Click on the page number to view a
scan of that page of the original typewritten manuscript
= = 1 = =
I Sandefjord i Vestfold
stod den norske hvalfangsts vugge, det ser man med det samme man gaar ind
gennem hotel atlantics svingdøre. hele forhallen er dekoreret med
store fotografier af hvaler og hvalfangstepisoder.
24/9 Fotograferede om formiddagen
langs fjorden. Kogerierne Kosmos III og Kosmos IV ligger for anker. Jahres
fabrikker, Sandarfabrikkerne osv. Desværre blev det overskyet i løbet
af formiddagen, umuligt at fotografere farvefilm efter kl.1. Naar et af
de store kogerier afsejler til feltet er det en lille fabriksby der river
sig løs fra moderlandet, den er paa 450 indbyggere med egen læge,
sagfører, borgmester (bestyreren)mosv, der mangler faktisk kun en
præst, men da der ingen kvinder er med ombord er der vel ikke saa
meget brug for ham. Det hænder af og til at en af indbyggerne bliver
tosset i hovedet, af mangel paa hønkønsvæsener naar
han har været en tid paa feltet, han maa saa sendes hjem med første
afgaaende forsyningsskib, naar han har været hjemme lidt og er blevet
"støvet af nogle gange" er der i regeln ikke mere i vejen med ham.
25/9 Regnvejr, sov til 12, spiste,
sov til 5, skrev breve, spiste, gik i seng. Sandefjord er forresten en
hyggelig lille by, men hvalfangsten hænger den langt ud af halsen.
Dørhaandtagene er metalhvaler, byens forskellige forretnin-
= = 2 = =
ger bruger hvalfangstmotiver til deres dekorationer og vinduesudstilinger.
Hos guldsmeden paa slotsgade er der hvaler paa laaget af sølvcigarkasserne
og cigaretdaaserne, samme kære dyr er indgraveret paa tændstikæsker
og frugtskaale osv. Hvalfangerforeningen er sikker verdens mest eksklusivt
klub, der er ingen af medlemmerne der ikke ejer mindst et hvalkogeri med
tilhørende hvalbaade til en værdi mellem brødre af
50 millioner kroner. Der er et hvalfangstmuseum, det eneste i verden, derimod
har jeg ikke truffet paa hvalbøffer - gud give jeg ikke faar formeget
af det stof nede paa feltet. Alle forettninger har nu sidst i septembermaaned
juleudstillingerne i fuldt sving, og reklamerer med julegaver - nu ber
jeg fru Hansen de er tidlig paa den her i staden, det er julegaverne til
hvalfangerflaadens besætninger der er tænkt paa, men de faar
dem først udleveret ned paa feltet juleaften under sydkorset.
26/9 Søndag! meget fint vejr
hele dagen, desværre var det vanskeligt at arbejde, da Bernadotte
blev bisat og alle flag i by og paa havn var hejst paa halv til langt ud
paa eftermiddagen, - - de jøder, de jøder de har ikke bestilt
andet end at lave brok i den i de sidste 1948 aar, minus det han blev inden
de korsfæstede ham.
27/9 Regnvejr! Hævede 1500
kr. og fik a skibsreder Sivertsen en auto til Oslo, købt en G.E.C.
lysmaaler til 169.- kr, spist frokost sammen med skibsreder Stoltenberg
paa Blom. Vestfold, fylket hvor byerne Tønsberg, Sandefjord og Laurvik
= = 3 = =
ligger kaldes i forretningskredse i Oslo for kongeriet vestfold,
det er Norges rigeste distrikt, og kunne økonomisk klar sig meget
bedre alene end i forbindelse med det øvrige land, ikke alene er
alle de store hvalfangerrederier hjemhørende her, men ogsaa de deraf
følgende instrustriforetagende, Oliefabrikker, kemiske fabrikker,
og fabrikker for malervarer o. lign - Apoteket i Sandefjord hedder selvfølgelig
HVALEN!
30/09 Flyttede ombord tirsdag aften,
fik en stor kahyt for mig selv paa nederste brygge, sov fint hele natten,
var oppe kl. 7 onsdag morgen (afsejlningsdagen) og tog med det samme i
land med en tilfældig havnedrosje. Størsteparten af besætningen.
alle kogeri- og planarbejderne gaar ombord afsejlingsdagen. Havnedrosjefolkene
(Færgemændende) har deres stor dag naar et hvalkogeri skal
afsejle, der er mødt mindst 20 baade op ved bryggen denne morgen,
de bliver fyldt paa tur og ejerne holder gensidig meget skarp kontrol med
at der kun kommer det af politiet tilladte antal personer i hver baad,
6 med tøj - kufferter og køjesække, eller 10 uden,
mange kvinder og børn fulgtes mand og far ombord, og der udfoldede
sig et mægtigt liv paa kogeriets store dæk denne morgen med
trafik frem og tilbage med baggage og afhenten af køjetøj
hos materialforvalteren (pigbossen) inden alle godt 400 mand var indstalleret
og kunne hellige sig afskeden med familien. Der mødt nogle formiddable
"bjørne" op, og i det ret urolige vejr havde de deres møje
= = 4 = =
med at klare faldrebet og komme i sikkerhed paa dækket,
der var navnlig en lang karl der gik et par gange op og ned ad faldrebet
inden han naade i sikkerhed, efter princippet to trin op og 5 ned, selvom
det hed, at alle skulle være ombord inden kl.9 og skibet skulle gaa
kl.10 blev det middag inden der skete noget. I salongen var der stor afskedsmiddag
hvor skibsrederne Sivertsen og Jørgen Jahre ønskede kaptain
Lea og de øvrige officerer god rejse og god fangst. Kl. 1 gik alle
gæster i land, nogle blev staaende paa IV medens andre gik i land
og satte sig paa de omliggende klippeknolde. Sekretær Gran holdt
mønstring og chekkede hver mand af paa mandskabslisterne, han fik
en mand formeget med det viste sig ved nærmere undersøgelse
at man paa kontoret havde glemt at opføre ham. Ved 1 1/2 tiden begyndte
KOSMOS III at kaste fortøjningerne, det tog et par timer at faa
svajet det stor skib rundt og komme ud af inderfjorden, og derefter gik
der et par andre timer med at rette kompasser inden lodsen ved 6 tiden
om eftermiddagen gik fra borde og kursen kunne sættes bound for Curacao.
I løbet af natten frsikede det ganske godt op, og om morgen var
det en frisk kulling ret imod, Kosmos III gyngede ganske bravt, og førsterejsegutterne
blev søsyge, de sad rundt omkring paa kasser eller tovdynger, krøbsammen
og hængte med hovedet hvis de ikke hængte ud over rælingen
og fodrede fiskene i Skagerak. Ud paa formiddagen dukkede der et par landsmænd
til mig op -
= = 5 = =
ombord - stowaways - det var to danske pølsemagere fra
Randers der ville ud paa eventyr, Malte Otkjær og Svend Aage Brock.
Den eneste ombord der blev glad for at se dem var stuerten, han manglede
nemlig en udlært medhjælper til slagteren, og bageren kunne
ogsaa bruge en, saa danskerne kom i arbejde med det samme, men først
maatte de igennem skibets slapkiste, dette foregik under førerskab
af sekretæren, og det var en tur som de fleste nulevende danskere
ville være med paa, da de hører at slapkisten er skibets velassorteret
butik hvoir alle ombord kan købe paa kredit og til helt usandsynlig
billige priser, her blev danskerne forsynet med alt lige fra undertøj,
skjorter og arbejdstøj til barbermaskine do. creme, tandbørste
osv. osv. og til slut en pakke tændstikker og en kartong Camel -
200 amerikanske cigaretter til 3 øre stykket.
3/10 Mærkeligt
er det pludseligt at føle sig placeret i et helt andet milieu end
det man har trampet rundt i hjemme i København, og som jeg savner
nærmest fordi jeg ikke nar noget at tage mig til mellem maaltiderne
end at staa vandret med en god bog som selskab. Jeg har ikke engang gidet
føre dagbog, som jeg havde fortsat mig hjemmefra, men bare kradset
nogle stikord ned paa en lap papir af og til, som f.eks. for den 2/10,
om morgen passerede vi nord om Orkneyøerne i forholdsvist godt vejr.
