Fut Jensen's noter fra Kosmos III - tredje sæt (rækkefølgene ukendt)
Klikke på afsnittets sidenummer for at se den originale maskinskrevet manuskript

( 3-1 )

Allerede første dag til søs var alle mand i gang, oppe og nede med forberedelserne til hvalfangsten, og disse fortsættes uafbrudt i den 1 ½ maaned rejsen tog via Curacao - Walvis Bay - Cape Town til spermfangsten begyndte i Sydishavet på den 54. bredegrad syd for Afrika. Kilometer efter kilometer af staalvejre blev hentet op af lastrummene og skaaret op til rumpestropper og slæbevejre der blev splejset sammen oppe paa dækket, gamle slidt hvalliner fra forrige sæsong blev viklet op og af rebslagere lavet til nyt tovværk en skov af grantræer blev hovlet til stager til baadshager, rumpespader og pumpestænger til hvalbaadene. Tykke lange fiskestænger af bambus fik bundet jernspyd i den ene end og store blaa flag med hvide nummer paa den anden - til at flage de dræbte hvaler med saa man kan se dem paa lang afstand og finde dem igen om dagen, og til at anbringe lanterne eller en lille automatisk pejlesender om natten. Store rundstokker blev med økser hugget til tærser, kæmpebærepinde der anbringes i den ene ende af en løsskaaret spækside hvorefter en spil trækker hele siden af hvalen paa engang. Et savværk blev indrettet midt paa forplanet og saa blev den mindre tømmerplads der laa her og paa agterdækket skaaret op til hvaldæk, et beskyttelsesdæk der lægges over alle dæk, trapper og gange for at beskytte dæks og gulvplankerne mod de trebenede halepigge alle maa gaa med hele fangstsæsongen for i det hele taget at staa fast i alt det fedtstof der flyder over hele skuden naar man begynder at flænse hvalerne

( 3-2 )

(this side numbered "II")

Svære jernkæder blev passet til til at tov de skudte hvaler i fra baadene til kogeriet. Nede i kogeriet arbejdede reparatørerne og svejserne og Studserøds gæng gik hver eneste vinsch og jollebom igennem og fornyede staalvejrene hvor det trængtes til. Til sidste blev beholdningen af harpuner hentet frem, og hver eneste en renset, prøvet og smurt og fik hugget et nummer i svarende til fangstbaadenes numre, saa man til enhver tid ville kun konstatere hvilken baade der har skudt den hval der hales op paa flænsedækket, hvis det halemærke der indridses lige efter hvalen er dræbt skulle forsvinde. Og saa til aller sidst tog sliberne fat paa at skærpe alle flænseknivene.

( 3-3 )

Da julen kom havde vi allerede ligget 5 uger paa østfeltet udfor Schackelton barrieren, det var nu lyst hele døgnet rundt. For en uge siden begyndte langhvalfangsten og kogeriet arbejder døgnet rundt for fuld fræs med at bearbejde de hvaler baadene paa alle døgnets timer kommer slæbende med. I det store køkken og hos bager og slagter er der også travlhed. Forberedelserne til julefesten begyndte allerede en uge før juleaften med griseslagtning,  og saa fulgte alle de andre forberedelser, det mindede mig om min barndoms juleferier ude paa landet paa mine bedsteforældres store gaard. Bageren bagte bjerge af smultinger (klejner) bakkelser, vaniliekranser og andre slags tørre kager. Slagteren fabrikerede grisesylter og griselabber (grisetær i gele). Stuerten arbejdet døgnet rundt med at ekspedere julekosten til alle hvalbaadene. Juleaften om formiddagen blev der stillet store juletræer op i mandskabsmesserne og salongerne. De var norske og havde ligget nede i fryseriet siden vi sejlede fra Sandefjord, der blev pyntet overalt med juleguirlander. Messegutterne og jeg pyntede juletræet i salongen, det var fra gulv til loft. Men telegrafisterne var nu dem der havde mest at gøre, allerede 14 dage før jul begyndte juletelegrammerne at strømme ind hjemmefra og hver nat modtog mindst 100, medens de afsendte ligesaa mange til mandskabets familier deroppe paa den anden side af jordkloden, og da de sammen med os andre satte sig til julemiddagen kunne de gøre det med god samvittighed, alle telegrammer var ekspederet - tilsam

( 3-4 )

men over 2300. Der havde været meget godt fangst juleaftensdag, saa hele julefesten blev indskrænket til kun 4 timer fra kl. 6 til 10 aften, man begyndte middagen med den norske nationalret smørgrød og fik derefter ribbenssteg og svinekoteletter med surkaal og til desert henkogt frugt - ananas, ferskener og abrikoser. Til maden blev der drukket øl, snaps og vin, bagefter var der kaffe og juleknappelsiner, nødder, rosiner og chokolade. Ved bordet ønskede kaptainen os alle en god jul og bad os med ham rejse os og drikke en glas for dem derhjemme, saa blev juletelegrammerne uddelt, og da man havde spiste færdig gik man lidt hver til sit rum for i fred at læse dem og pakke gavepakker ud, dem man havde liggende i skuffen siden afrejsen hjemmefra med paaskrift om at de ikke maate aabnes før juleaften, med tre tykke streger under ordet ikke! Jeg tog en flaske vin under armen og saa gik jeg forud til mine to landsmænd ombord for at fejre lidt jul sammen med dem, de havde pyntet deres kahyt med granriis, guirlander og dannebrogsflag og klistret billeder fra København paa kahytsvæggene, der tændte vi nogle julelys skaalede og ønskede glædelig jul og saa snakekde vi lidt om Danmark og familien derhjemme og saa var kl. blevet 10 og skibsfløjten kaldte til arbejde igen. Ud paa hvalbaadene fortsatte de julefesten nogle timer endnu, de ønskede hverandre glædelig jul over radioen og fra et par af baadene udsendte de underholdning, alvorlige sange, julesange, og muntre viser afløste hverandre saa hele æteren var

( 3-5 )

fyldt med sang, indtil, kl. blev henad tolv og det blev stille over Sydishavet, man samlede krafter til næste dags jagt.

( 3-6 )

(this side numbered "( 7 )" )

Eftervden (sic)

( 7 )
 

Efter den tid har en lille grinende abekat med en rød fez paa hovedet stadig ødelagt mine bedste drømme ved at vise sig for mig paa de meste spændende steder i mine natlige drømme, for når jeg drømmer om Tivoli, Bakken, Kong Frederik eller Badstuestræde og Jytte og alt det rare jeg glæder mig til at komme hjem til, saa er han der, han hænger i halen oppe paa gardinstangen, sidder ovenpaa min radio eller gynger i min udstoppede albatros der svæver op under loftet i min kahyt, og saa griner han af mig, og jeg vaagner og bliver altid snydt for drømmens afslutning.

(END of the third set of notes, which we presume do not belong together as a single set with a logical chronology)
 

< Previous set
Notes index
 
Return to top Home The fourth set of notes >