Dagene snegler sig afsted mens Kosmos III og hvalbaadene langsomt trækker sig østpaa mellem den 50' og 60' breddegrad til vi et par maaneds tid efter min afresje fra København var naade ned i den østligste del af Hakon den 7. hav. Nøjagtig paa to maanedsdagen for min afrejse fra København tog jeg en eftermiddag ved kaffetid højkurvelevatoren og gik ombord til min ven Niels Skontorp i hvalbaad Kosmos 37.- Nr. 6 (sekseren) som baadens kaldenummer er her nede paa feltet eller Hennessey som vi midskibs har døbt den - ikke fordi den er "fugtigere" end ekspeditionens andre hvalbaade naar de ligger paa fangst hernede i Sydishavet, men fordi den har tre hvide stjerner i skorstensmærket mod de andre baades ens. Sekseren har ligget med kedelsjov langs kogeriet i det sidste døgn, og det var netop da et rigtigt stort spermacettræk satte ind, ærgerligt at ligge uden tryk paa kedelen og høre om de første 8 fangne hvaler sa 10 nu 13 osv. hele dagen igennem eftersom radiotelefonirapporterne indløb fra de baade der laa ude og jagede, det kneb med at faa tryk paa kedlen op saa klokken blev henad 8 om aftenen inden vi endelig slap afsted, der var der over en time tilbage inden det blev mørkt, jagtlykken maatte prøves, endnu før vi havde kastet løs fra Kosmos III og afleveret fenderhvalen til kogeriet var der en matros oppe i udkigstønden paa formasten, og da vi svingede ind paa kursen mod iskanten klatrede anden styremanden ogsaa deroppe, hele baaden

fra maskinen til messegutten var paa engang grebet af jagtiver. Da vi havde gaaet for fuld fart i 20 minutter saa vi blaast fra en sperm og lidt efter dens store sorte halefin da den dykkede ned, det var den sidste vi saa til den sperm, for selv om vi blev liggende paa stedet og lurede medens solen gik ned og lyset forsvandt, skyerne blev blodrøde derefter brandbrun for at ende med de klareste grønneblaa pastelnuancer før nattemørket sænket sig over Sydishavet. Jeg havde aldrig før i mit liv havde saa meget tøj paa paa engang og alligevel frøs jeg nederdrægtig. I sydishavet paa hvalfangst ombord de smaa baade gaar man tilkøj med solen og staar op sammen med den, det kan blive til nogle faa timers søvn i begyndelsen af fangstsæsongen men fra midten af decembermaaned til langt ind i januar er der ingen fast sengetid for da er det lyst hele døgnet rundt, sener hen igen er sengetiden eftersom natten vokser med datoen. Den aften jagede Skontorp og jeg kulden paa flugt med "en lille sort" og saa tørnede vi ind han i alkovkøjen og jeg paa sofabænken, og Morfeus arme er ligesaa bløde i Sydishavet som hjemme hos Jytte i Badstuestræde for jeg faldt i søvn med det samme jeg fik nulret mig til rette i uldtæpperne. Jeg vaagner, der staar en matros i kahytten - "Klokken er fire, Skontorp" siger han. "fint vejr - skyet - kurs ØNØ". Længe efter han er gaaet staar ishavskulden der var i hans faarsskindspjækkert endnu i den lille lune kahyt. Ude i det deminutive badeværelse, hvor varmvandshanen over vaskekummen kun er 

medens en tomme karameldaase for rundt paa dørken med en lyd saa kraftig som var det en stor tom olietønde, og gjorde det helt umuligt at sove, den kan Niels sgu tage sig af tænkte jeg, jeg gad ikke staa op for jeg laa saa lunt og godt mellem mine uldtæpper og følte mig saa dejlig varm, jeg skulle ikke have noget af at gaa paa jagt efter i den kolde kahyt, Niels havde ligget og tænkt det samme om mig viste det sig naar vi kom til at tale om det dagen efter. Ved tre tiden om natten tog baaden en vældig overhaling og jeg blev smidt over paa rygebordet der stod ved siden af sofaen jeg laa paa, saa det blev altsaa mig der maatte finde daasen. Ti minutter efter at jeg havde skaffet ro i kahytten, laa jeg over paa rygebordet igen, ikke tale om at jeg fik lov til at sov. Niels startede op i bare underbukser og gav ordren til broen at sætte i gang og gaa langsomt mod vinden, det hjalp lidt men ikke nok at vi kunne sove saa vi begyndte at fortælle historier for at faa tiden til at gaa til det blev lyst, men forinden kom der en af matroserne farende og fortalte at han havde set en sperm blæse lige foran skuden. Nils op og i tøj, paa mindre end et minut var han ude af døren som han glemt at lukke efter sig, da jeg havde lukket den og begyndte at lede mit tøj frem fra de kroge det havde lagde sig til hvile i i løbet af natten smalt kanonen, saa der kom ogsaa fart i mig, bukserne udenpaa pyjamas i det første det bedste par gummistøvler jeg fik fat i, de var alt for stor til mig, det var Niels reserver, og oppe paa broen.

NOTER :
-------

Ligesaasnart jagten er begyndt og maskinen faar fuld omdrejning myldrer det frem med folk, hele baadens mandskab er paa dækket i løbet af et øjeblik, man skulle tro de sover med bukserne paa, hvad de fleste i øvrigt gør, for dækmandskabet er praktisk talt ikke ude af dem i de fire maaneder fangstsæsongen varer, man barberer sig heller ikke, det er kun stuerten der tillader sig denne luksus at optræde uden skæg, ogsaa messegutten, men han er ikke begyndte med gilletten endnu.

- - -

Styremand hands sagde en dag det var noget uroligt vej "man ku' have brug for en hale ligesom klatreaberne her saa ku' man holde sig ordentlig fast ombord i en hvalbaade.

- - -

Matros Sigurd fra Sandefjord har i mange aar fejret sin fødselsdag i Sydishavet, han er i aar 50 aar gammel og har sølvbryllup næste aar, men har sammenlagt ikke været hjemme 6 aar i alt medens han har været gift, "man er jo saadan ligesom nygift hver gang man kommer hjemme" er hans bemærkning til denne sag.