Blev formedelst 60. kr. ejer af 2000 stk Philip Morris. Ud paa dagen blev
det taageregn, det var et rigtig ækelt vejr Atlanterhavet mødte
op med,
= = 6 = =
det var ikke værd at være ude i, og har paa den anden
side ikke andet at gøre end faa tiden til at gaa, saa selv en saa
enkelt ting som at lukke en pakke cigarette op bliver gjort til et stort
stykke arbejde. Vi er endnu ikke rigtig rystet sammen nordmændene
og jeg, de taler udelukkende om hvalfangst og fælles bekendte hjemme
i Sandefjord, og der er jeg jo helt udenfor. Det er for resten mærkeligt
at høre dem tale om sandefjord, denne lille by med ikke over 6000
indbyggere som der alligevel er udgivet store digre bøger om, Sandefjords
historie, Sandefjordsslægter, Skibsværftet og ikke at forglemme
Hvalfangsten. Blev i slettere og slettere humør, fik organiseret
en flask scotch hos stuerten, saa lidt lysere paa tilværelsen da
jeg fik smagt paa den, hyggede mig om eftermiddagen i selskab med Neagely
Farsons "Jorden rindt med fiskestang". Fik mig før aftensmaden en
god sludder med kontrollør Istad (og nogle store drinks). Om aftenen
blev resten af flasken tømt under et parti pokke i selskab med skytteren
Niels Skontorp, Sekretæren, Doktoren og styremand Kjeld Tholfsen,
det var hyggeligt selv om bulerne paa Atlanterhavet blev større
og større eftersom indholdet i flasken blev mindre og mindre, paa
den maade naaede jeg frem til lørdagen, det gik med at læse,
ud over det normale gav skipperen sjusser om aftenen i salongen, og paa
den maade naaede jeg frem til hvor jeg begyndte at skrive - Søndag
den 3/10 1948.
= = 7 = =
Ifølge internationale aftaler begynder jagten paa hvaler
i sydishavet hvert aar paa en bestemt dato, at aftalen ikke altid holdes
er noget enhver fanger ved, men der skal mere end almindeligt uheld til
at det gaar saa galt som det et aar gik en kendte hvalskytte, der engang,
dagen før fangsten maatte begynde blev attraperet med 18 hvaler
paa slæb da der var en baade fra en konkurrerende kogeri der saa
ham blev det til bøde osv. Et forbandet uheld maa det ha været
tænker man, naar man tager i betragtningen hvor stort omraadet hernede
er, men skytten havde været saa uforsigtigt at snakke med sit kogeri
om alle de pakker han havde til det, og da alle lytter til alle hernede,
maa det være den samtale der havde faaet den anden baad til at kigge
lidt nærmere paa ham.
At der ligger enorme økonomiske interesser bag hvalfangsten
er givet, og deraf følger at aktierne i hvalfangstselskaberne stadig
er udsat for børsmanøvre, saaledes var der engang en bestyrer
for et kogeri der lavede det helt store kup, han havde daarlig fanget det
aar, og kunne som følge deraf regne ud at hans selskabs aktier ville
dale, han laa inde med en anselig post selv, og derfor rapporterede han
hjem at han havde kæmpefangst, at han havde mange tusinde fad mere
end han i virkeligheden havde, følgelig steg hans selskabs aktier
til skyerne i forventning om det store udbytte de ville give, samtidig
telegraferede han til konen - sælg! Men den slags monkey-business
fandt naftalingubberne hjemme sig ikke i -
= = 8 = =
vedkommende bestyrer har aldrig været paa hvalfangst siden.
Førstekok Hansen her ombord er en vittig hund, keder jeg mig stikker
jeg hovedet indenfor i byssen til ham og faar omgaaende serveret en eller
anden god historie. Her er et af Hansens store numre, den om kineserne!
Det var dengang han var ung og forhyret med en tramper der gik i sukkerfart
mellem Havana paa Cuba og new York. Hansen havde en aften været ud
og safte i Havana sammen med baadens stuert, godt ud paa aftenen da de
var mindre appelsinfrie, men stadig ulidelig tørstige, dog uden
yderligere midler til læskende drinks, paatog de sig at smugle 2
kinesere med baaden til new York, og fortsatte for det forskud fik de udbetalt
besøget i land. Ud paa natten fik de kineserne uset ombord, men
inden de fik gemt dem kom skibets vagtmand i vejen, og de maate i en fart
putte dem ind i skibets kølerum, for at faa vagtmanden væk
bort bad de ham paa drinks hos stuerten - og saa glemte de helt kineserne.
Næste morgen, da Hansen lukkede op for kølerummet faldt der
to stivfrossen kinesere ud i armene paa ham - - Hansen fortsætter
med et suk - og saa tænkte jeg bare det dog havde været eskimoer,
da ku da ha taalt kulden, men nu var der ikke andet at gøre end
at tage de to kinesere i haarpisken og hive dem udenbords. Ak ja! det var
dengang man var ung og ufornuftig, og man altid kunne faa en drinks naar
man var tørstig, har du ikke en lille en fortograf? og byde paa
en tørstig sjæl!
d7/10 KOSMOS III er et meget stort
skib, alene midskibs er
= = 9 = =
det lige saa stort som et 6 etagers hus i land selv om indretningen
ikke er den samme, beboerne hellere ikke! Begyndende fra neden af har man
Underste Dæk (Kogeridækket) her er grisstanlden hvor der er
100 smaagrise med krølle paa halen som beboer, naar de om nogle
maaneder har ædt sig store og fede paa skibets kokkenaffald ska vi
spise dem som flæskesteg og anden dejlig mad. Underneden grisestalden
er der tanke og pumperum og saaden noget, man kan kalde det for kælderetagen
for det ligger alt sammen under vandoverfladen. Gaar man opad fra Underste
Dæk kommer man til Øverste Dæk, her er regnet fra bagbord
til styrbords side først byssen (køkkenet) med stort oliefyret
komfur med 3 stegeovne i, store 3501 madgryder til suppekogning og grødlavning
her alle de nyeste restaurations maskiner, røre- hakke- og kartoffelskrællemaskiner,
saa kommer bageriet og slagteriet med pølsefabrik, tre forskellige
messer hvor tilsammen 400 mand kan spise samtidig. Opvaskerum for bestik
med tallerkenvaskemaskine osv. Alt køkken og opvaskgrej er topmekaniseret.
Helt i styrbordsside findes butikken, slapkisten. hvor der sælges
alle slags beklædningsgenstande, toiletartikler, tobak, chocolade.
bolcher mv. Skibets gyrokompasrum findes ogsaa paa dette dæk.
Det var stueetagen. Førstesalen hedder Bakdæk, her
bor styrmanden, stuerten, andenkontrolløren og ingeniøren
med tilhørende rygesalong og pantry, badeværelse, toilet
= = 10 = =
og 3 dobbeltkahytter for passagerer, det være sig hvalskytter
eller andre af rederiets embedsmænd eller venner. Sekretæren
har sit kontor her og skibets bibliotek er installeret i forbindelse med
kontoret. Underste bro er 2'salen, her er et pantry med elevator op fra
byssen og en stor spisesalong, her er badeværelse og toilet. I denne
etage bor doktoren, førstemaskinisten, chefradiotelegrafisten, førstekontrolløren,
sekretæren og Fut Jensen, her er yderligere tre dobbeltkahytter for
passagerer, hvoraf den ene er udstyret meget elegant med rigtige senge
og andet udstyr ligesom førsteklasses kabinerne paa den nye svenske
liner Stockholm. Ovenpaa underste bro kommer øverste bro, her bor
kaptainen i en 2 værelses lejlighed med eget bad og WC, for rederen
er der en luksuskahyt med tilhørende toiletværelse og saa
er der en stor selskabssalong med barskab, klaver, radiogrammofon og en
kunstig kamin med skibsreder Jahres billede over belyst dag og nat af en
elektrisk lampe ligesom hos de store malerisamlere der rigtig vil prale
as deres mere eller mindre ægte Rembranter. Sjette ettage hedder
navigationsbroen, og her er først og fremmest styrerummet med rorgængerens
plads, enten bag det almindelig ror eller bag gyrororet, det sidste kan
omstilles til automatisk styring og saa rorgængeren gaa tur med hænderne
i bukselomme, i et lille aflukke for sig staar her radaranlægget.
Bag styrerummet er bestiklugar og radiostationen i to adskilte lokaler,
her er ekkolodapparatet, radiopejlere og tre sæt sendere og modtagere
for telegrafi og kortbølge-
= = 11 = =
telefoni, en pladespiller med forstærker der kan kobles
til hele skibets højtalersystem eller til en af senderne og sende
frokost og middagskoncerter ud til hvalbaadene. Radiostationen er hele
ekspeditionens hovednerve, herfra er der døgnet rundt forbindelse
med alle hvalbaadene der modtager eller sender meddelelser om fangsten,
og i det hele taget holdere forbindelsen vedlige lige saa godt som ethvert
telefonisystem i land. I agterkant af navigationsbroen er der lugar for
2' og 3' telegrafisten. Ovenpaa hele huset er der et stort fladt tag der
egner sig fortræffeligt til at tage solbad paa.
8/10 Ved middagsbordet i dag fortalte
kaptainen at de amerikanske radiostationer havde varslet en hurricane i
Atlanten, lokaliseret nord for Bermuda og med en bevægelsesretning
saaden ville skære vore kurs, han fortalt samtidig at han havde ændret
skibets kurs til ret syd for eventuelt at løbe fra den. Hvirvelstormen
har en diameter paa 100 mil og stormarealet er et 200 mil bredt bælte
udenom. Alt paa Kosmos III er i løbet af eftermiddagen stuvet afvejen
og dækslasten surret fast og balagt med sværre ankerkettinger.
