer og serverede for os alt det huset formaaede, det endte med at vi trak Juleknallerterne af, og sad rundt bordet og sang med papirhatte paa. Da jeg sent næste morgen kom op, gik messegutten Jean og støvsugede i kahytgangen med en af de rød papirhatte paa hovedet og det mest melankoliske ansigt jeg i mit liv hars et - det var hans andel i festen. Nede paa planet var der det sædvanelige arbejde i gang, men der var nogle af mandskabet der virkede saa fremmede af udseende, de var sortmuskede og havde stærkt røde næser, mærkeligt saa forsteskæren og hjælpegutten lignede neptun og dronningen, og nogle af matroserne havde samme bistre politiøjne og røde næser som neptuns betjente havde dagen før, der gik over en uge inden de lignede sig selv igen.

8/11 Saa tog det monotone overhaand i det lange stræk fra Curacao til Walvis Bay. De automatiske gyrostyringstod paa døgn efter døgn ingen menneskelig haand rørte roret vi levede de rige turistrejsendes tomme liv, svømmede i badebassinet, tog solbad, slangede os i liggestolene, og

havde ikke andet at gøre end at passe dagens maaltider. Vi fulgte i radioen valgkampen i USA op til den 3. november og overværede i lydbilleder Trumanns triumf. Kontrollør Istadfortalte en aften at under krigen ude i Indien blev han kaldt "The man with the hollow legs", man kunne ikke greje hvor han gjorde af det utal af sjusser han indtog i dagens løb medmindre han hældte dem ned i et hult ben. Vi hans rejsefæller ombord i Kosmos III omdøbt ham til "Kapt. Dry".

5/11 Saa naaede vi omsider frem til Walvis Bay, oplægs- og reparationsplads for 20 - 30 hvalbaade hvert aar. Jahre driver hernede i en gammel hvalstations bygninger, ved hjælp af 50 normænd og flere gang saa mange negre et reparationsværft for sin hvalbaade, saa de er fri for hvert aar at tage den lange vej hjem til Norge for at blive istandsat efter fangstsæsongens skader og buler. Negerarbejderne, boyerne som de kaldes er af alle de stammer der lever rundt om Kalahariørkenen, Swahilier, Wamboaer der er de bedste arbejdere, Cliff Kaffere og Sand Kaffere og Hottentotterne. De antages paa kontrakt for 2 aar ad gangen, deres løn er 10 pence om dagen og kosten, dvs. de faar udleveret madvarerne saa maa de selv om tilberedelsen, de koger o en gammel malerbøtte og jo flere lag gammel maling den har indvendig jo bedre smager middagen dem, kan de se deres snit til at hugge noget karbid fra svejseapparatet bruger de det som sukker i kaffen, de steger fisk i solarolien fra elektricitetsværket og de bader i

fyrolien i hvalbaadenes bunkerstanke, og er verdens lykkeligste børn. Walvis Bay er stedet mellem de to vinde, den varme østenvind fra ørkenen blæser om formiddagen, og om eftermiddagenblæser den kolde og fugtige vestenvind ude fra Atlanterhavet, den faar sandet til at fyge som sne hjemme om vinteren. Automobilerne hernede kører altid med en skovl i vognen, de ved aldrig hvornaar de kører fast i en snedrive af sand. Det blæser hver dag aaret rundt paa denne plads, menneskene har kun slaaet sig nede her paa grund af de gode forhold for skibe i den beskyttede bugt indenfor Pelikan Point. Ørkenen strækker sig over 200 kliometer ind i landet, drikkevandet hentes i rørledning 80 kilometer borte, her er absolut ingen plantevegetation udover lidt tørre ørkentorne, man har uden held forsøgt at faa lidt planter til at gro omkring den norske stations bygninger, de staar i det bare sand, paa pæle for at holde slangerne ude fra værelserne. I bugten og lagunen bag den er der et enormt fugleliv; Flamingoerne gaar i tusindvis langs stranden paa deres røde staaltraadsben, Pelikaner og sorte Aalekrager flyver i store flokke ud til fiskepladserne om morgen og ind om aftenen, Terner og Maager skriger dagen lang, alle er total fredede, man har endog bygget store træplatforme langs stranden til fuglene at sidde paa, her samles for mange hundrede tusinde punds værdi af guano hvert aar paa disse platforme.

