Den analoge produktionsteknologi er en del af vores arvemasse. Med over 8.000 ruller og kassetter video- og lydbånd i vores arkiv og med et regelmæssigt behov fra vores kunder, har vi fortsat  behovet for at kunne inkorporere analogt arkivmateriale i vores produktioner. 
Følgende "afhandling" giver vores teknikinteresserede samarbejdspartnere en indsigt i hvordan vi forholder os til såvel den analoge fortid som den digitale fremtid.

Forskelle mellem analog og digital 
I analogt audio- og videoudstyr skabes signalet med et nærmest ubegrænset antal mulige niveauer mellem nul og maksimal - og her er maks-niveauet sat på et passende niveau for at elektronikken og lagermediet alligevel kan håndtere signaler, der - ofte meget kortvarigt - overstiger maks-niveauet, uden at signalkvaliteten forringes væsentligt. Denne sikkerhedsmargin hedder "headroom" på engelsk, og for analogt video og lydudstyr - såvel enkelte enheder som sammenkoblede systemer, var headroom en vigtig indikator på anlæggets tekniske kvalitet. Professionelt udstyr i radio og tv stationer, var normalt udstyret med kredsløb, der kunne begrænse eller "klippe" signalet for at hindre overstyring, og sådanne kompressionskredsløb var ofte ret bløde i deres virkningsgrad, således at signalkorrektion blev diskret og uden forvrængning. Foruden disse "bevidste" signalbegrænsere og kompressorer, havde selve det magnetiske bånd - det medie som de fleste optagelser blev gemt på, evnen til at dæmpe eller komprimere overstyring - faktisk på en måde, der af mange opfattes som blødere og varmere end det man kender fra elektroniske begrænsere. Båndkompression var ikke bare en utilsigtet bivirkning, den blev med tiden én af båndmediets mest værdifulde kreative egenskaber.

Analogteknologien (her taler vi lyd, men det samme gælder for video) har den svaghed, at samtlige elektroniske komponenter er med til at udvikle støj - det kan være en brummetone fra strømforsyningen, interferens fra en mikrofon, et kabel eller andre elektriske signaler, eller bare et lille diskant sus, fra en transistor eller modstand, mens den skifter temperatur. Ligeledes havde magnetiske bånd også deres egen støj.

Støj kunne begrænses ved godt kredsløbsdesign, valg af de bedste komponenter, god afskærmning og en arbejdsmåde, hvorved man sikrede den højest mulige "signal til støj" forhold - altså, at den ønskede lyd var høj nok til at skjule støjen. Jo flere stykke udstyr, signalet skulle igennem, og jo flere generationer man kopierede signalet fra bånd til bånd, jo mere støj fik man . Man havde også særlige teknologier - såsom Dolbysystemet, til at begrænse eller skjule støjen - men støj var altid en del af det analoge signal.

Ved digitalindspilning er signalet samplet og behandlet mange gang pr. sekund - f.eks. 44.100 gang pr. sekund for CD lyd - hvor hver sample kan digitaliseres med en diskret værdi på mellem 0 og 255. Under sampling skal elektronikken enten runde op eller ned til den nærmeste diskretværdi - ikke bare hele signalet, men også dets komponenter, såfremt disse samples og lagres hver for sig. Det er det elektroniske kredsløb, samt de aritmetiske algoritmer der styrer selve samplingen, der bestemmer hvad den højeste signalværdi kan være i forhold til en international kendt reference. 

I forhold til analogteknologien har digitalteknologien den fordel, at den skaber nærmest ingen støj ud over hvad den får i indgangen, og at det samplede resultat i princippet kan kopieres i uendeligt mange generationer, uden kvalitetsstab. men digitalteknologien er ikke uden ulemper eller udfordringer.