I aften ser det ud til at vi møder stormen i morgen tidlig, og jeg
tænker paa Mielche, om han er i nærheden af den hurrican med
hans lille skøjte, han skulle jo efter beregningen være et
eller andet sted paa Atlanten nu.
11/19 Vi kom klar af stormcentret,
men fik os natten til søndag en brandstorm, den store skude væltede
og gyngede samtidig saa man skulle tro det var løgn, min køje
er tvær-
= = 12 = =
skibs saa jeg stod paa hovedet det meste af tiden, der var ikke
tale om at jeg kunne sove i denne stilling, saa jeg maate rykke over paa
sofaen den er langskibs og saa gik det bedre.
Doktoren fortæller!
Sidste gang han var paa hvalfangst - det var med "Rossen" efterfølgende
hændelse for hvilken han garanterer fandt sted da fangsten var slut
og man var begyndte paa at vaske og male skuden fra mastetop til vandlinien,
den matros der havde tjans i mastetoppen sad deropp paa en baadmandsstol
med en bøtte sæblelud og en bøtte maling hængende
paa hver sende af planken da hanefoden skar ud og mand bøtter og
planke faldt 30 meter ned paa dækket, men mærkeligt nok beholdt
det alt sammen sin oprindelige stilling under nedturen, saa manden ramte
dækket i siddende stilling og begge bøtterne blev trykket
sammen som harmonikaer, dette redde mandens liv idet de paa denne maade
tog støddet af. 3 uger efter malede han igen.
Hvalsyge kaldes det surhed der opstaar blandt et kogeris besætnming
naar fangsten gaar skidt, fordi de alle er paa part foruden hyren - eneste
kendte middel mod den er blaa- eller finhvaler i tæt stime tøjret
agter med halen vendt mod kogeriet.
Jeg har lagt mig et elegant engelsk oversæg til og fører
i øvrigt en dejlig luksustilværelse her ombord, nu efter at
jvi er kommet ned i varmen, jeg vælte4r ud af min køje ved
7
= = 13 = =
tiden om morgen, tænder en cigaret og gaar i mine pyjamas
ud paa broen udenfor min kahyt, og nyder morgensolen sammen med min cigaraet
medens jeg beundrer flyvefiskene DER farer ud af bovvandet, de ligner kæmpeguldsmede
naar de paa stive finner svæver hen over bølgerne, lander
paa toppen as en slaar med halen i vandoverfladen for at faa mere fart
paa og fortsætter til de med et plask forsvinder i næste dønning
mere end 50 meter borte fra skibet. Det er maaske forkert at sammenligne
dem med guldsmede, for de skinner af sølv og set fra siden
ligner de mere blanke flyvemaskine af nyeste model, naar de slaar smut
henover vandet. Det er dejligt at staa herude paa broen en 1o meter over
skibets dæk og mærke brisen paa min nattesvedige krop. Solskinnet
laver smaa regnbuer i det hvide skumsprøjt fra bovvandet, og ude
i horisonten rejser der sig en stor bred regnbue ret op, af havet fra en
af de utallige, korte regnbyger vi har dagen igennem, naar cigaretten er
røget - maaske bliver det til to for her er saa dejlijligt herude
- gaar jeg ind og faar en frisk dus atlanterhavsvand i badeværelset,
vantet er nu altid over 25°C men saa slat at man maa skylle efter med
ferskt vand, medens jeg barber mig og klæder mig paa hører
jeg radio enten fra England, Australien eller America, saa slaar en af
messegutterne paa madgongongen, og jeg vandrer ind til dagens første
maaltid - frokosten, gid det var det eneste, for jeg er ærlig talt
ved at blive for fed af al den god mad vi faar. Om morgen
= = 14 = =
til frokosten faar vi kaffe, the eller cacao friskbagt brød,
varm ret enten æg og bacon, røræg, ristede pølser
eller andet smaagodt, forskelligt afskaaret paalæg, to slags ost
og marmalade.. Om formiddagen gaar jeg rundt i skibet og gør mig
bekendt med mandskabet, snakker lidt her og der, hilser paa styremanden
der har vagt paa broen, ser paa søkortet hvor langt vi er kommet,
tager nogle skud indimellem, ligger i flugtstol og læser eller hører
radion, paa den maade naar jeg frem til dagens maal, mødet i klubben.
Vi er 6 stk. her midskibs der har lavede en lille klub - pimpeklubben kaldet
- med det eneste formaal, skiftevis at servere cocktail før middagen
paa øverste bro, det er for resten ogsaa skibet der gi'r om hverdagen.
Klubbens faste medlemmer er førstestyremand Kjeld (Tobruk) Tholfsen,
hvalfangstkontolløren Find (Kapt. Roy) Istad, Doctor Per Holager,
Sekretær Gran, Hvalskytter Niels Skontorp og mig selv, sagde hunden,
vi samles ved 11 tiden skiftevis i hverandres kahyt, og tager os nogle
manndrinks medens snakken gaar og cigaretterne røges, ligetil messegutten
spiller paa gongongen - nu er der mad! Saa begiver vi os i flok og følge
ind til de 2 retter og dessert, vi er amerikanske og drikker isvand ved
bordet med let smag as petroleum, saa soves der til middag til kabinestuerten
ved 3 tiden vækker en med meddelelse om at nu er kaffen paa bordet,
der er friskbagt weinerbrød eller kage til
= = 15 = =
de fleste af os foretrækker en glas iskaffe! Saa er det
tid for solbadning til henad kl. 5 da vi gaar i bad, det foregaar agterude
hvor der i brækken (ophaleslippen) er bygget et stort svømmebasin.
Kl. 6 lyder madspillen igen det er aftensmad, varm ret, the eller kaffe
forskelligt paalæg (dansk leverposteg fra Widemand, kogt Riyalskinke
og svinetunder fra Roskilde), bagefter malltidet tager vi os en røg
og holder fordøjelseslader paa broen med udsigt over hele det store
dæk, hvor mandskabet der ogsaa er færdig med aftensmaden staar,
sidder og ligger og gør det samme som vi - hengiver sig til fordøjelsens
velvære. Nu da solen er gaaet ned (det har i dag været
32°C i skyggen) er det frisk og køligt og jeg bliver energisk,
fører dagbog, skriver breve, medens radioen spiller og jeg "koser"
mig rigtig som det hedder paa norsk, Somme aftener er der biografforestilling
paa dækket, der spilles danske, norske eller svenske talefilm eller
amerikanske farve- ditto. en gang imellem, i reglen lørdag aften
inviterer kaptainen paa sjusser i den store salong, og saa gaar snakken,
flere af officererne og kaptainen for resten ogsaa har gjort hele krigen
med i den engelske eller amerikanske-norsk marine. Jeg gaar ireglen i seng
ved 11 tiden og læser lidt som jeg har for vane hjemmefra. Naar jeg
slukker lyset kan jeg se en stor blinkende stjerne gennem det aabenstaaende
koøje, og falder i sovn med den tanke, at den stjerne ogsaa kan
ses hjemme i København, det er det højre baghjul i carlsvognen.
= = 16 = =
14/10 Dr. Holager er en rask gut,
der foruden sin lægegerning har flere hobbyer, han er ivrig amatørfotograf
men ornitologien er hans hjertebarn, han udstopper selv de fugle har faar
fat i. I gaar aftes da vi var midt ud i det Caribiske hav satte en stor
falk sig til hvile oppe paa formastens tværstilling, da det blev
mørkt, og fuglen sov klatrede Holager de 20 meter op i masten til
hvor fuglen sad og tog den, den staar nu udstoppet i hans kahyt.
15/10 I aften var der biograf paa
dækket, jeg fik et mindre anfald af hjemve, da der som forfilm blev
kørt en turistfilm af København. Hovedfilmen var den amerikanske
farvefilm "Luisianna", der er noget vist betagende ved disse filmforestillinger
paa dækket i tropenatten, under den mørkeblaa stjernehimmel
sidder hele mandskabet paa bænke der er stillet op i læ paa
dækket eller paa spillene paa bakdækket, vi andre sidder i
reglen paa underste bro der er en fortræffeli balkon. I morgen lørdag
naar vi frem til Curacao, i den forbindelse blev der ved middagsbordet
fortalt denne lille søndagsskolehistorie fra sidte aar da KOSMOS
III anløb Curacao. Den norske sømandspræst paa stedet
kom ombord straks skibet lagde til ved oliepieren og gik rundt blandt mandskabet
og snakkede med dem inden de gik i land. Før mandskabet gaar i land
udbetales der dem indtil 1 maaneds hyre i landets mønt, og ved selve
landgangen faar hver mand udleveret en lille diskret konvolut med 3 stk.
preservativer i, vedkommende der stod for
= = 17 = =
udleveringen maa formodentlig ikke havde kendt præsten
for han fik ved landgangen ogsaa en konvolut! Nb. Jeg saa ikke præsten
ombord i aar.