I Walvis Bay mødtes vi med ekspeditionens hvalbaade, baade dem der havde overvintrede hjemme i Norge og dem der havde overvintrede dernede. Ikke saa snart havde emigrations- og custommyndighederne været ombord før vi havde den første hvalbaad langs siden, og snart laa der hvalbaade fortøjet paa begge sider af kogeriet, nu kom der et hektisk døgn, for all baadene skulle have fangstudstyr og bunkers ombord, og madvarer saa meget at de kunne klare sig ned paa fangstfeltet og i den første tid dernede. Dækspille snurrede dag og nat, og med elevatorkurvenne gik mandskaberne med skytteren i spidsen ombord i oplæggerne, paa det stor plan vrimlede det med negreboys inde fra reparationsværftet. I salongen holdt tolderne og agentens repræsentant kontor. Bestyren holdt møde med skytterne om fangstomraadet. De norske familier inde fra værftet kom ombord for at faa smage norsk mad og høre nyt hjemme fra, alle der har med hvalfangst at gøre er mere eller mindre i familie med hverandre.

Kosmos III sidste anløbsplads i den over 4 maaneder lange og trælsomme fangstrejse til sydishavet er Cape Town - Sydafrikas Perle -. Aften før vi skulle ankomme til Cape saa jeg vores førstestyreman gøre forberedelser til landgang, han sorterede sin valutabeholdning, i en cigarkasse gemmer han alverdens mønter og pengesedler, nogle har ligget der i fred og ro fra længe før krigen, og gjort hele den med, først i hvalbaad ved durban senere i kogeri og derefter sammen med ham i den engelske marine, kommet igennem tysk styrtbomberes angreb udenfor Tobruk, og tilvands fulgt Montgomery's felttog i Nordafrika. Der er altid en egen stemning over skibet og en selv med for resten hver gang man skal anløb en ny plads. Vi kom til Cape en tidligmorgen i solskin og godt vejr, det var et meget smukt syn der mødte os, da vi stævnede ret ind mod de høje bjerge ved hvis fod byen og havnen ligger, med Lions Heads spidse kegle ragende op gennem den lavtliggende morgentaage i sharp silhuet mod det begvedliggende højere og dystere Taffelbjerg, med himlens og havets lyse pastelblaa farvenuancer, der efterhaanden som vi kom nærmere til byen gik mere og mere over i dagens stærke sydlandske blaa, indtil vi lod ankeret gaa i bugten under Taffelbjærget og Devils Peak ragen højt op over os, mellem skibe fra mange nationer der laa og ventede paa kajplads i den stærkt trafikerede havn. De gi'r sig god tid Sydafrikanerne, Kosmos III smed krogen kl. 9 om morgen, men det blev 3 om eftermiddagen inden immigrationsofficerne viste sig og

vi kunne komme i land, og Kosmos selv kom ikke til kaj før 24 timer efter. Hele havnen og byen med for den sags skyld var optaget af et stort flaadebesøg, der uheldigvis faldt sammen med vor ankomst. Dagbladdet "The Cape Argus" skrev i en artikel om flaadebesøget hvorledes "Five Warships Did a Show for Mr.Jones". Dette show kostede skibsreder Jahre 100.000 kroner for det forsinkede flaadens ankomst et døgn, og vi komme i klemme mellem flaadens ankomst og den af Capes autoriteter fastsatte modtagelsestid.