- - -

Hvalskytteren Niels Skontorp paa Kos 39, den mand der lever af at jage verdens største dyr, har de mildeste blaa øjne, jeg i mit liv har set, og saa holder han af at
 
 

læse detektivfortællinger!

- - -

Ombord i hvalbaadene lever man med hovedet inde i højtalerne, de findes fruden i radiostationen i messerne, paa broen og i skytterens kahyt, og de staar paa døgnet rundt, ekspeditionens private talkode er slaaet op ved siden af Højtalerne, for saa godt som alt vedrørende fangstforhold, kurser og antal fangne hval sendes i hemmelig kode, man er jo ikke alene hernede, og sku ikke give konkurrerende ekspeditioner tips, medens man til gengæld gerne skulle nappe nogle fra dem, der er ogsaa konkurrence mellem baadene der hører til samme ekspedition, de mindre heldige lytter altid til hvad racerskytterne melder til kogeriet, og er en af dem kommet op i hval som det hedder, pejler man sig ind paa ham for at faa en change med. Jeg huisker en søndag morgen hvor der var slak fangst og 7' meldte at han havde skudt en blaahval og set flere, straks var der en af de andre baade der kalde paa ham for atslaa en sludder af med ham, og inden der var gaaet en time var han omgivet af 8 sultne hvalbaade, desværre var der et par stykker fra en anden ekspedition imellem dem, de havde lyttede og kunnet regne ud at der maatte være "bid" der.
 
 

H.J.Bull er en af de største hvalbaade der drives fangst med i Sydishavet, det er en baad paa   tons specielt bygget til hvalfangst den har en maskinkraft paa over 2000 hestekraft, man maa dog ikke heraf tro at den har den samme fart som en torpedobaad, den højeste den kan presses op paa er vel en 15 mil, men det er mere end riglig for at kunne følge en 30m blaahval, hvor den er ikke saa meget farten som manøvredygtigheden der er det afgørende, og her har Bull ikke sin lige i hele Kosmos III flaaden, han kan i fild fart vende paa sin egen længde. Indenbords er Bull godt udstyret en kraftig radiuostation med baade telegrafi- og telefoni- sendere, 2 stk radiopejleapparater, ekkolod, en lukket og aaben bro den ene over den anden, den øverste er   m høj over vandet for at give godt langt sigt naar man søger efter hval. Der er koldt og varmt vand og centralvarme i alle kahytter, elektriske køleskab i messerne, kølerum til proviant, elektrisk komfur i byssen. Fangstudstyret er det samme som i alle hvalbaadene. Kongsbergkanonen paa platformen i stævnen, skytterlemmene kaldes den fordi der er to lemme langskibs hvorunder hvallinierne løber ud og ind 2 sæt hvallinier en i styrbord- en i bagbords side det kraftig hvalspil paa fordækket, de sædvanelige svære spiralfjede monteret under dækker til at udligne hvalens ryk i fangstlinien med. Der er jagerbroen, den smalle løbebro der gaar fra den øverste bro ned til skytterlemmene saa skytten

hurtigt kan komme ud til kanonen uden at skulle spille tid med at kravle op og ned af leidere.

Det er midten af januar maaned, hvalfangsten har gaaet dag og nat siden den begyndte for en maaned siden, jeg staar en meget tidlig morgen paa Bulls øverste bro sammen med seniorskytteren i Kosmos rederiet Axel Axelsen, vel nok den bedste racerskytter i Sydishavet i denne sæson, han har allerede et par hundrede hval  paa "tasken". Axelsen ser ud, virker og taler som en velsitueret dansk proprietær det er ikke saa underlig for han er gaardejer hjemme i Vestfold i Norge. Sammen med os staar hans svoger Lars, og som rorsmand hans søn Edvart. Vi er langt imod øst i Sydishavet og sejler langs iskantenudenfor Shackeltonbarrieren. Vi staar og snakker om hvalfangst, Axelsen fortæller om den tid, da hvalfangsten hernede sydpaa startede, dengang behøvede man ikke at lede efter hvalerne som nu, det var før den tid de flydende kogerier paa 25- 30.000 tons var opfundet, og en hvalbaad paa 200 tons og en maskine paa 700 Hk, var en stor baad, og lige en lille smule længere end en velvoksen blaahval. Det var dengang man flænsede hvalerne udenbords fra en pramme langs kogerierne der laa for anker ved kysten af Sydgeorgia, Deception eller Grahamsland over vestpaa, man kunne ikke fange her østover da der ikke findes ankerplads noget sted paa grund af den svære pakis der altid ligger langs kysterne her. Dengang giok man bare nogle faa mil ud og lagde sig
 
 

til at drive, saa kom hvalerne af sig selv hen til baaden og lod sig skyde, men nu maa man afsøge 4-5000 kvadratmil hav for at finde bare nogle enkelte blaahvaler eller en lille flok finhvaler. Det var dengang det var en meget fin fangst hvis en kogeri kom hjemme med bare halvdelen af den olie som i dag er velforvaret i Kosmos III's tanke efter en maaneds fangst. Jeg fører samtalen over paa Axelsen selv og faar ham til at fortælle om dengang har var førsterejsegut paa en sælfangerskude i Nordishavet, han er af gammel sælfangerslægt fra Vestfold, faderen og bedstefaderen var fangstfolk med egne skude i Nordishavet og omkring nord Norge, og aarene som matros og senere styremanden paa forskellige fangstskuder der sejledes vandet tyndt omkring Østgrønland, Spitsbergen og i Hvidehavet indtil han første gang blev skipper og skytter paa en hvalbaade for nogleogtyveaar siden, om de spændende tur i Rosshavet i 20' hvor hvalbaadene laa paa linie lige efter kogeriet gennem det 600 mil brede isbælte man skal igennem for at komme derind, hvordan man maatte navigere derind som de ældste søfarer gjorde det efter solen, da kompasserne  ikke kunne bruges paa grund af den magnetiske Sydpols nærhed. Han fortæller om de mange hvaler han har skudt indtil i dag, det bliver over 5000 stykker, om hvordan det er at være hjemmefra 7-8 maaneder hvert aar "men nu vil jeg ogsaa slutte" siger Axelsen, "denne er min sidste sæsong hernede, det kan ikke betale sig at ligge og række rundt hernede i isen