18/10 Vi var alle ombord meget tidlig
oppe i forgaars da vi anløb Curacao. Jeg var i hvert fald en af
de første der var oppe, for allerede kl.4 blev jeg vækket
af et mægtigt tordenvejr, der spændte over hele den sydelige
horisont, der momentvis var et flammehav imellem skyerne. Vi skulle lægge
til straks det blev lyst, dvs. ved 6 tiden om morgen ved Shell anlægget
i Caracasbugten nogle kilometer udenfor Wilhelmsstadt. Lodsen kom ud i
motortbaad, meget fin mand i meget hvidt tøj men meget sort i huden,
han medførte en hvid siddepude for ikke at blive sort bagi saa det
kunne ses. Det var en besværlig omgang at faa KOSMOS III fortøjet
ved pieren, for da vi løb til første gang, kom der i det
samme en kraftig byge med meget vind og tog fat i KOSMOS der laa meget
højt paa vandet da alle tanke var tomme, og tovbaadene kunne ikke
holde igen og fortrossen i land, saa vi drev af inde i den trange bugt
og var kun et par hundrede meter fra klipperne da kaptainen lod ankeret
gaa for at faa baaden svajet ud med forstævnen og stod vi til havs
igen. Næste gang gik det fint, men manøvren tog saa lang tid,
at kl. blev over 10 inden vi var fortøjet, og agentens repræsentant
kunne komme ombord med pengene til os der skulle i land, og det var alle
der paa nogen maade kunne undvaeres ombord, jeg tror ikke der var mange
= = 18 = =
af hele den store besætning der ikke var i land enten om
eftermiddagen eller om aftenen, jeg var begge gang! Det var som sagt lørdag,
og forretninger i Wilhelmsstadt lukke tidlig her som hjemme, men her er
der bare den forskel paa hjemme, at der er varer nok, mest amerikanske
tekstiler, men i øvrigt alle andre luksusting som ikke kan faas
hjemme. De fleste forretninger gav fan i lørdagslukningen og holdt
aabent til langt ud paa aftenen, ja undlod endog den troperne obligate
middagslukning fra 12 - 14, for nu var der kommet hvalfangere til øen,
og de var der kun nogle faa timer saa tiden maatte udnyttes til det yderste,
for det var da en skam hvis nogle af de 350 - 400 købelystne nordmænd
skulle afrejse med en eneste gylden i lommen, og det er mange, mange gylden
der omsættes paa en saadan eftermiddag der her er tale om, og det
enda af de halvhaarde Curacao gylden, for tro ikke at de vil have hollandske
gylden selv om det er en hollandsk besiddelse, nej tak! Maa vi be om vores
egne penge eller dollars. En omsætning som den her finder sted hver
gang et hvalkogeri er inde for bunkering er noget der kan mærkes
i en lille bys forretningsliv som Wilhelmsstads, og det er ikke altid forretningerns
varelager kan holde til runnet, denne hang var der fdtøjet der maatte
give op, lidt ud paa eftermiddagen var der kun smaa numre tilbage, og de
var alt for smalle til de brede europæiske fødder, men der
er nok mange der ikke har kunnet nære sig alligevel og købt
et par fine sko
= = 19 = =
af et derhjemme ukendt snit, og nu gaar rundt og bander over
ømme fødder. Ved 11 tiden var alle der havde landlov samlet
paa planet iklædt landgangstøj, og ventede kun paa at negrene
dernede skulle faa landgangsstigen sat om og agentens repræsentant
komme med pengene, de var betydelig elegantere udstyret da de komme tilbage
om aftenen, ogsaa mindre ædrue. I en krog for sig selv stod en par
gutter, barehovedet, iført en gammel frække over armen, den
anden i en tyk hjemmestrikket rød pullover, det var de to danske
stowaways. Otkjær og Brock, de var ribbet for alt det fine udstyr
fra slappen, de stod der i deres gamle klude, dem de havde paa da de blev
fundet skjult nede under grisestalden, de var bevogtet af to hollandske
politisoldater i stramme khakiuniformer, og alligevel mødte de alle
med et lykkeligt grin, for hollænderne vil ikke have dem i land,
nu skulle de sidde i kallebassen inde i Wilhelmsstadt til skibet skulle
gaa næste dag, og saa ville de blive rigtig paamønstret som
messegutter med hyre og andel i fangsten ligesom alle andre ombord.Da jeg
sammen med Kaptain Lea og stuert Enge som de første kørte
til byen holdt der udenfor oliehavnens gate en lang række dollargrin,
parat til at taxie mandskabet ind til Vilhelsstads glæder. Alle chaufførerne,
den ene elegantere paaklædt end den anden og fra 30 til 100% sorte,
vinkede til os og raabte efter os "Velkommen til Curacao, Kaptain", de
var i straalende humør, de vidste fra tidligere aar, naar hvalkogerierne
kom var der stor fortjeneste i vente. Den
= = 20 = =
Den enorme mængde nye dollargin man mødes af ved
landstigning paa Curacao, og overalt paa øen, viser tydeligere end
noget andet, at man er kommet til et sted hvor der handles med flydende
guld - olie. Brasilien kan ha sin kaffe, Argentina sit kød og USA
sin film, menneskene kan leve uden de ting, men olien den er der ingen
der kan undvære, et moderne menneske, overalt paa jorden gør
hver dag paa den ene eller anden maade brug af olien, som benzin. petroleum,
smøring, flit til fluerne, vasselin i den kemiske industri til transport,
overalt møder man den som den moderne tids vigtigste vare. I fred
og krig overalt er den uundværlig, den bringer f.eks hvert døgn
KOSMOS III 300 sømil frem over havet omsat gennem skibets 8300 hk.
store dieselmotor. I Vilhelmsstad, byen der udelukkende lever af olien
som kommer over fra kilderne i Venezuela og behnadles i de store Shell
rafinaderier før den afskibes, er der karneval hver dag i aaret,
saadan virker byen paa den der kommer der første gang, og vel nok
nogle gang stærkere naar hvalfangerne besat den. Vilhelmsstadt er
en i Nordisk øjne meget eksotisk by, fuld af modsætninger,
ser man op kan man føle sig hensat til den gamle del af en hvilken
som helst hollandsk by. Husene er bygget med gavlen til gaden og har spidse,
udsmykkede frontespiecer, som man ser det overalt i Holland, men ser man
ned paa de smalle gader er der et mylder af alle menneskeracer og mellemtingen
deraf, den der er opstaaet i en Voreherres store cocktailshaker - den der
har indgraveret erotika paa toppen. Her er rene negre (ikke at forstaa
at de er
= = 21 = =
renvaskede fordi de er hollandske statsborgere) men racerne,
de kæmpemæssige med rod i Sudan, de smaa og spinkle mfra Nordafrika
osv, indianerne fra Sydamerika, indere der har alle detailforretningerne,
kinamændene der har restaurationerne og vaskerier. Kreolerne - menneskeracen
der i en fjerne fortid opstod af blodblandingen mellem spanier og indianer-
de enkelte hvid virker som underlige blege bladsellerier mellem alle de
mørke nuancer a menneskeracen, ogsaa herimellem er modsætningerne
store man ser negermutter, der har været paa torvet, paa vej, hjem
med dagens indkøb i en flæad kurv hun bærer paa hovedet
her ligger kød, frugt, fisk alt i et roderi, slimet fra fisken driver
ned over hendes ansigt, det generer hende ikke, tværtimod for det
virker afkølende i skyggen under den brede kurv. man møder
indianerkvinder der bærer deres unge paa hoften, som hendes forsøstre
gjorde det før Columbus og Hakon Mielche landede paa San Salvador.
Amerikanske negerfruer med store guldbriller handler hos indianerskipperne
fra Venezuela, der ligger med deres frugt og grøntsagsskuder langs
wharfen ligesom de Ærø og Thurøskippere ved børsbroen
hjemme i København. Slanke, unge negritter med drengehofter og ammebarme
promenerer deres new look paa strøget, stærkt beundret af
unge sorte lømler der dagdriver paa hvert gadehjørne, ulltraelegant
klædt i amerikan style og med store hollanske cigarer i kæften,
larmende og grinende uden at vide hvad de selv griner af, bare livsglæde
inden de 25 er naaet, man
= = 22 = =
blomstrer hurtigt af i tropeklimaet, bliver træt og lad
og sover hvor man tilfældig falder. Som sagde det rene karneval,
men vent saa til det bliver mørkt, fra hver en restauration, bar
og kneipe larmer en jukebox, store amerikanske musikautomatermed indlagte
farvesymfonier, der danses, er der ingen kvinder danser de sorte ligesaagerne
med stol, og faar samme erotiske udløsning som det var en skøn
kvinde de svingende med. Jo højere spilleautomaten larmer jo flere
kunder kommer der, man maa afgive sin drinksbestillinger raabende, det
er liv og glade dage, men det er trættende, hen i en krog ligger
der en neger og sover sødt midt i al larrmen, han faar lov at ligge
indtil lukketid, saa tager barmanden ham ganske uhøjtideligt ved
benene og hiver ham lige udenfor, hvor han ubekymret fortsætter sin
søvn. Et andet sted staar der en og sover i inderlig forbindelse
med et jernstakit, søvnen har overvældet ham medens han nød
musikken fra jukeboxen han stod der endnu 3 timer efter, og vaagner ikke
før solen næste morgen "kysser" ham. Med mørket kommer
ogsaa alle erotikkens gudinder frem, de kommer ligesom de store farverige
nattesværmer sommerfugle først frem efter solnedgang, og sværmer
talrige i det farvede lysskær fra jukeboxene, der er her, alle racerne
lige fra den hærgede hvide pige til den allersorteste negerskønhed.