Cape Town er Sydafrikas største by med 350.000 indbyggere, halvdelen hvide halvdelen farvede eller non-Europeans, skillelinierne er vel ikke saa skarpt trukket op her som i USA, for de farvede i Cape Town er ikke alene negre, men en mængde Malajer og Indere, der for de sidste to menneskeracers vedkommende ikke blander sig med hverken hvide eller sorte. Malajerne og Inderne er i forrige tider bragt til landet as Hollænderne, der brugte dem som tjenerskab og haandværkere, og det er deres efterkommere blevet ved med at være lige op til vor tid. Paa alle cafeer, barer og restauranter i Cape bliver man betjent af Indere. Malajerne er chauffører, skræddere osv, og medhjælpere for de hvide ekspedienter i stormagasinerne, af hvilke der er mange paa størrelse med vore egne i Oslo og København. Der er i Cape gamle huse som dem fra 80' i Europas byer og der er nye 20-25 etagers skyskrabere med en arkitektur der er stærkt præget af tysk ligeførkrigen stil,

som man for eks. saa i det der engang var Hamburg. her er som overalt i verden bolignød og pladsmangel paa hotellerne, og der er i hvert fald en førsteklasses restauration der har det Hollywoodprægede navn DelMonico, hvor man faar fortræffelig mad og specialiteter som kaviar og friske jordbær aaret rundt. Etablissementet har en indisk tjenerstab næsten lige saa stort som gæsternes antal, vi var et lille selskab fra skibet paa 6 mandder spiste middag der om aftenen og blev hele tiden betjent af en overtjener, en vintjener, og tre almindelige slæbeapparater. Der er ogsaa en natklub i Cape med det noget misvisende navn Bohemia, for den var meget eksklusiv, saa eksklusiv at jeg ikke kunne komme ind, her led jeg et virkeligt nederlag, hvad der er aldrig hændte mig i Paris, London eller Brussel eller andre storstæder som Stockholm og Oslo skete her, jeg kom ikke ind for ham der cerebus ved naaleøjet til Cape Towns natklub var ubestikkelig, jeg tror at det til slut blev budt ham mere i tips end hans maanedsgage for at slippe os op ad trappen uden at være i besiddelse af de i klubbens love bestemte og af politiet godkendte adgangskort - en dame og en flask spiritus! pr. herre. Spiritusen kunne han nok skaffe, men damen hun var sværere at faa fat i, hverken potieren eller vores meget malaisiskprægede chauffør kunne hjælpe os. Og der stod vi og maatte se paa, at den ene efter den anden af capes levemænd passerede den dybt bukkende potier med en dame under højre arm og en flask mere eller mindre indpakket under venstre do. og saa blev

der ikke engang set efter om der var noget i flasken eller det bare var en tom medbragt til anledningen. Til slut gik jeg tidligt hjem paa mit hotel, hvis navn jeg skal være fin at undlade, for jeg blev der saa overbidt a væggetøj selvom jeg allerede efter det første bid tændte det elektriske lys og lod det brænde hele natten - det var det eneste slags "bid" jeg fik i Cape Town.

Chefkok Hansen er en snurrig fætter, han var sidste mand derkom ombord i Cape og med en splinterny straahat paa snur, det var hans udrustning til 4 maaneder i isen, egentlig var han den næstesidste, for der blev en mand agterudsejlet og han naaede først ombord i Kosmos nuytaarsdag via forskellige hvalbaade da vi laa langt nede i isen, men det er en helt anden historie. Det nærmer sig stærkt den fastsatte afgangstid, to meget kraftige tovbaade ligger allerede hos os med dampen hvislen ud af overtryksventilen, Kosmos har faaet 4000 tons fyrolie i sine tanke, negerboys skruer de svære olieslanger fra, paa agterplanet holder sekretær Gran mønstring over mandskabet, stuert Enge faar leveret den sidste vognladning proviant, inde i Cape tændes de første gadelygter og neonreklamer, Kosmos kaster los, de store tovbaade bakser kolossen ud gennem det snævre dockindløb, afgangsscenariet er det modsatte af ankomstens dagen før, for nu aftager dagslyset og tusmørket gaar over i aftenlys, byens lys bliver klarere og klarere medens Taffelbjergets konturer udviskes mere og mere eftersom Kosmos

