En utrolige og i virkeligheden ganske usandsynlig beretning om visse hændelser der fandt sted omkring den første april 1949 ombord i det store, gode skib Kosmos III paa vej fra Sydpolen til Cape Town. Til en begyndelse maa jeg have lov at sige, at jeg regnede det for force majeur overfor en ungkarl som mig, at ikke mindre end tre mand tillod sig at holde bryllupsdag paa stribe den første og efterfølgende tre dage, begyndende med Herrrr - masser af rrrr - kommandørkaptain GØSTA Boldt Christmas fra Gøteborg. En mand der er forhenværende - masser af forhenværende, men derfor kan han være lige saa god som enhver anden - og det er han ogsaa - NB. Naar han er fuld, for til daglig er han mere højtidelig og svensk høflig end her TIP og TOP tilsammen. Vendende tilbage til det fhv., saa er han fhv. chef for det svenske undervandsbaadsvaaben. Fhv. chef for Panserkrydseren Fyglia, fhv. svensk marineattache i LONDON, fhv. chef for Sveriges store, og eneste panserskib DROTNING VICTORIA og saa er han den mest charmerende fhv. jeg nogensinde har mødt. Men det begyndte altsaa med, at Christmas havde bryllupsdag den 1. april og fik overrakt den største buket roser jeg nogensinde har set - man studser - ROSER - vokser der roser i nærheden af sydpolen - røde roser NEJ, hvide roser maaske - jeg har ikke set nogen! men den buket roser han fik herned under Sydkorset, der i virkeligheden ikke er noget kors, men bare fires stjerne midt i mælkevejen, som man med lidt onde vilje kan trække et kors eller rettere sagt en kryds imellem, omtalte rosenbuket var tegnet paa et stort hvidt ark papir af globetrotteren fra ROSKILDE - HAKON MIELCHE - Aprilsnar roser! Ha! Der er aldrig set en flottere buket røde roser - i hvert fald ikke sønden for den 50 sydlige bredegrad, men jeg skal ikke fortabe mig mere i røde roser eller hvad dermed følger - for det havde vi ikke, men vi havde masser af Whisky - Crabie - og Gin og Løjten og Øl - og SØGANG! Og en ganske uforskammet rulning, som ingen af os havde bestilt, men den var altsaa kommet tilløbende fra NØ, og jeg vil ikke paastaa den løb med KOSMOS III - det var nærmere sandheden at sige, at KOSMOS løb paa den. Naa - inden jeg kommer lidt for langt væk fra mit oprindelige emne - den første april 1949 - som jeg gerne vil fortælle jer lidt om, maa jeg have lov til at sige - DEN OPRANDT, som der staar i historiebøgerne - det gør den for resten hvert aar, men altsaa i aar oprandt den paa en lørdag og Christmas havde svensk bryllupsdag, og den 2' - Slaget paa Københavns red - havde skipperen ombord - Bestyreren som han kaldes i Norsk hvalfangst - begaaet den letsindighed, hans eneste -tror jeg - at gifte sig i København med en norsk kvinde. Han har lidt under den siden den dag, det er derfor han tager paa hvalfangst, saa har han en gyldig undskyldning for kun at sove hjemme i fire maaneder hvert aar, og dem nyder han - paastaar han i hvert fald, selv. De er noget overdaadige disse norske hvalfangere - de nyder ægteskabet paa en helt anden maade en vi landkrabber og hjemmeføddinge gør, der lever vort liv paa landjorden. Som min gamle ven SIGURD paa Kos. 39 fortalte mig, den dag ombord nede i isen da han og jeg fejrede hans sølvbryllupsdag, og han fortalte mig om det eneste foraar som han havde oplevet hjemme i Norge siden konfirmationen - det foraar der var skyld i at vi nu sad og fejrede sølvbryllup sammen. -Saa eer man ligesom nygift hver gang man kommer hjem fra togt! Undskyld at jeg pludselig taler om sølvbryllup, naar det er tre ganske almindelige uhøjtidelige bryllupsdage jeg skulle fortælle om. Det begyndte altsaa med, at den fhv. havde bryllupsdag, og HAKON havde afleveret sin rosenbuket, og det var lørdag aften og han havde holdt foredrag for hele besætningen nede i den store messe, og fortalt sine sædvanlige smaa løgnehistorier ude fra Stillehavet - der efter hans udsagn slet ikke er saa stille som navnet antyder og som vi andre hjemmeføddinge fra HVORBASSE - ROSKILDE og KØBENHAVN gaar rundt og ikke tror paa. Naa! hans foredrag havde været meget underholdende nærmest