Og de er aktive, det maa man lade dem, for her er det god skik at det er
damen der indleder, det foregaar meget direkte ved hjælp af pantomimesprog
og haandspaalæggelser nedenfor bæltestedet,
= = 23 = =
da det er de færreste af dem der kan andet end det spansk-indianske
blandingssprog de er født imellem. Indendørsutugt er paa
det strengeste forbudt af de hollandske myndigheder, udfra at en seng kan
være den værste smittespreder der findes, og der letter bliver
slagsmaal indendørs end i det fri luft, hvor et eventuelt overraskelsesmoment
er omtrent udelukket, derfor tager parrene paa maatetur, den foregaar med
en af de allesteds nærværende taxi-dollargin, man kører
udenfor byen til et ubeboet sted, her gøres holdt og man faar af
chuafføren udleveret en straamaatte paa størrelse med en
almindelig enspænderseng, og saa fører damen en ind mellem
de sparesommt voksende palmer og mindre sparsomt voksende kaktuser, hvor
hun bare nogle faa meter fra den stærkt trafikerede vej reder seng
paa den bare jord med maatten. Chaufføren tænder sig imedens
en cigaret, og naar den er røget ud giver han et trut med automobilhornet,
saa har han ventet for 3 gylden, og man maa selv om hvor mange perioder
á 3 gylden man vil lade ham vente, det er et udmærket servissytem
det miner om en provinstelefonsamtale hjemme hvor damen stadig bryder ind
i samtalen med sine "3 minutter".
22/10 Vi er nu paa vej gennem
tropebæltet, det er et par timer siden solen gik ned, alligevel er
der 30 graders varmer udenfor og 36 grader indenfor, jeg er begyndt at
læse Andersons bog "Mændene omkring sydpolen" det er rart at
læse noget køligt i denne varme. Om opholdet i kallebassen
i Willemstad fortalt Otkjær og Brock mig, at de havde selskab af
et utal af store røde myrer der var i krig med nogle kæmpekakerlakker,
desuden
= = 24 = =
var der et par agterudsejlende laurvikgutter fra et kogeri der
havde været indenom nogle dage i forvejen, en svensk fyrboder, en
stowaway kineser, en lokal neger der havde stjaalet et par sko som en sømand
havde befriet sig for paa et værtshus for at luft tærene lidt
og endelig en portugeser der havde stukket en mand ned under et værtshusslagsmaal,
et internationalt selskab med god skandinavisk repræsentation. Opholdet
der var helvedes varmt selv om cellerne de sad i var aabne ud mod en gaardsplads
beplantet med palmer og blomsterbuske.
25/10 At mandskabet slog sig vældig
løs paa Curacao, tør man vel nok sig, til daglig er der totalt
tørlagt for dem ombord, kun ved festlige lejligheder bliver der
serveret en dram eller en øl per mand ellers maa de nøjes
med kaffe eller the. Den forsyning af blødt brød de
havde med ombord i Sandefjord holdt kun i et par dage, saa spiritustørsten
var mange % da vi naaede Curacao, saa der var nogle antagelige bjørne
der styrede ombord allerede tidlig paa aftenen og det fortsatte støt
hele natten igennem. Men dagen derpaa meldte tømmermændene
sig, ogsaa de moralske, nogle af dem maa trods omtaagede tilsnad kunnet
huske at have set mig inde i Willemstad om aftenen, for der begyndte at
løbe rygter rundt paa skibet, at jeg havde fortograferede nogle
af besætningen der var fulde og sammen med negerpiger paa baren i
hotel Curacao, og det var jo ikke saa heldigt hvis saadanne billeder kom
mutter derhjemme i Norge for øje, selv om det ikke var vor far selv
der op-
= = 25 = =
traadte som kvindebetvinger saa kunne de jo godt faa hende til
at tro at fatter ogsaa havde været paa den galaj. Al den sladder
resulterede i, at sømandsforbundets fællestillidsmand ombord
Alfred Olsen kom til mig med en klage fra hele besætningen over min
optræden osv. Naa! Alfred Olesen var en fornuftig mand og vi blev
hurtig enige om at udsætte videre diskussion om sagen til han havde
fremskaffet de folk der havde set mig fotografere de fulde søfolk
paa hotel Curacao eller mødte frem med dem jeg havde fotograferet!
Da det i løbet af nogle dage ikke lykkedes at finde en eneste vidne
til min udaad, men kun nogle der havde hørt fra andre, der igen
havde hørt det fra anden eller tredje haand forlangt jeg en redegørelse
sat paa skibets stor opslagstavle hvori fællestillidsmanden erklærede
at hele sagen var rygter og løs tale, og dermed varden sag ude af
verden troede jeg, men endnu lange tider efter var der nogle der skumlede
efter mig og min nærværelse ombord. Og saa er der det sjove
ved hele historien, jeg havde ikke et fotografiapparat med i land om aftenen,
saa de der følte sig stødt over at jeg havde fotograferet
maa have været ualmindelig fulde og set mere end dobbelt. Der har
i øvrigt været saa hemmelighedsfuldt her paa skibet siden
afsejlingen fra Curacao, man stødt paa snakkende grupper her og
der, der tav naar man nærmede sig, om aftenen lukkede nogle andre
sig inde i kahytterne, og man hørte de samme ord gentaget i en uendelighed
hvis man kom i nærheden af ventilen. Nede i proviantgangen rendte
jeg en aften op i en
= = 26 = =
masse malerpotter og noget lærred som et par mand stod
og puslede med, det var første gang jeg saa vi ogsaa havde teaterdekorationsmalere
blandt mandskabet. Jeg selv blev smittet af al den hemmelighedsfuldhed,
det gav sig udslag i, at jeg bad stuerten om at overlade mig et par tomme
whiskeykasser, sikke en ansigt manden satte op, da det gik op for ham at
jeg virkelig ønskede dem tomme, og det ikke var en søforklaring
jeg havde fundet paa for at kunne bomme ham for et par flasker whiskey.
Jeg fik mine kasser og gik i skjul med dem i snedkerværkstedet agterude,
og saa konstruerede jeg det mest fantastiske filmsapparat der nogensinde
er set, naar man satte det i gang kunne det skralle, ringe og sprøjte
med vand samtidig. Objektivet var en iskold bajer, stativet 3 kosteskafter
og sikke en farveorgie det var, rødt gult og blaat. Naa! Kort sagt
hele skibet forberedte sig til den dan linien skulle passeres, det slap
jo efterhaanden ud! Og saa tog velfærdskomiteen ombord affæren
og samledes til et møde, og her blev Kosmos III dagen 1948 til.
Der blev lagt et vældigt 2 dages program med idrætsstævne,
underholdning, fodboldkampe, liniedaab og kabaret m.m.. Paa det store dæk
blev der med hvid farve trukket 6 100 meter baner op. Dækker eller
planet som det kaldes er 120 meter langt, det er herpaa hvalerne hales
op gennem brækken i agterstævnen og parteres inden de i smaastykker
lempes ned i kogerne. Der blev tømret fodboldsmaal og henne op at
midtskibs blev der bygget en scene til 20 optrædende og orkestergrav
foran. Idrætsstævnet begyndet om lørdag eftermiddag
med samlet indmarch af all deltagerne,
= = 27 = =
det saa flot ud da de 100 mand høj kom marcherende op
over planet, 4 og 4 i hver række og med Norges og Danmarks flag baaret
i spidsen, de standsede foran scenebygningen, og saa blev de to landes
nationalmelodier spillet inden øvelserne begyndte.Ved et stævne
som dette, nærmest at sammenligne med fagenes fest paa stadion hjemme,
er det altid skægget der gør mest lykke, ligesaa her ombord.
Efter indledningen om lørdagen fortsattes der søndag formiddag
og videre efter middagen. Der er yrkesløbet, hvor en matros med
en stor tovrulle, en skruer med al sit grej i favnen, vores egen kære
madmor fra midskibs salongstuert Nordlie med en bukke iskolde duggende
øller skænket i glas løb omkring med kokken der havde
en fyldt suppegryde og grispasseren med en skrigende pattegris under armen,
eller tovtrækningen, hvor der stillede 8 hold op, og kogerne vandt
selvom de ikke var de største, det var stuertens hold nemlig med
førstekok Hansen som ankermand, alle var saa optaget af den spændende
slutkamp i tovtrækningen, at ingen lagde mærke til at hm. (hans
majestæt?) neptun og følge havde indfundet sig, men pludselig
stod de oppe paa bakdækket, fjerdestyremand der havde vagt paa broen
var den første der saa dem, og hylede alarm paa skibssirenerne,
og saa var der ingen der interesserede sig for tovtrækningen mere.