og kun tjene penge til staten, for det hele gaar efterhaanden til skatterne - "ham Gerhardtsen ta'r det hele. For fremtiden vil jeg kun gaa paa jagt hjemme i gamle Norge, efter elg og saadan noget grej". Men lade os nu se, jeg tror nu, naar næste sommer er slut og dagene bliver kortere saa begynder det at krible saa underligt ned ad ryggenpaa Axelsen naar han gaar derhjemme i Stoke og mangler noget at tage sig til, og en af de første dage i oktober md. staar han Sandefjorden ud my Bull for det   mil længe stræk til Africa og videre sydpaa til fastiskanten om sydpolskalotten standser ham, og saa er han paa hvalfangst igen, og maaske staar der en gæste paa broen, som han siger det samme til som han lige har sagt til mig, for den der fra de helt unge aar har kendt jagtglæden i sig han vil hold ud lige saa længe han orker at brænde et skud af. Hvalfangst er en spændende jagt paa de største dyr der lever paa vort jord, hvalen er det største dyr baade i fortid og nutid i hvert fald er en blaahval over 30 m større end de største kendt øgledyr fra urtiden, jagten, som den drives nu, er ikke forbunden med noget personlig fare for jægeren som f.eks den paa elefanter, tigre eller løver, der kan højst ske det, at en anskudt hval gaar i hvalbaadens skrue og saa dratter den af eller i bedste fald mister et par blade, men det bevirker kun at man er ude af fangst saa lang tid det vi tage til at komme til nærmeste havn enten Freemantle i Australien eller Cape Town i Africa eller en by i Sydamerica

og komme paa slippen og faa en ny skrue hængt paa, saadan en uheld er forudset, paa kogeriets fordæk ligger der opmaginiseret reserveskruer og aksler til hver eneste hvalbaad i flaaden, og man vil hellere ikke komme til at ligge hjælpesløs ret længe mellem isbjergenehvis uheldet er ude after en, for det er bare at skrige lidt om hjælp gennem radiotelefonen, og en af de andre hvalbaade kommer med en ende. Vi har efterhaanden staaet et par timers tid paa broen men ingen blæst set, da udkigsmanden i tønden varskoer at han har set blæst paa bagbords bov langt ude, vi fornadrer kurs i den retning og kan snart se blasten fra broen ogsaa "blaahval" siger Lars. Axelsen tager kikkerten for at se bedre og efter nogle minutters forløb siger han til sønnen ved røret "styre den gamle kurs igen, det er bare en frue der er ude med barnevognen", hvalfangernes betegnelse for en hunhval med unge. Medens vi søger videre efter jagt snakker Axelsen og jeg om hvaler, der bliver trods fangstbegrænsninger baade i tid og tal stadig færre og færre af dem for hvert aar der gaar, Axelsen skønner at navnlig blaahvalsbestanden der er den værdifuldeste og der for jagt mest intensivt er taget ganske betragtlig af i de senere aar, med mere end 50%, det hænger sammen med at hvalerne formerer sig meget langsomt, hunhvalen faar en unge hver tredje aar? Paa kogeriet har jeg set flere tvillingefostre, men der er aldrig set hunhvaler der følges med mere end en unge ad gangen, hvis der fødes tvillinger maa den ene gaa til grunde straks efter fødselen.

Man har set hunhvaler, der holder en nyfødt unge op i vandoverfladen ved at tage den ovenpaa sit eget hoved, og paa den maade lære det at aande, det er meget muligt at dette er aarsagen til at hunhvalen kun opfostrer en unge, for det vil være en fysisk umulighed for en hval at balancere med to unger ovenpaa hovedet paa engang, naar man ser hvor glatte og strømlinet baade mor og afkom er skabt. Vi er efterhaanden naaet ind mellem pakisen, og kan i kikkerterne se nogle svære blaast langt inde i en store klare, men selvom vi søger og søger efter en vej ind til dem er det umuligt at finde nogle revner eller abbninger derindad, hvorfor vi gaar udover igen mod det aabne vand udenfor iskanten men ser stadig ingen hval derude. "Vi maa prøve at synge lidt, Lars!" siger Axelsen, "det plejer at hjælpe" tilføjer han. Og saa synger de to halvthundreaarige skæggede gutter først visen om Maren i Myhre og da det ikke hjælper gi'r de næsevisen - "Her i livet kan. man spille paa saa mangt et instrument" - begynder den. refrainet spilles med pegefingeren paa næsen, der giver nogle morsomme summelyd. Det hjalp, vi fandt to blaahvaler, der begge søgt mod isen da de blev forfulgt af hvalbaaden, men Axelsen faar hurtigst dirigeret baaden paa skudhold af den ene, skyder og faar "fast fisk", den anden søger ind under isen  og den anskudt hval forsøger at følge efter, den rovser 6-700 m line ud inden den meget nær iskanten kommer op for at blæse, den dykkede igen, og kom næste gang op lige i iskanten, men havde

saa meget fart paa at hele det stor dyr røg op paa et isflag der knustes under den store vægt, det var dens endeligt for her blev den liggende i vandoverfladen og væltede rundt i sit eget røde blod mellem de hvide isstykker. "Slaa for og hale ind" kommanderer Axelsen der har flugt staaende ude ved kanonen. Hvalspillet larmer medens meter efter meter af den svære hvalline glider indenbords, rundt om spillets to tromler og ned under dæk hvor to matroser sveder med at kveile den op, saa den uden forhindring kan løbe ud igen for "fast fisk". Og kort efter flyder hvalen frit i sit element igen, men fyldt med trykluft saa den ikke kan synke, og pyntede med  et stort blaat flag der har et hvidt malet 8 tal, saa man kan se hvem den tilhører og finde den igen, saa der er kun tilbage at melde fangsten til kogeriet gennem radiotelefonen og en bøjebaad dirigeres ud efter den flagede hval. Det er stadig pragtfuldt vejr, ud paa eftermiddagen fandt vi en stime finhval ind imellem den spredte is, de satte kursen mod det aabne hav da de blev jagede. Den første maatte lade livet inden den kom ud af isen, og det var signalet til højeste aktivitet ombord, ligesaa hurtigt hvalen var skudt og halet ind blev den punmpet op og flaget, og Bull satte kursen efter stimen igen med alt hvad dens 2000 Hk stærke maskin havde i sig og regelmæssigt hver 20-30 minut viste en flaget finhval hvad vej vi var gaaet. og paa den sorte tavle paa broen voksede rækken