kommer længere og længere fra land. Til slut ses Capekun som en stribe lysperler paa en snor om bagbord, da vi sætter kursen sydover og faar kending af de tunge Atlanterhavsdønninger, nogle af lysperlerne udskiller sig fra andre og følger os, det er hvalbaadenes toplanterner vi ser, da de vel ude til havs slutter op bag Kosmos III, to thil hver side og en ret agter, og eftersom de kommer nærmere i den mørke nat ser man til styrebord to klare og to røde lys og til bagbord to klare og to grønne lys, hvalbaadene der trofast følger os medens Kosmos hamrer pæl i i de tunge atlanterhavs dønninger, en lysende planet fulgt af sine maanedsrabanter. Af Afrika ses nu kun fyret paa Slangkop hvis lysvifte  drejer højre om og  Cape of Good Hopes fyr hvis lysvifte drejer venstre om, og da vagten paa broen slog 4 glass den nat var vi allerede saa langt til havs at fyrene kun kunne ses naar Kosmos red paa toppen af en af de svære dønninger, og saa saas de pludselig ikke mere, endnu en kort stund kunne man skimte lysvifterne naar de drejede henover den sorte nattehimmel, de mødtes pludselig en gang, og saa forsvandt de, det var den sidste afskedshilsen vi fik fra den beboede del af verden, fra nu af er Kosmos verden for os og vores følgesvende hvalbaadene til engang naar baade jul og nytaar er overstaaet og vi skriver foraaret 1949. de samme fyr skal være de første til at byde os velkommen tilbage, og vi selv vender tilbage til dem vi holder af der oppe langt imod nord i Europa. Alle ombord ønsker i dette øjeblik, gid vi alle maa ha' den lykke at mødes igen med dem

vi har kære, dem vi har maattet forlade for at tage til sydishavet for at tjene til det daglige brød - og helst noget mere.

Det var den 11 November vi gik fra Cape. Døgnet efter skulle vi møde "The Roaring Forties", bredegraden hvor den varme luft fra nord mødes med den kolde fra Antarktis, og dette møde gaar ikke stille af, det bliver til daarligt vejr og storm. Da Kosmos kom til denne mødeplads var det højt vejr med rolig sø, men efter den 12. kommer den 13. og dette tal regnes normalt for uheldigt, det bekræftede doktoren i hvert fald, for paa denne dag meldte den første "syf" fra Curacao of den første dryppert fra Cape sig til behandling. Og den efterfølgende nat slap vindguden alle sine stormtropper løs paa Kosmos. I løbet af en time var vort daglige tilholdssteder, kahytterne og salongen midtskibs forvandlet til en filial af det muntre køkken i tivoli, det ramlede og skramlede med knuste glas og vandkarafler. Stole, bord og papirkurve for af og sig selv rundt mellem hverandre som til et førsteklasses spiritistmøde hvor aanderne rigtig er i hopla! Jeg havde for at ligge behageligt redt seng paa min sofa, der er langskibs. Jeg tror nok jeg drømte om tivoli, da spektaklerne begyndte, men blev meget ublidt vækket, da min stol med samt alt mit dagligtøj kom op i sengen til mig, og mine underbenklæder kærligt tog kvælertag om min hals, saa var det slut med mere søvn den nat, andre havde det paa samme maade, saada jeg hørte nogen tale ude paa gangen, gik jeg ud til dem, det syntes min kahytsdør ikke om, den blev gal paa

mig og stak mig en halv k.o. idet jeg gik ud af den, samtidig smækkede den sig selv i laas, og saa kunne jeg staa ude paa gangen og have et saa godt, mens mine sager rigtig legede "musen paa bordet medens katten er ude", navnlig opførte min fotostativ sig mindre pænt efter hvad jeg kunne høre gennem den lukkede dør, mine trængsler varede lige til stuerten fandt en reservenøgle frem og samtidig trøstede han mig med flæskestegsmad og en kold øl.