Der stod han, havenes konge, han saa lidt gammel og træt ud, til
gengæld havde han en meget ung dronning. Det er en ny en, betroede
min sidemand mig, han havde været med Kosmos sidste aar da neptun
var ombord. Kaptain Lea skyndte sig sammen med førstestyremanden
og maskinchefen hen og fik sat modtagelsesceremoni
= = 28 = =
i gang, der blev udskænket en ordentlig dram til HM. og
hver af føget, jeg holdt øje med dronningen, hun stak sin
ud med en gang. For at formilde neptun lidt paa grund af den uformelde
modtagelse uden skansevagt, faldreb og baadmandspiber blev der hurtig fremskaffet
en flask snaps som kaptainen overrakte med et lille undskyldende smil.
Saa gik alle hen agter, medens mandskabet dannede espalier og modtog de
høje gæster med klapsalver. Der var nogle der ikke deltog
i denne hyldest, de blev bange da de saa hofdoktorens og hotbarberens udstyr,
det var førsterejsegutterne der skulle døbes, de stak af
og gemte sig, nogle af dem i hvert fald, medens man ledte efter dem brændte
jeg paa h.m. neptun og fik en lille interview med ham om hvordan det saadan
i al almindelighed stod til i hans rige. Man maa jo benytte lejligheden,
det er jo ikke hvert aar man som pressemand kan vente at faa tilstaaet
en samtale med en regerende fyrste, der er jo ikke saa mange af den race
mere. Da jeg til en indledning tillod mig at bemærke at h.m. saa
lidt anstrengt og træt ud sendte han mig et strengt havblik og en
fortygget skraa der strøg lige forbi min næse, saa klarede
han resten med et skvalp sagde en mindre pæn ed og saa fortalte han
mig, at det skyldtes at der lige i disse dage var saa fa'ns meget at gøre
med alle disse kogerier, hvalfanger og hvalbaade der rejste sydpaa fra
det høje nord ned til Antarktis, han maatte ustandselig paa farten
fra Amazonefloden til Guineabugten frem og tilbage, og fik næsten
ikke søvn i øjnene, og saa havde han til og med vrøvl
med hofholdningen
= = 29 = =
fordi man maatte foretage alle rejserne paa havheste, da der
var udbrudt strejke paa ækvatorlinien, havfruerne der passede stationerne
paa linien ville have lønnen fordoblet saa de kunne gifte sig og
underholde en havmand ordentlig. Saa kan du forstaa Fut, sagde han, vi
er efterhaanden saa ømme bagi af al den ridning, at vi ikke kan
taale at sidde ned og hvile os, selv paa den allereblideste atlanterhavsdønning.
Saa saa han kærligt paa den unge dronning, til gengæld gav
hun hans haand et blidt lufttryk, og saa glemte han helt min ringe nærværelse
den gamle strik. Imedens havde neptunens betjente, med støtte af
skibets mandskab, faaet samlet de udøbte sammen, som bekendt skal
man have lægeattest for at faa liniedaaben, hofdoktoren og sygepasseren
havde i denne anledning stillet en operationsbord op nedenfor svømmebassinet
og pakket instrumenttasken og apotheket ud. barberen havde indtrettet sin
salon paa kanten af svømmebasinet, ceremonien kunne tage sin begyndelse.
Jeg havde allerede faaet h.m. tilladelse til at filme daabshandlingen,
men af sekretæren der overbragte mig tilladelsen blevet instrueret
om at jeg maate være meget diskret og ikke virke forstyrrende. Det
gik meget godt i begyndelsen, men da jeg komme til næreoptagelserne
gik det galt, mit nye filmsapparat lavede en helvedes støj, det
gjorde mig nervøs, saa jeg begyndte at fumle i det og i utide sluttede
kontakten til ringeklokken, der igen udløste fjederen til vandsprøjten,
og uheld fulgte paa uheld for vandstraalen ramte hofdoktoren lige i fjæset
medens
= = 30 = =
han var igan med en meget intimt undersøgelse af en daabskandidat,
han lod patient være patient og vendte sig mod mig med en gabende
kæmpeknibtang, nu sku' jeg rigtig have knib, noget maate gøres
for at formilde den vrede doktor, i en fart fik jeg skruet objektivet ud
af filmsapparatet, trak det op og bød doktoren paa den kolde bajer,
det var det værste jeg kunne gøre, for nu greb neptun ind
og beskyldte mig for bestikkelse af embedsmand i funktion. For sent indsaa
jeg min fejl - det var neptun der skulle have haft bajeren, for da han
saa doktoren glemme sine blodige hensigter overfor min person, og i stedet
lægge hovedet tilbage og hengive svælge den kolde øl,
blev h.m. først rigtig gal i hovedet og beorderede betjentene til
at smide mig og mit forbandede filmsapparat i baljen. Fem tjenestevillige
pansere kastede sig over mig og et vildt slagsmaal opstod hvorunder det
mest af operationsstuen blev raseret, vi væltede rundt mellem stole,
bliktragte, bøtter med farve og maling og anden medicin. Sygepasseren
blandede sig ogsaa i slagsmaalet, og I guder, hvor saa vi efterhaanden
ud, smurt ind i rød maling oversprøjtet af blaa, gul og brun
medicin, indtil jeg inderligt omfavnende mit filmsapparat blev hevet i
vantet, sygepasseren og en betjent gjorde mig føjeskab i kampens
hede, og der laa vi saa og dampede af i det køligt salte vand. Om
aftenen var der stor afslutningsfest med prømmieuddeling til idrætsmændene
og udstedelser af daabsattester og det sluttede meget højtideligt
med en afsyngellsen af "Ja vi elsker dette landet" og "Det er et yndigt
land" og taarer i hvert et øje, alt under en dybblaa tropenathimmel
overdrysset med blinkende stjerner. Efter afslutningen afholdt førstestyremand
et lille privatselskab, vi nød de gode varer han serverede for os,
nu efter over en maaned i søen trængte vi alle til at koble
lidt af, og under saadan forhold er spiritus jo en fortræffelig sikkerhedsventil,
og vi blev alle sammen lidt fulde som rigtige mandfolk nu engang bliver.
Vi sludrede, vi fortalte historier og hyggede os, Kjeld gik i skabe og
skuffer og serverede for os alt det huset formaaede, det endte med at vi
trak Juleknallerterne af, og sad rundt bordet og sang med papirhatte paa.
Da jeg sent næste morgen kom op, gik messegutten Jean og støvsugede
i kahytgangen med en af de rød papirhatte paa hovedet og det mest
melankoliske ansigt jeg i mit liv hars et - det var hans andel i festen.
Nede paa planet var der det sædvanelige arbejde i gang, men der var
nogle af mandskabet der virkede saa fremmede af udseende, de var sortmuskede
og havde stærkt røde næser, mærkeligt saa forsteskæren
og hjælpegutten lignede neptun og dronningen, og nogle af matroserne
havde samme bistre politiøjne og røde næser som neptuns
betjente havde dagen før, der gik over en uge inden de lignede sig
selv igen.
8/11 Saa tog det monotone overhaand
i det lange stræk fra Curacao til Walvis Bay. De automatiske gyrostyringstod
paa døgn efter døgn ingen menneskelig haand rørte
roret vi levede de rige turistrejsendes tomme liv, svømmede i badebassinet,
tog solbad, slangede os i liggestolene, og
= = 32 = =
havde ikke andet at gøre end at passe dagens maaltider.
Vi fulgte i radioen valgkampen i USA op til den 3. november og overværede
i lydbilleder Trumanns triumf. Kontrollør Istadfortalte en aften
at under krigen ude i Indien blev han kaldt "The man with the hollow legs",
man kunne ikke greje hvor han gjorde af det utal af sjusser han indtog
i dagens løb medmindre han hældte dem ned i et hult ben. Vi
hans rejsefæller ombord i Kosmos III omdøbt ham til "Kapt.
Dry".