af de hvide kridttal, kurserne vi have styret under jagten saaledes at vi kunne finde tilbage igen fra flaghval til flaghval. Det blev til 7 finhvaler inden stimen var saa spredt at den ikke kunne betale sig at jage den længere, og det var blevet saa langt ud paa aftenen at det var mørkt inden vi fik samlede alle finhvalerne sammen, der laa spredt over en strækning paa 40-50 sømil. Under hele denne store jagt havde jeg staaet paa jægerbroen lige bag skytteren og photograferet, vi var mange gang saa tæt ind paa hvalerne at deres blæst drev ind over os som regn, og vi kunne mærke deres varme aander, der lugter ligesom - vis man en varme sommerdag har lagt sig til at sove til middag i en duftende kløvermark, og vaagner ved at der staar en drøvtyggende ko og ræber sig lige i masken paa en.

Storm over Sydishavet

Kl. 2 om natten blev jeg vækket af solen, den skinnede ind i ansigtet paa mig gennem koøjet i min kahyt ombord i Bull. Kl. 9 om formiddagen var det overskyet og tæt dis, og kl.2 om eftermiddagen stampede Bull i en høj sø med hylende storm med snebyger fra syd. Vejret skifter meget hurtigt hernede i Antarctic, paa mindre end en time kan der rejse sig kraftige storme som regel fulgt af snebyger fra syd, de er i reglen meget lokalt betonede, for andre baade der ligger 3-4 timers sejlads fra en selv kan ofte fortælle om at de har fint vejr. Nede ved kanonen forsvinder Axelsen i sprøjt hver gang Bull sætter i den svære dønning, han staar der time efter time skiftevis ved kanonen og skiftevis paa broen, messegutten Niels, hans nevø, har flere gang været oppe med varme kaffe til ham. Langt om længe fik han en blaahval paa skudhold, og skød bum! Medens kanonen gøres klar til næste skud, faar Axelsen sig nok en kop kaffe og en cigaret nede i messen, jeg spurgte ham hvordan det føles at skyde bum til 30.000 kr. den gennemsnitlig olieværdi af en blaahval? "gid fan' havde ham der havde opfundet bummet" var Axelsens svar. Dette formiddagsuheld maa alligevel ha' ærgret Axelsen for han fortsatte jagten længe efter de andre baade havde søgt læ inde i isen, og paa trods af det haarde vejr skød han et par hvaler til. Da vi kl. 4 om eftermiddagen afleverede dem til

kogeriet var det en orkan med tæt sne, Bull tog herunder et par overhalinger og blev liggende saa læng paa siden, at man derombord troede at baaden ville vælte rundt. Det tog 8 timers sejlads gennem orkanen for at komme i læ af iskanten hvor de fleste andre baade forlængst laa mageligt og sendte pejleprikker ud til os i stormen, vi sejlede det meste af tiden paa skotterne saadan smed baaden sig over i de svære dønninger. og orkanen fik vandrøgen til at staa af bølgetoppene. Endelig ved midnatstid naaede vi frem til hvor de andre baade laa i en bugt i isen, barometeret var nu næsten i bund, under 72, og selvom vandoverfladen herinde var helt i ro, blæste det med smaadjævle og stordjælvle, saa vandrøgen stod ret op i luften, vi gik i læg bag en stort isfjæld, et mægtigt løsrevet stykke af isbarrieren, drev af, kørte op igen, drev af osv. opaape under isfjældet var det snevejr, orkanen fejede sneen der laa paa isfjældets top ud over kanten til læg som en tæt røgsky, orkanen hylede i riggen mens mandskabet indhentede 3 ugers manglende søvn. Bøjebaaden til hvem vi om formiddagen havde afleveret et par skudte hvaler var her ogsaa, den havde ikke klaret at faa hvaler slæbt til kogeriet i det daarlige vejr. Han havde forbindelse med Kosmos III i radiotelefonen og fik besked om at kogeriet vil komme ned hvor vi laa, og bad om at faa sendt pejleprikker, Bøjebaaden bad om at faa ordren gentaget, han havde ikke forstaaet den da der var blæst nogle af ordene væk undervejs!

Noter!

Under orkanen tog Kosmos III en brækker over flænseplanet, den vcæltede en hval rundt og sendte den ud i bords.

- - - -

Det er hændt at man har skudt fast i to hvaler med en harpun, der er engang i tidernes morgen fanget to bottlenoser i et skud, Axelsen har engang skudt fast i to finhvaler, men fik kun den ene.

- - - -

Messegutten Niels ombord i Bull vil rejse paa hvalfangst i 10 aar, og saa slutte og købe en gaard hjemme i Norge for de penge han har tjent sammen.

- - - -

Axelsen vil har hval hver dag, i stygt vejr bliver han ved med at jage ligetil han har faaet mindst en hval, han har en vægkalender i sin kahyt, hvor han sætter en stor sort 0 omkring de datoer paa hvilke han ikke har fanget noget. der er forløbig kun 4 0'ere.

- - - -

I Sydishavet fanger man kun hanspermer, de gaar i reglen alene, i meget sjældne tilfælde træffer man paa stimer med 20-30 individer.

Blaavhvalen gaar altid alene eller ifølge to og to, sommetider en store gammel hun fulgt af to hanner.
 