noget af en intelligensprøve for tilhørene - men det forstod de ikke -- Han fortalte blandt andet om NEW HEBRIDERNE og menneskeæderne der lever deres liv der. Der bor mindst 40 forskellige stammer paa denne ikke saa store Ø. Sagde han. De forstaar ikke hverandres tale. De lever altid i indbyrdes krig, sagde han. Og de æder deres døde fjender som BACALAO sagde han. For FEM minutter efter for at fortælle om, da han indtog øen telegraferede beboerne til hverandre - med DJÆVLETROMMERNE - at nu kom Mielche fra Danmark paa besøg og han maatte ikke ædes. Naa! Det er den slags smaating der altid ædes raa sammen med ODUEREN Charme. Undskyld den lang indledning, for nu kommer jeg først til det jeg egentlig havde tænkt mig at fortælle om - de tre bryllupsdage der begyndte den første april. Sceneriet, er som tidligere sagde en meget store baad paa vej hjem fra et halvaars hvalfangst i Sydishavet. Alle er galde og renvaskede - og nybarberede - vi kender ikke hinanden uden fuldskæg, men det er bare en adspredelse mere, naar man siger til et eller andet nyt ansigt - hvor er du kommet fra, dig kender jeg ikke. Prøv og gæt" AAH - det er bare dig din gamle røver, der ikke er ældre! Vi sejler Nordover paa denne historisk dag, Og efter Mielches foredrag skal vi begynde paa de tre bryllupsdage. Det blev tre strænge dage - i hvert fald de to af dem. FORESTIL jer nu, vi sidder Christmas, Mielche, Skipperen Lea og jeg oppe i den store salong ved en af hjørnebordene. Vi bider os fast med hænder og fødder i bord, gulv og stole, og med tænderne bider vi i ADLONSSNITTER. Skuden ruller. Det knirker og knager, radiogramofonen vandre i sit tøjer - vi sidder fire middelaldrende karrer - højtidelige - thi det er de tres bryllupsdage. Paa bordet foran os et fad snitter - ellers intet, tallerkener, øl og snapseglas mangler, alt i skuden ramler rundt mellem hinanden intet kan staa fast paa bordet, vi maa spise fingermad. Hængende i et sejlgarnssnor om halsen har hver en flaske optrukket øl - Mielche har ogsaa en flaske snaps! Naar vi skulle skaale tog hver sit snapseglas op af jakkelommen - og Mielche skænkede i - OG SKAAL - og glasset ned i lommen igen.  Da vi naaede til kvarten gik det galt - vi sang helan gaar til ære for Gøsta- Skuden tog et helt store overhaling, og tog Mielche med medens han var ved forberedelserne til kvarten, med snapseflasken i den ene haand og et glas i det andet forlod han selskabet - siddende paa sin stol - i slow motion - fjernt fra i den anden ende af salongen hørte vi hans stemme deltage i kvarten - gennem stormbuleret - och nu skal den lille kvarten forgaa - forgaa! Det var som sagde Gøstas tur til at ha' bryllupsdag. Mielche er sømand til tæerne - da skuden tog den næste overhaling slap han løs i det rette øjeblik, og vendte tilbage til selskabet paa samme maade som han forlod det - og saa doubleret vi kvarten til ære for ham! Kaffen sprang vi over - vi ville ikke have brandsaar naar vi kom til Cape! og gik direkte til sjusserne - vi byttede de tømte ølflasker vi sad med rundt om halsen ud med en kolde selters - og saa lavede vi færdigsyede sjusser - de ved vel hvordan det forgaar - man lukker flasken op - hælder halvdelen af indholdet ud i den nærmeste krog og fylder det derved opstaaede tomrum i flasken op med WHISKY. Det var som sagde Gøstas tur til at holde bryllupsdag - kl.12 nat skulle kaptainens begynde - 5 minutter før gik han ind til sig selv. Og paa slaget 12 stillede vi 3 andre i lykkeønskningsdebutation inde hos ham - i stedet for roser fik han et farvefotografi i rokokoramme taget den dag han dansede brudevalsen i guldaldersalen ned i København (tegnet af H.M.) med sin brud. Skipperen gav varme bajerske pølser og rinskvin - sikke en sammenblanding - men de er nu noget for sig selv de nordmænd, men det er en helt anden historie som I maate have tilgode, for vi skal jo ogsaa bestille andet i kvæld end at høre paa min prædike! Skipperen administrerede selv flaskerne og pølserne, de første brugte han som rygpude i sin lænestol de andre stod paa gulvet i en store kasserolle som han holdt fast mellem benene - det gik godt længe før vi andre havde kun et glas og en pølse at tage vare paa ad gangen. Men saa skvulpede pølsesuppen over og brændte kaptainen paa benene, som han trak til sig og slap kasserollen fri, den for straks hen

 og fyldte min ene sko med varme suppe, det brændte som bare fan' saa jeg kølede den af med kold rinskvin - Værre gik det Gøsta, men han mærkede det ikke paa det tidspunkt, Han var udset til at holde talen for skipperen. han gik til sagen overhøjtidelig, stivrygget og fuld! Han satte sig i stilling som det klæder en fhv. marineattache fra London, godt svajrygget, stiv i stolen med venstre haand anbragt knyttet paa venstre knæ - i højre glasset rakt ret frem for sig - maa jeg faa lov til at forebringe en anføring . . . kaptainen misforstod ham og troet at han bad om mere i glasset - da han saa Gøsta sidde der stiv og støt med sin bedste servantegrin paa - og ville skænke godt i, men ramte ved siden af glasset og tømte flasken ind i højre ærmet paa Gøsta. Men Gøsta vidste ikke at det ikke var med urette at hans fosterland i sin tid sendte ham til London som marineattache - han afleveret aftenens mest gribende tale medens vinen langsomt rendte ud af hans jakkeærme, stadig holdende glasset i giv agt stilling - og kunne ikke begribe at vi andre var blevet saa fuld at vi grinede af hans meget højtidelig og rørstrømske anføring! Ja! Det var Gøstas og kaptainens bryllupsdage - men Mielches! Ja det maa jeg bede jer om at spørge ham selv om hvordan den gik. Jeg kan ikke huske det! Hans kom jo sidst!

(END of fourth notes)