5/11 Saa naaede vi omsider frem
til Walvis Bay, oplægs- og reparationsplads for 20 - 30 hvalbaade
hvert aar. Jahre driver hernede i en gammel hvalstations bygninger, ved
hjælp af 50 normænd og flere gang saa mange negre et reparationsværft
for sin hvalbaade, saa de er fri for hvert aar at tage den lange vej hjem
til Norge for at blive istandsat efter fangstsæsongens skader og
buler. Negerarbejderne, boyerne som de kaldes er af alle de stammer der
lever rundt om Kalahariørkenen, Swahilier, Wamboaer der er de bedste
arbejdere, Cliff Kaffere og Sand Kaffere og Hottentotterne. De antages
paa kontrakt for 2 aar ad gangen, deres løn er 10 pence om dagen
og kosten, dvs. de faar udleveret madvarerne saa maa de selv om tilberedelsen,
de koger o en gammel malerbøtte og jo flere lag gammel maling den
har indvendig jo bedre smager middagen dem, kan de se deres snit til at
hugge noget karbid fra svejseapparatet bruger de det som sukker i kaffen,
de steger fisk i solarolien fra elektricitetsværket og de bader i
= = 33 = =
fyrolien i hvalbaadenes bunkerstanke, og er verdens lykkeligste
børn. Walvis Bay er stedet mellem de to vinde, den varme østenvind
fra ørkenen blæser om formiddagen, og om eftermiddagenblæser
den kolde og fugtige vestenvind ude fra Atlanterhavet, den faar sandet
til at fyge som sne hjemme om vinteren. Automobilerne hernede kører
altid med en skovl i vognen, de ved aldrig hvornaar de kører fast
i en snedrive af sand. Det blæser hver dag aaret rundt paa denne
plads, menneskene har kun slaaet sig nede her paa grund af de gode forhold
for skibe i den beskyttede bugt indenfor Pelikan Point. Ørkenen
strækker sig over 200 kliometer ind i landet, drikkevandet hentes
i rørledning 80 kilometer borte, her er absolut ingen plantevegetation
udover lidt tørre ørkentorne, man har uden held forsøgt
at faa lidt planter til at gro omkring den norske stations bygninger, de
staar i det bare sand, paa pæle for at holde slangerne ude fra værelserne.
I bugten og lagunen bag den er der et enormt fugleliv; Flamingoerne gaar
i tusindvis langs stranden paa deres røde staaltraadsben, Pelikaner
og sorte Aalekrager flyver i store flokke ud til fiskepladserne om morgen
og ind om aftenen, Terner og Maager skriger dagen lang, alle er total fredede,
man har endog bygget store træplatforme langs stranden til fuglene
at sidde paa, her samles for mange hundrede tusinde punds værdi af
guano hvert aar paa disse platforme.
= = 33a
= =
I Walvis Bay mødtes vi med ekspeditionens hvalbaade, baade
dem der havde overvintrede hjemme i Norge og dem der havde overvintrede
dernede. Ikke saa snart havde emigrations- og custommyndighederne været
ombord før vi havde den første hvalbaad langs siden, og snart
laa der hvalbaade fortøjet paa begge sider af kogeriet, nu kom der
et hektisk døgn, for all baadene skulle have fangstudstyr og bunkers
ombord, og madvarer saa meget at de kunne klare sig ned paa fangstfeltet
og i den første tid dernede. Dækspille snurrede dag og nat,
og med elevatorkurvenne gik mandskaberne med skytteren i spidsen ombord
i oplæggerne, paa det stor plan vrimlede det med negreboys inde fra
reparationsværftet. I salongen holdt tolderne og agentens repræsentant
kontor. Bestyren holdt møde med skytterne om fangstomraadet. De
norske familier inde fra værftet kom ombord for at faa smage norsk
mad og høre nyt hjemme fra, alle der har med hvalfangst at gøre
er mere eller mindre i familie med hverandre.
= = 34 = =
Kosmos III sidste anløbsplads i den over 4 maaneder lange
og trælsomme fangstrejse til sydishavet er Cape Town - Sydafrikas
Perle -. Aften før vi skulle ankomme til Cape saa jeg vores førstestyreman
gøre forberedelser til landgang, han sorterede sin valutabeholdning,
i en cigarkasse gemmer han alverdens mønter og pengesedler, nogle
har ligget der i fred og ro fra længe før krigen, og gjort
hele den med, først i hvalbaad ved durban senere i kogeri og derefter
sammen med ham i den engelske marine, kommet igennem tysk styrtbomberes
angreb udenfor Tobruk, og tilvands fulgt Montgomery's felttog i Nordafrika.
Der er altid en egen stemning over skibet og en selv med for resten hver
gang man skal anløb en ny plads. Vi kom til Cape en tidligmorgen
i solskin og godt vejr, det var et meget smukt syn der mødte os,
da vi stævnede ret ind mod de høje bjerge ved hvis fod byen
og havnen ligger, med Lions Heads spidse kegle ragende op gennem den lavtliggende
morgentaage i sharp silhuet mod det begvedliggende højere og dystere
Taffelbjerg, med himlens og havets lyse pastelblaa farvenuancer, der efterhaanden
som vi kom nærmere til byen gik mere og mere over i dagens stærke
sydlandske blaa, indtil vi lod ankeret gaa i bugten under Taffelbjærget
og Devils Peak ragen højt op over os, mellem skibe fra mange nationer
der laa og ventede paa kajplads i den stærkt trafikerede havn. De
gi'r sig god tid Sydafrikanerne, Kosmos III smed krogen kl. 9 om morgen,
men det blev 3 om eftermiddagen inden immigrationsofficerne viste sig og
= = 35 = =
vi kunne komme i land, og Kosmos selv kom ikke til kaj før
24 timer efter. Hele havnen og byen med for den sags skyld var optaget
af et stort flaadebesøg, der uheldigvis faldt sammen med vor ankomst.
Dagbladdet "The Cape Argus" skrev i en artikel om flaadebesøget
hvorledes "Five Warships Did a Show for Mr.Jones". Dette show kostede skibsreder
Jahre 100.000 kroner for det forsinkede flaadens ankomst et døgn,
og vi komme i klemme mellem flaadens ankomst og den af Capes autoriteter
fastsatte modtagelsestid.
Cape Town er Sydafrikas største by med 350.000 indbyggere,
halvdelen hvide halvdelen farvede eller non-Europeans, skillelinierne er
vel ikke saa skarpt trukket op her som i USA, for de farvede i Cape Town
er ikke alene negre, men en mængde Malajer og Indere, der for de
sidste to menneskeracers vedkommende ikke blander sig med hverken hvide
eller sorte. Malajerne og Inderne er i forrige tider bragt til landet as
Hollænderne, der brugte dem som tjenerskab og haandværkere,
og det er deres efterkommere blevet ved med at være lige op til vor
tid. Paa alle cafeer, barer og restauranter i Cape bliver man betjent af
Indere. Malajerne er chauffører, skræddere osv, og medhjælpere
for de hvide ekspedienter i stormagasinerne, af hvilke der er mange paa
størrelse med vore egne i Oslo og København. Der er i Cape
gamle huse som dem fra 80' i Europas byer og der er nye 20-25 etagers skyskrabere
med en arkitektur der er stærkt præget af tysk ligeførkrigen
stil,
= = 36 = =
som man for eks. saa i det der engang var Hamburg. her er som
overalt i verden bolignød og pladsmangel paa hotellerne, og der
er i hvert fald en førsteklasses restauration der har det Hollywoodprægede
navn DelMonico, hvor man faar fortræffelig mad og specialiteter som
kaviar og friske jordbær aaret rundt. Etablissementet har en indisk
tjenerstab næsten lige saa stort som gæsternes antal, vi var
et lille selskab fra skibet paa 6 mandder spiste middag der om aftenen
og blev hele tiden betjent af en overtjener, en vintjener, og tre almindelige
slæbeapparater. Der er ogsaa en natklub i Cape med det noget misvisende
navn Bohemia, for den var meget eksklusiv, saa eksklusiv at jeg ikke kunne
komme ind, her led jeg et virkeligt nederlag, hvad der er aldrig hændte
mig i Paris, London eller Brussel eller andre storstæder som Stockholm
og Oslo skete her, jeg kom ikke ind for ham der cerebus ved naaleøjet
til Cape Towns natklub var ubestikkelig, jeg tror at det til slut blev
budt ham mere i tips end hans maanedsgage for at slippe os op ad trappen
uden at være i besiddelse af de i klubbens love bestemte og af politiet
godkendte adgangskort - en dame og en flask spiritus! pr. herre. Spiritusen
kunne han nok skaffe, men damen hun var sværere at faa fat i, hverken
potieren eller vores meget malaisiskprægede chauffør kunne
hjælpe os. Og der stod vi og maatte se paa, at den ene efter den
anden af capes levemænd passerede den dybt bukkende potier med en
dame under højre arm og en flask mere eller mindre indpakket under
venstre do. og saa blev
= = 37 = =
der ikke engang set efter om der var noget i flasken eller det
bare var en tom medbragt til anledningen. Til slut gik jeg tidligt hjem
paa mit hotel, hvis navn jeg skal være fin at undlade, for jeg blev
der saa overbidt a væggetøj selvom jeg allerede efter det
første bid tændte det elektriske lys og lod det brænde
hele natten - det var det eneste slags "bid" jeg fik i Cape Town.