 

Finhvalen træffes i stimer paa fra 5 a' 6 individer op til 20 - 30 stykker oftes to og to sammen et par, skyder man hunnen først bliver hannen i reglen i nærheden og er let at skyde, bagefter, medens hunnen altid stikker af hvis man skyder hannen først. Træffer man paa en ensom finhval jages den næsten aldrig, da man kan regne med at det er en enkelt overlevende fra et beskudt stime, der er saa forjaget at den ikke er til at komme paa skud.

- - - -

Man lever godt paa hvalfangst hvad maden angaar, og det er sammen med kaffen og tobakken den eneste glæde man har ombord i hvalbaadene, derfor er en god hvalbaadsstuert sin egen vægt værd i guld ( det bliver dog ikke saa meget som Agha Kahn er værd, for alle de hvalbaadssturerter jeg kender er meget slanke, man bliver ikke fede i en hvalbaade paa grund af den anstrengende arbejde ombord i de urolige baade selvom man er den der er nærmest kødgryderne. Madmæssigt set lever man langt flottere paa hvalfangst end hjemme i Danmark eller Norge. Hvalbøf af køb fra en unge blaahval er den bedste bøf jeg nogensinde har spist, den smager som en mellemting mellem en fin engelsk bøf og stegte kalvelever. Eller medens vi er ved hvaleretter saa faar man en helstegt hval, der laves af godt hængt hvalkød der lægges i eddikevand et døgn, tørres af med et klæde og spækkes med røgede flæskestrimler der er rullet i peber og salt, steges i ovn i to timer og
 
 

serveres med hvide- og brunede kartofler, vildtsovs og tyttebær - nam, nam. Eller en Hvalfangerbacalao a'la Bull, der bruges udvandet kogt klipfisk som lægges i gryde i lag med raa kartoffelskiver og raa løgskiver. Et lag fisk paa bunden derover kartoffelskiver med løg imellem, saa et lag fisk og øverst kartoffelskiver igen, lagene over drysses med lidt peber og lidt salt  paa kartoffellagene, overhældes med tomatpure eller bedst tomatketchup og en ko OXO bulion udrørt i vand, retten snurres under laag i 1 time og bevæges af og til for at ikke brænde paa. I rigtigt daarligt vejr hvor det ikke er til at holde pander eller gryder paa komfuret serveres der slingresuuppe, stuerten maa ofte staa og holde gryden paa plads alt medens den koges, den laves i en meget dyb gryde for ikke at skvalpe over. Man bruger salt kød og flæsk skaaret i terninger, lidt udskaaret hvidkaal, gulerødder og kartoffler ogsaa skaaret i terninger hele byggryn og fintskaaret purløg, kød og flæsk køges først i vandet og de øvrige ting kommes paa efterhaanden i rækkefølge, saaledes at alt er kogt paa samme tid, kryddes med lidt peber og serveres i dybe skaale.

Lørdag aften 5/3. Gud fader bevare! Sikken et døgn! Nu har vi ligget underdrejet siden i gaar aftens for en orkan. Vi ligger i læ af et af de store firkantede barrierfjelde, men før den tid havde vi en tur paa 13 timer med den invalide Kos. 41 mod orkan og snebyger inden vi langt om længe og efter det var blevet mørkt naaede fra hertil hvor der i forvejen laa 8 Kosmos baade og køret op under fjeldet og drev af igen i forholdsvis læ. Vi fandt det kun ved hjælp af radiopejling. Vejret skifter hurtigt hernede, i forgaars havde vi den skønneste solskinsdag jeg mindes siden vi kom syd for den 60' grad for 3½ maaned siden, ingen blæst og kun ganske svag dønning og saa det varmeste solskin og den skønneste blaa himmel, heller ikke den efterfølgende nat med stjernehimmel og Aurora australia over hele den sydlige horisont, men næste morgen overskyet og graat og i løbet af et par timer hvor vi laa stille i iskanten var det en hylende sneorkan. Der var ikke ordentlig læ for saa mange baade bag isfjeldet, saa det blev en meget urolig nat, for hver gang vi drev ud af læet fik vi rigtig orkanen at føle inden vi fik kørt op under igen. Hos Niels og mig i skytterlugaret laa efterhaanden alt og flød paa gulvet, selv skuffer fra kommoden og dem under den faste køje røg ud og spredte deres indhold mellem det andet der allerede laa paa gulvet, efterhaanden var blade, bøger Life og Coliers

cigaretter, gummistøvler, beklædningsgenstande, tæpper og askebægre i et roderi. Klæd sig af og gaa ordentlig i seng gad man ikke, det var alt for besværligt at faa tøjet af i kahytten hvor gulvet af og til var væg, saa vi smed os lige efter aftensmaden som vi gik og stod bare ned et par tæpper, sove kunne man ikke i dette spektakel, sidde op heller ikke, det var alt for besværligt, saa der var kun at blive paa langs med en bog, jeg kom gennem Steinbecks The wayward bus den nat. Styremanden der havde nattevagten kom imellem ned hos os og fik lidt næsevarme, han fortalt at engang i løbet af natten havde alle baadene mistede følingen med isbjerget og var kørt langt forbi det inden de opdagede fejltagelsen og fandt tilbage igen, det var ved den lejlighed skufferne røg ud paa gulvet. Paa broen slog skibsklokken hele natten slag af sig selv saadan slingrede vi. Ved morgengry bedrede vejret sig og alle baadene stak ud paa fangst undtagen 3' der ogsaa var lidt invalid, op ad formiddagen løjede det meget samtidig med at det klarede op og da saa vi saa mange store isfjelde i nærheden at hver baade kunne have faaet sit, efter frokost gik 3' ogsaa sin vej og stod østover efter de andre baade, og saa kom stormen igen og vi laa der alene hele dagen, hen under aften bad 3' om pejling og i tusmørket kom han tilbage fulgt af fem andre baade, saa da vi spiste til aftens - svinekoteletter af kogerigris - var det meste af Kosmos III fangstflaaden samlet igen bag isbjerget. Det er ikke orkan i nat, men en god storm, vi har faaet ryddet op i kahytten,