Den største udfordring ved digitalteknologien er den datamængde, der skal lagres og behandles ved indspilning og afspilning. For at spare på lagerplads og processorkraft i de enheder, der skal håndtere signalet (især de billigere konsumprodukter) har man udviklet forskellige kompressionsmetoder, hvorved man allerede under sampling ignorerer eller frakaster nogle af de data, som man mener menneskets ører eller øjne ikke vil savne. Forskellige digitale bånd og filformater anvender forskellige samplingsfrekvenser og forskellige digitale "wordstørrelser" (det antal data bits man anvender til at beskrive værdien af den enkelte sample) - ligesom forskellige formater anvender forskellige codecs - de algoritmer, der bestemmer hvilke data der bevares og hvilke der smides væk. Tilsammen, betyder disse forskelle at digitalsignalet oftest rummer mindre af originalen, end det ville have været tilfældet ved en analogindspilning. Ligeledes betyder det, at der kan være kvalitetsstab forbundet med at kopiere fra det ene digitalformat til det andet, ligesom en højopløsnings digitalkopi af et komprimeret (lavere-opløsnings) original signal aldrig vil  kunne genskabe de data, der blev frasorteret under den original sampling. Det er netop derfor, at vi altid arkiverer vores originalmateriale på bånd - det være sig digitalt eller analogt - for at sikre at evt. fremtidig digitalisering af materialet bliver, med de til den tid  bedste algoritmer og codecs - så tæt på originalens kvalitet som overhovedet muligt.

En anden vigtig udfordring ved digitalsignaler er når indgangssignalet overstiger det maksimale indgangsniveau som et givent system eller kredsløb er indrettet til at kunne håndtere. Med en absolut værdiramme på mellem 0 og 255 er der ganske enkelt ikke den nødvendige aritmetiske plads til at beskrive en signalværdi, der oversiger 255. Det eneste den digitale hardware eller software kan gøre ved det overskydende signal er at klippe det - altså at tilskrive samtlige værdier over 255 som 255, hvilket ved såvel lyd som billeder kan medføre forvrængning eller lignende uskønne resultater. Af denne grund sættes referenceniveauet for digitale indspilninger "kunstigt" lavere for at rumme plads til overskydende signaler - f.eks, stilles referenceniveauet for digital lyd mellem +9 dBm eller -20 dBm, hvor 0 dBm på en digital skala svarer til samplingsniveauet 255 eller et analogt lydniveau på +22 dBu (langt over hvad de fleste analogbåndssystemer og kalibrerede liniesignaler kan præstere).

Det vil derfor være en oversimplificering at konkludere, at digital altid er analog overlegen. Digitalteknologien har udviklet sig hurtigt, og udvikler sig fortsat - ikke mindst fordi det er nemmere for elektronikfabrikanterne at levere en højkvalitetsprodukt - også til almindelige forbrugere - til en billigere pris, når man arbejder digitalt. Ulempen kan også være, at fordi produkterne skal være billige, sænkes andre funktionelle eller konstruktionsmæssige kvaliteter ved produktet. 

Derfor, mens vi har omfavnet den digitale produktionsteknologi, har vi endnu ikke forladt alt, der er analogt. Foruden adgang til arkivmateriale, for hvilket vi fortsat holder gang i analogbåndmaskinerne, er der fortsat situationer, hvor analogudstyr stadig kan opfylde vores behov, og i visse tilfælde kan være digitalt udstyr overlegent. Mens analogt udstyr kræver mere vedligeholdelse og kalibrering - især når der er tale om audioudstyr - går opgaven ud på at kombinere det bedste fra både den analoge og den digitale verden.

Et godt eksempel er lydoptagelse. Mange speakindspilninger eller akustiske musikindspilninger bliver bedre, hvis den originale optagelse foregår på analogbånd - f.eks. ved hjælp af en Nagra båndoptager. Hvor båndmaskinens elektronik og magnetiske bånd resulterer i en blødere og varmere lyd med bedre håndtering af pludselig og kortvarig overstyring (perkussive lyde) end det, der kan opnås ved hjælp af digitale optagere. Normalt digitaliseres og behandles sådanne optagelser videre i produktionsforløbet som digitalfiler.

Ligesom i de analoge dage, er det fortsat vores mantra i forbindelse med digitalisering og kopiering, at der skal være så få skridt som overhovedet muligt mellem originalmateriale og den digitale fil, der skal indgå i redigering - såvel hos os, som hos vores kunder. Derfor værner vi om vores arkivmateriale samt det analoge udstyr, der er nødvendigt for at digitalisere materialet  i årene frem.