Chefkok Hansen er en snurrig fætter, han var sidste mand
derkom ombord i Cape og med en splinterny straahat paa snur, det var hans
udrustning til 4 maaneder i isen, egentlig var han den næstesidste,
for der blev en mand agterudsejlet og han naaede først ombord i
Kosmos nuytaarsdag via forskellige hvalbaade da vi laa langt nede i isen,
men det er en helt anden historie. Det nærmer sig stærkt den
fastsatte afgangstid, to meget kraftige tovbaade ligger allerede hos os
med dampen hvislen ud af overtryksventilen, Kosmos har faaet 4000 tons
fyrolie i sine tanke, negerboys skruer de svære olieslanger fra,
paa agterplanet holder sekretær Gran mønstring over mandskabet,
stuert Enge faar leveret den sidste vognladning proviant, inde i Cape tændes
de første gadelygter og neonreklamer, Kosmos kaster los, de store
tovbaade bakser kolossen ud gennem det snævre dockindløb,
afgangsscenariet er det modsatte af ankomstens dagen før, for nu
aftager dagslyset og tusmørket gaar over i aftenlys, byens lys bliver
klarere og klarere medens Taffelbjergets konturer udviskes mere og mere
eftersom Kosmos
= = 38 = =
kommer længere og længere fra land. Til slut ses
Capekun som en stribe lysperler paa en snor om bagbord, da vi sætter
kursen sydover og faar kending af de tunge Atlanterhavsdønninger,
nogle af lysperlerne udskiller sig fra andre og følger os, det er
hvalbaadenes toplanterner vi ser, da de vel ude til havs slutter op bag
Kosmos III, to thil hver side og en ret agter, og eftersom de kommer nærmere
i den mørke nat ser man til styrebord to klare og to røde
lys og til bagbord to klare og to grønne lys, hvalbaadene der trofast
følger os medens Kosmos hamrer pæl i i de tunge atlanterhavs
dønninger, en lysende planet fulgt af sine maanedsrabanter. Af Afrika
ses nu kun fyret paa Slangkop hvis lysvifte drejer højre om
og Cape of Good Hopes fyr hvis lysvifte drejer venstre om, og da
vagten paa broen slog 4 glass den nat var vi allerede saa langt til havs
at fyrene kun kunne ses naar Kosmos red paa toppen af en af de svære
dønninger, og saa saas de pludselig ikke mere, endnu en kort stund
kunne man skimte lysvifterne naar de drejede henover den sorte nattehimmel,
de mødtes pludselig en gang, og saa forsvandt de, det var den sidste
afskedshilsen vi fik fra den beboede del af verden, fra nu af er Kosmos
verden for os og vores følgesvende hvalbaadene til engang naar baade
jul og nytaar er overstaaet og vi skriver foraaret 1949. de samme fyr skal
være de første til at byde os velkommen tilbage, og vi selv
vender tilbage til dem vi holder af der oppe langt imod nord i Europa.
Alle ombord ønsker i dette øjeblik, gid vi alle maa ha' den
lykke at mødes igen med dem
= = 39 = =
vi har kære, dem vi har maattet forlade for at tage til
sydishavet for at tjene til det daglige brød - og helst noget mere.
Det var den 11 November vi gik fra Cape. Døgnet efter
skulle vi møde "The Roaring Forties", bredegraden hvor den varme
luft fra nord mødes med den kolde fra Antarktis, og dette møde
gaar ikke stille af, det bliver til daarligt vejr og storm. Da Kosmos kom
til denne mødeplads var det højt vejr med rolig sø,
men efter den 12. kommer den 13. og dette tal regnes normalt for uheldigt,
det bekræftede doktoren i hvert fald, for paa denne dag meldte den
første "syf" fra Curacao of den første dryppert fra Cape
sig til behandling. Og den efterfølgende nat slap vindguden alle
sine stormtropper løs paa Kosmos. I løbet af en time var
vort daglige tilholdssteder, kahytterne og salongen midtskibs forvandlet
til en filial af det muntre køkken i tivoli, det ramlede og skramlede
med knuste glas og vandkarafler. Stole, bord og papirkurve for af og sig
selv rundt mellem hverandre som til et førsteklasses spiritistmøde
hvor aanderne rigtig er i hopla! Jeg havde for at ligge behageligt redt
seng paa min sofa, der er langskibs. Jeg tror nok jeg drømte om
tivoli, da spektaklerne begyndte, men blev meget ublidt vækket, da
min stol med samt alt mit dagligtøj kom op i sengen til mig, og
mine underbenklæder kærligt tog kvælertag om min hals,
saa var det slut med mere søvn den nat, andre havde det paa samme
maade, saada jeg hørte nogen tale ude paa gangen, gik jeg ud til
dem, det syntes min kahytsdør ikke om, den blev gal paa
= = 40 = =
mig og stak mig en halv k.o. idet jeg gik ud af den, samtidig
smækkede den sig selv i laas, og saa kunne jeg staa ude paa gangen
og have et saa godt, mens mine sager rigtig legede "musen paa bordet medens
katten er ude", navnlig opførte min fotostativ sig mindre pænt
efter hvad jeg kunne høre gennem den lukkede dør, mine trængsler
varede lige til stuerten fandt en reservenøgle frem og samtidig
trøstede han mig med flæskestegsmad og en kold øl.
16/11 I gaar blev der født
England og Imperiet en mandlig arving, vi hørte det i radioen om
aftenen. "Saa er der gratis øl paa alle barer i England" var Kapt.
Drys kommentarer til begivenheden, da jeg ikke troede ham blev vi enige
om at gaa ned til Enge og spørge ham om det var rigtigt, han forstod
vinket, det blev ganske vis Haig & Haig istedet for øl, det
fik vi senere til Weidemands leverposteg.
16/11 Ankom til feltet, radarvejr,
0°, taage og sne og masser af isfjelde. Der blev skudt en enkelt lille
sperm, det var Ellefsen paa Kos. 32 der rendte paa den medens den laa i
vandoverfladen og fordøjede en ret blæksprutter, han ødelagde
dens fordøjelse totalt med at sende en harpun med en paaskruet sprænggranat
ind i maven paa den.
Hvad der ikke blev brugt af penge i Curacao gik med under det
korte ophold i Cape, saa nu er der næsten ingen ombord der har kontanter
mere, det savnes ikke for i slappen kan man jo købe alle fornødenheder
paa klods, navnlig er cigaretter og tændstikker derfra traadt i stedet
for kontanter, saa det er ikke ualmindeligt man om aftenen
= = 41 = =
ser paa pokerpartier hvor indsatsen er cigaretter, ikke en cigaret
men en pakke eller en kartong, der var forleden en gut der sad med en fin
haand og forhøjede med 10 og tog en pulje paa 12.000 cigaretter
hjem. Tændstikker bruges ogsaa som spillemønt, nede i mandskabsmessen
ser man tit et spilleparti med et helt bjerg af tændstikker foran
sig, der er bare den hage ved det at disse penge er der ikke plads til
i lommerne, saa man maa have noget med til at bære gevinsten hjem
i.
17/11 Kl. er 4.45 om morgen, havet
er blankt der er lidt underdønning, vi ligger og driver i en klare
hvor vi stoppede i gaar aftes, i nordvest og syd er der isblink fra pakis,
nede paa dækket gaar den sorte kattekilling og leger, medens to matroser
rører dampvincherne og bensavene saa steamledninger ikke fryser,
for kl. 6 skal fabrikken tørne til, og skal fra nu af gaa i døgndrift
i de næste 4 maaneder. Matrosen der gaar vagt paa bakken slaar to
slag paa klokken derude, fra broen svares sorstaaet med to andre slag,
det betyder at der kommer et isbjerg drivende mos Kosmos bagbords side.
Matroserbe paa dækket er gaaet deres vej, den sorte kattekilling
har nu hele det store dæk at lege paa. ude i horisonten om styrbord
er der en hvalbaad der allerede har begyndt dagens jagt, det er vores første
station efter cape, og om lidt kommer 32 for at aflevere den første
sperm, det er minus 1 grader og koldt blæst, for bare 14 dage siden
gik vi i shorts og svedte op i nærheden af Ækvator. Aldrig
før har jeg oplevet de fire aarstider saa hurtigt efter hverandre,
= = 42 = =
paa mindre end to maaneder har jeg oplevet efteraaret i Sandefjord
med guldende blade og moden frugt paa træerne, saa var der sommeren
paa Curacao og nedover gennem tropebæltet med maximum varme under
Ækvator, badning og solbadning, derefter foraaret i Cape med nye
grøntsager, et væld af blomster og friske jordbær og
nu midt i det Antarktiske vinter med frost og sne, ganske vist i en anden
rækkefølge end kalenderen foreskriver, men vi er jo ogsaa
i løbet af de to maaneder flyttet fra den nordlige til den sydelige
halvkugle, og hernede er sommeren som en mild vinter hjemme. Sommeren ombord
i en hvalfanger under sydlkorset har ogsaa sine blomster, det er de forsømmelsesknaster
der defterhaanden springer ud i ansigtet paa os alle sammen.
(END 1st notes set)
|
|