sat skufferne paa plads og klemt dem rigtig godt fast med sammenlagt avispapir, surret mine kamerakasser godt fast mellem benene paa bordet, sat snore om vore frække paa knagerækken, tøjret mine sengetæpper i sofaen og ladet alle bøger og blade ligge i en bunke paa gulvet saa nu er der udsigt til knapt saa støjende en nat som den foregaaende. Det er ikke saadan ligefrem ebroligende at være ombord i Kos. 41 naar det er dritvejr, selvom det er en nybygget baade der er ude paa sin jomfrutur, for den gaar med en havareret skrue der kun har to blade tilbage efter et sammenstød med en saaret spermhval. Da det er to blade efter hinanden der er røget af kan den kun gaa med stærkt nedsat fart for ikke at ryste hele skuden fra hverandre med den skæve skrue, yderligere gaar den med en negerdreng paa kedeltoppens ventil, den har været utæt i de sidste 14 dage, og truer med at ryge i luften saa vi staar uden tryk paa kedlerne.

Der maa findes et kolossalt rigt dyrliv i vandet hernede, plankton i saa store mængder, at vandet til tider er helt brunt af det. Isen som i begyndelsen af sæsongen omkring midten af novembermaaned var helt hvid, er nu i martsmaaned isprængt masser af brune isskosser og foden af isbjerger i vandkanten farvet brun af planktonet, paa finhvalernes hvide bug er der store brune flækker af plankton, rejerne som bardehvalerne lever af har levet højt paa denne plankton, i begyndelsen af sæsongen var den enkelte reje højst 10 mm lang mod nu en 30 a' 40 mm. Saa er der blæksprut-
 
 

ter, det er spermhvalernes føde, imellem maveindholdet af flænset sperm paa kogeriet findes der altid mængder af ufordøjelige blækspruttenæv og øjestene. Blæksprutterne hernede bliver vel næppe saa store som dem i de tropiske have, næppe mere end en halvmeters længde i alt at bedømme efter de fragmenter der findes i spermens mave. Foruden den rejeart som hvalerne og de myriade af fugle der findes hernede lever af maa der ogsaa findes en art kæmperejer, imellem maveopgylpet fra en sodfarvet albatros der blev skudt paa 60' sydlig brede fantes nogle rygskjold af rejer, der i hel tilstand maa have været ca. 20 cm. lange.At der ogsaa lever fisk i dette kolde hav søndenfor de 60° er givet, vi fandt under vores ekspedition med Kosmos 41 et dødt eksemplar af et røvfiskeart med unaturlig store øjne, enorme naalespidse røvtænder, ganske kort krop med en i forhold dertil langhale, rygfinne langs hele kroppen og meget lille halefinne, den var skælløs men dækket af en slimede substans som nærmest kan beskrives som aluminiumsbronce, eksemplaret vi fandt var 35 cm lang, men om det var et fuldvoksent eksemplar kunne ikke afgøres, af mangel paa præserveringsmidler blev den hængt op til indtørring, nem desværre var der en nævenyttig matros der hev den. At der maa være et rigt fiskeliv hernede, selv langt til havs hvor der kun findes store dybder er givet ellers kunne de mængder af sæler og pingviner ikke leve hernede, maaske kunne sælerne leve af pingvinerne, den ta'r dem ihver-

fald naar den kan faa fat i dem, men jeg tror ikke at de store pingviner der fuldvoksen vejer mellem 35 og 40 kg. med den næbeudrustning de har kan fange rejer nok til at leve af, de maa have større føde. Sidder de pingviner paa en isflag kan man til tider se sælen luske rundt om flaget for at se i hvad side pingerne sider, og saa kantre den flaget saa pingerne falder i vandet, for oppe paa flaget er de rappere til at bevæge sig end sælen, de gaar ikke oprejst men lægger sig paa maven og kurer ved hjælp af lufferne og fødder hen over isen og sneen med en ganske antagelig fart.

Alt i alt er det givet at der findes et meget rigt liv i havet omkring sydpolskalotten, som man slet ikke kender noget som helt til, nærmest helt uudforsket indtil nu, for dem der færdes hernede i de korte sommermaaneder har alt for travlt med at fange hvaler, og har hverken tid eller interesser for de mindre dyr der findes hernede. Der findes traadalger brune og lige saa stærke som sytraad og mindst 10 m lang.

7/3 Vi ligger stop siden i eftermiddags, det er stille vejr let overskyet, og bløde meget bløde dønninger paa havet. Da vi vaagnede i morges kl.6 nede under iskanten var der i nattens løb dannet nyis - tallerkenis, billioner af tallerkener dækkede vandoverfladen saa langt man kunne se, de var dannede i løbet af natten, hvor der igaar aftes var aabent vand var der nu en ubrudt isoverflade. Vinden var gaaet i syd efter sydøst orkanen, og nu kom kulden fra iskalotten ud til os, og vi maatte sætte kursen ret nord og se at
 
 

komme ud af serpen, vi stoppede da vi kom til frit vand, det aabne hav, men i det smulle vand i læ af skuden dannedes der straks smaa nyistallerkener, de begyndte af størrelse som frøæg hjemme i vandhullerne om foraaret, og man kunne staa og se dem vokse minut for minut indtil de sigede udenfor skuden i det urolige vand, hvor de straks opløstes igen. Her er saa stille her hvor vi ligger ganske alene, at man føler sig som et mikroskopisk støvkorn paa det uendelige sydishavs overflade, men et levende væsen, evaporatorpumpens regelmæssig pulsslag høres overalt i baaden som ens eget hjertes slag, og giver en en følelse af at hele baaden er en levende organisme, der er lige saa selvfølgelig hernede som fuglene i luften og hvalerne i havet. Maskinpersonalet benytter tiden medens vi ligger og venter paa at kogeriet skal bestemme sig om det vil gaa vest- eller østover, til at foretage smaareparationer. Tredjemaskinen skal skifte en flangepakning paa fyrolieledningen, og havde lukket for olietilførslen, da han havde faaet den skilt ad og stod og passede den ny pakning til var der en af fyrbøderne der uforvarende kom til at lukke op for olien, og maskinisten fik sig en forfriskende fyroliebad over hele overkroppen, og saa havde han taget ren skjorte paa samme morgen, noget der ikke sker hver 14 dage paa en hvalbaad. Ombord i en hvalbaade vurderes en mand om han har hvalbaadsben eller ej, om han kan staa fast paa den gyngende dæk,