16/11 I gaar blev der født England og Imperiet en mandlig arving, vi hørte det i radioen om aftenen. "Saa er der gratis øl paa alle barer i England" var Kapt. Drys kommentarer til begivenheden, da jeg ikke troede ham blev vi enige om at gaa ned til Enge og spørge ham om det var rigtigt, han forstod vinket, det blev ganske vis Haig & Haig istedet for øl, det fik vi senere til Weidemands leverposteg.

16/11 Ankom til feltet, radarvejr, 0°, taage og sne og masser af isfjelde. Der blev skudt en enkelt lille sperm, det var Ellefsen paa Kos. 32 der rendte paa den medens den laa i vandoverfladen og fordøjede en ret blæksprutter, han ødelagde dens fordøjelse totalt med at sende en harpun med en paaskruet sprænggranat ind i maven paa den.

Hvad der ikke blev brugt af penge i Curacao gik med under det korte ophold i Cape, saa nu er der næsten ingen ombord der har kontanter mere, det savnes ikke for i slappen kan man jo købe alle fornødenheder paa klods, navnlig er cigaretter og tændstikker derfra traadt i stedet for kontanter, saa det er ikke ualmindeligt man om aftenen

ser paa pokerpartier hvor indsatsen er cigaretter, ikke en cigaret men en pakke eller en kartong, der var forleden en gut der sad med en fin haand og forhøjede med 10 og tog en pulje paa 12.000 cigaretter hjem. Tændstikker bruges ogsaa som spillemønt, nede i mandskabsmessen ser man tit et spilleparti med et helt bjerg af tændstikker foran sig, der er bare den hage ved det at disse penge er der ikke plads til i lommerne, saa man maa have noget med til at bære gevinsten hjem i.

17/11 Kl. er 4.45 om morgen, havet er blankt der er lidt underdønning, vi ligger og driver i en klare hvor vi stoppede i gaar aftes, i nordvest og syd er der isblink fra pakis, nede paa dækket gaar den sorte kattekilling og leger, medens to matroser rører dampvincherne og bensavene saa steamledninger ikke fryser, for kl. 6 skal fabrikken tørne til, og skal fra nu af gaa i døgndrift i de næste 4 maaneder. Matrosen der gaar vagt paa bakken slaar to slag paa klokken derude, fra broen svares sorstaaet med to andre slag, det betyder at der kommer et isbjerg drivende mos Kosmos bagbords side. Matroserbe paa dækket er gaaet deres vej, den sorte kattekilling har nu hele det store dæk at lege paa. ude i horisonten om styrbord er der en hvalbaad der allerede har begyndt dagens jagt, det er vores første station efter cape, og om lidt kommer 32 for at aflevere den første sperm, det er minus 1 grader og koldt blæst, for bare 14 dage siden gik vi i shorts og svedte op i nærheden af Ækvator. Aldrig før har jeg oplevet de fire aarstider saa hurtigt efter hverandre,

paa mindre end to maaneder har jeg oplevet efteraaret i Sandefjord med guldende blade og moden frugt paa træerne, saa var der sommeren paa Curacao og nedover gennem tropebæltet med maximum varme under Ækvator, badning og solbadning, derefter foraaret i Cape med nye grøntsager, et væld af blomster og friske jordbær og nu midt i det Antarktiske vinter med frost og sne, ganske vist i en anden rækkefølge end kalenderen foreskriver, men vi er jo ogsaa i løbet af de to maaneder flyttet fra den nordlige til den sydelige halvkugle, og hernede er sommeren som en mild vinter hjemme. Sommeren ombord i en hvalfanger under sydlkorset har ogsaa sine blomster, det er de forsømmelsesknaster der defterhaanden springer ud i ansigtet paa os alle sammen.

(END 1st notes set)