det har for eks. vores stuert ombord i 41. den gode Korneliussen fra (Tgøme) , og derudover kan han bande saa højtog hedt at maden somme tider naar det er rigtig skidt vejr og hans eder lange i forhold dertil bliver færdig ½ time før tiden, han tilbod mig forresten i morges at jeg kunne blive has svigersøn, han havde lige faaet telegram om, at hans kone derhjemme paa Tgøme havde faaet en datter for to dage siden, den lykkelig fader blev ønsket meget til lykke, og gav i den anledning en skive til hele messen - hvalbaadssjusser - Cognac med Portvin i stedet for selters. De gule ærter og saltkød til maddagen smagte bedre end sædvanlig.

10/3 Kl.2½ i nat maatte Niels paa broen og sætte i gang, det var storm igen, og skuden slingrede bravt, gik mod vest for vejret i et par timers tid, saa vi var ude af den storm, op da formiddagen bedrede vejret sig mere og mere, det blev klart og søen lagde sig efterhaanden helt saa vi efter middag sejledes igennem helt smult vand med klart solskin, et par timer efter var der storm fra øst igen men stadig solskin og til og med frostvejr saa baaden overisedes, vi gik nu mod kogeriet efter brød, kl. 16 havde vi overskyet igen og NØ vind med varmegrader, saa hurtigt kan vejret skifte hernede indenfor 12 timer. Sendte en telegram til Hakon "Baren mangler varer send venligst ny forsyning over hækken med brødsækken". Da vi kl.17.30 fik brød og andre varer over hækken paa Kosmos III var det snestorm, og saa tykt at man ikke kunne se mere end kogeriets længde fremover, vi gik fra kogeriet stik syd ned i isen. Det var aprilsvejr i marts.
 
 

11/3. I nat stod jeg op kl. 1½ og gik ned paa andenstyremands vagt paa broen mellem kl.2 og kl.4. Det blæser stadig fra øst bare kraftigere end de foregaaende dages storme, saa jeg forsømte ikke noget med det, da der alligevel var saa meget hylen og spektakel ombord at man ikke kunne sove, der var spredt is paa vandet,og hver gnag vi drev mod en isskods buldrede og bragede det i hele skuden. Sneen drev vandret gennem luften, man kunne se den i skæret fra toplanternen komme drivende i vindstødene som tykke hvide uldtæpper, vi stod 3 mand i den læg side af broen og knagfrøs, vi havde 3m x 1m at bevæge os paa, udenfor det omraade stok sneen i ansigt som synaale, vi kunne kun se lidt rundt om os, der laa to andre hvalbaade i nærheden, men kun af og til kunne man skimte lysene fra dem gennem den tætte snetykning, det var koldt som bare fa'n. Rundt paa dækket sad isryper og kapduer og krøb i læ for stormen, de havde tiltrukket af lyset søgt ly ombord i Kosmos 41. de fik lov til at være i fred, for selvom vi har skudt en del af dem til udstopning, saa lader vi de fugle der søger ly ombord hos os en stormnat være i fred. Samtidig med at dagslyset kom begyndt vinden at dreje sydlig, og vi gik længere vestover og ind i isen, til vi mødte nogle af de andre baade, i løbet af dagen kom der flere til samme plads, og nu til aften er vi atter samlet 9 baade, der ligger og driver i nogle forskellige klarer. Vinden er nu stik syd, dønningerne er aftaget kendeligt, men det hyler stadig i rigningen, med den sydlige vind er det igen blevet frostvejr, saa der er sikkert nyis igen over alt det aabne

vand igen i morgen tidlig. Det er Kong Frederiks fødselsdag i dag, nu maa man ikke tro at det er en dato der er saa indbrændt i min hukommelse, at jeg husker den hvor i verden jeg saa er, men jeg har en dansk kalender med fra 1949, hvor jeg streger de dage ud der er gaaet, og da min blyant var i gang med at slette den 11. lidt før den var gaaet, stod der med fede typer FREDERIK DEN 9, FØDS. - jeg sletter reglen for en uge ad gangen. Det slog ned i mig at fejre hans majestets fødselsdag sammen med mine norske venner og kammerater paa 41, saa jeg undersøgte Enges gavepakke, og fandt ud af at der kun blive en flask dram til hver messe og ½ øl per mand, hvorefter jeg gik ned og tog en konference med første stuerten, jeg (Mielche) er selv paamønstret ombord som anden stuert, vi standsede med hvalbøffer med spejlæg, og det blev en fødselsdagsgilde som sent vil glemmes af deltagerne. Førstestyremand, der er radiot picke (sic) ud paa natten København-Kalundborg og vel navnlig Danmarks kortbølgesender op, maaske var det via norskkringkastning, og kablet Kong Frederiks fødselsdagstale ind paa 41 højtalersystem.

12/3 Stadig vejrfast ved iskanten, alle baadende liger og driver, ingen fangst, og masser af daarligt humør, det fremgik tydeligt af pratningen - prækningen som skytter Elefsen -siger baadene imellem, det livede kolossalt op i ensformigheden da der blev udsendt underholdning fra kogeriet, Mielche lavede radiokabaret, hvor han speakede og fortalte historier - skiftevis med pladeudsendelser, jeg fik ogsaa en lille
 

historie, hvor Mielche præsenterede mig som den store lystfisker, der engang havde været paa fisketur i stillehavet og der fanget nogle kolossale fisk som jeg pralede med og paa spørgsmaalet om jeg havde set nogle hvaler derude erklærede at den brugte vi bare til madding. Mest lykke gjorde historien om væddemaalet med den tændte dynamitpatron, hvor deltagerne stiller sig i rundkreds og kaster den fra den ene til den anden, og den der har den naar den springer har tabt, det var noget med smæld i, og det forstaar hvalfangere.

13/3. Nu har vi i 14 dage søgt efter pingviner rundt i isen, medens vi følger kogeriets bevægelser øst -, vest, øst, uden at se andre end et par svømmende kongepingviner, hvor det lykkedes styremanden med et slumpeskud at nedlægge den ene, engang saa vi to og en anden 1 ensom lille fyr paa et isflag, og saa tag mig fan om vi ikke i dag til morgen, i en pivstorm med taage og sne støder paa masser af dem, 30 - 40 stykker paa hvert flag ikke tale om at kunne fotografere, men det er som sagde den t r e t t e n d e marts i dag, Vi har siden i gaar aftes patruljeret langs iskanten medens vejret blev værre og værre, tidlig paa morgenen i dag slingrede vi saa meget, at der var kølvand efter redningsbaadene paa kessingen. Naar vi gik ned for at spise en saadan dag tog vi oliebukser paa man fik altid en eller anden flydende ting farende ned over sig naar baaden tog en overhaling. Det gik mest ud over 3. maskinisten, han havde aldrig et maaltid naar der var haardt vejr uden at suppebad, en kande mælk eller noget andet flydende
 

ned over sig, nu er der det at sige, at 3' er en store madelsker, han har altid saa travlt med at faa puttet den mest mulig føde i hovedet paa dem korteste mulig tid, at han glemmer at ta' vare paa hvad der kan vælte paa bordet. og sker der noget saa tager han efter madtallerkenen i stedet for efter f.eks. glasset, der var saaledes den aften, paa kong FREDERIKS fødselsdag da øllet var skænket i glassene til hvalbørrerne, rationeret, altsaa øllet ikke bøfferne, han havde lige lempet 2 bøffer og 4 spejlæg over paa tallerkenen, og han var saa glad i dem at han glemte at se efter ølglasset, og saa væltede det selvfølgelig ned over maven paa ham, af bare ærgrelse spiste han yderligere 2 bøffer og 4 spejlæg til. Der har alligevel været fuld karrusel hele søndagen, medens vi patruljerede iskanten og tusindevis af pingviner stod ind paa isen og skræppede af mig (grines) hen under aften drejede vinden i syd, og blæste ud af isen, længe inden det blev mørkt gik alle baadene en mils vej ind i ispakken og lagt bi for natten, hvilken velsignelse at komme til at ligge helt stille engang igen, det var et fantastisk syn da det blev mørkt, at se de oplyste baade ligge i det hvide øde, i betragtning af de anstregnende døgn vi havde haft, blev vi enige om at feste lidt, det blev paa therusse , af mangel paa rom brugte vi 96 procent sprit til blandingen, ud paa aftenen laante jeg stuertens hvide hue, og fik rivende afsætning paa dansk smørrebrød a'la Davidsen, mens vi sad sammen og hyggede os med døren aaben for tobaksrøgen, stod der pingviner ude paa isen tiltrukket af lyset, jeg lagde navlig mærke til en fræk

fyr der stod paa en høj isskodse ikke fem meter fra den aabne messedørog gloede ind til os, skræppede af latter og slog mølle med lufferne, fan ta den, nu har jeg i de sidste 14 dage sejlet mil efter mil med 41 for at fotografere pingviner men uden at se nogle, og i det daarligste vejr vi har havde paa hele turen er de der - og saa maa jeg til og med finde mig i, at de staar og griner af mig.

14/3. Dagen begyndte med let sne men synlig solskive. Pingerne kom vandrende ind fra isen ud mod det aabne vand, de kom i længe rækker, en i spidsen førte an, og alle de andre fulgte ham, hoppende, kravlende eller kurende paa maven, naar de kom til et flag hvor de kunne staa samlet paa holdt de raadslagning, og saa afsted igen i den retning de havde besluttet. Vi forfulgt en flok med baaden, og jeg skal sige der kom fart i dem, ned paa maven alle sammen og saa "svømmede" de alle sammen paa isserpen, kom de til et flag og saa op at staa et øjeblik inden de kravlede videre over grødisen, og sikke en vrøvl de gjorde, jeg formoder at de skældte os huden fuld. I alle retning rundt om os kunne vi se pingvinerne komme vandrende, stoppe lidt op stillende overfor baaden, samle sig i en klump og snakke lidt sammen om de mærkelige "isbjerge" de saa - helt menneskelige i deres opførsel og saa pludselig at beslutte sig at ta en retning, den først ned paa maven og saa krabbe til næste flag og alle andre efter.

Gik efter middag ud af isen og paa radiopejling efter en stille bugt som 5' havde fundet, til at begynde med var her
 

plads nok for alle baadene, men i løbet af nogle timer var den svundet ind til næsten ingenting, fra ca. 4 mils bredde til vel omkring 500 m, den ene baade efter den anden gik ud, til slut laa der bare to igen 3' og 7' og saa maatte de ogsaa ud, de var knapt kommet ud før bugtens arme mødtes, og kort efter var der kun is hvor der før havde været stort aabent vand, antagelig vandrede isen den dag med en fart af 2 - 3 mil i timen. Alle baadene gik paa række langs iskanten for at løse det stadige problem i disse stormdage, at finde en god og sikker, rolig plads for natten.

Jeg har i tidens løb stillet mange hvalfangere det spørgsmaal - sover hvalen nogensinde - enkelt men jo, de fleste vidste det ikke, en mente han engang havde set en blaahval ligge i overfladen og sove. En tidlig morgen i graalyset opdagede Niels to knøler der laa lige i kanten af en mindre ispakke, de lo ganske rolige i vandoverfladen med det meste af hovedet oven vandet og blæsehullerne aabne, de aanede ganske langsomt og regelmæssigt, svejverne var spredt ret ud fra kroppen, de sov trygt, vi kom ganske tæt hen til dem inden de mærkede os, og saa gled først den ene og saa den anden ganske stille baglæns ned i vandet, ikke som naar de ellers svømmer forlæns ned i vandet.

(END 2nd notes set)